Læs det her

af U, 100 år 100 år i pleje - publiceret den 13. Sep 2017
Hey Børnetinget

Jeg er en pige, som der ikke bliver til lyttet og ikke bliver set af folk. Jeg skal leve med folk, som er nogle idioter på grund af, at de tager vores telefon, hvis man ringer til nogen, som man ikke må. For eksempel jeg har stukket af til min moster og blev der nogle uger, så kom jeg hjem til børnehjemmet, og så de tog min telefon, da jeg ikke måtte snakke med min moster. Og det bliver ved og ved, jeg kan ikke snakke med min sagsbehandler alene, fordi at hun har så travlt. Jeg kan ikke snakke med nogen, og ingen voksne har været der for mig, og det tror jeg heller ikke, at de gør! Jeg vil dø, der kommer heller ikke nogen til at savne mig. Og jeg vil ikke leve med, at folk tror, at jeg har det godt, hvilket jeg ikke har! Hver nat græder jeg, fordi folk tror ikke, at jeg skal have hjælpe! Alle har brug for hjælp, især mig. Hvorfor bliver jeg ikke lyttet, og hvorfor bliver alle behandlet, som de vil, men ikke mig. Dem som er i nærheden af mig er nogle idioter. Dem som jeg bor sammen med tænker kun på sex og prøver på at få kærester. Det sker hver gang jeg bliver ikke hørt, og det jo hårdt at tænke på, og når jeg tænker sådan der, så tænker jeg, at det ikke er noget særligt. Jeg kender én, som begik selvmord, fordi at hun havde det på det samme måde, og ingen savner hende, jo jeg gør. Jeg vil bare have én, som jeg kan snakke med, ellers kommer jeg også til at dø. Og jeg glemte at fortælle, at jeg bliver mobbet. Jeg bliver mobbet, fordi at jeg ikke har det godt, og jeg ikke har det perfekte liv! Jeg vil vædde på, at folk har det perfekt, og jeg har det bare, som om at jeg skal dø, men jeg er jo død inde i! Jeg skal altid smile til folk, som jeg ikke kender, og når jeg finder nogle venner, men opdager så, at de ikke er mine venner. Jeg har ikke nogle venner, og jeg har ikke noget familie, jeg har ikke mig selv længere. Mit hoved siger, at jeg skal kæmpe mod alle dem, som prøver at ødelægge det, og min krop giver op! Det er noget lort, og tænk hvis du var mig. Please giv mig et godt råd for at få det bedre.

Redaktøren svarer:

Kære U,

Jeg bliver trist af at læse dit brev, men jeg bliver glad over, at du har fundet vej til os, og fordi du er i stand til at udtrykke dig og dele dine tanker og følelser. Det kræver både mod og styrke.

Det føles ofte meget svært, ensomt og urimeligt at være anbragt! Den følelse kender jeg alt for godt, og når jeg ser tilbage i dag, 15 år senere, så forstår jeg ikke, hvordan jeg var stærk nok til at komme igennem det! Men jeg kæmpede ligesom du gør, og jeg kom igennem og kan idag bruge det til at hjælpe andre anbragte børn og unge. Du skal finde din indre styrke og tro på, at du fortjener livet, og livet fortjener dig. En dag vil du se tilbage og være stole af den, du er blevet.

Du har ret til at blive hørt, og du har ret til at tale med din socialrådgiver og bede hende om hjælp og støtte. Men du bliver nødt til at indordne dig under de regler, der er på det sted, hvor du bor og dermed ikke stikke af fra stedet. Forsøg i stedet at tale med de voksne og lav aftaler på forhånd og sørg derefter for at overholde jeres aftaler.

Jeg vil råde dig til at kontakte BørneTelefonen på tlf 116111 og tal med dem om dine rettigheder. De er rigtig søde og kan hjælpe og støtte dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste i livet.

Du er velkommen til at kontakte os igen.

De bedste hilsner
Camilla

> Skriv kommentar

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.