Ny skole som “voksen”

af S, 18 år 12 år i pleje - publiceret den 03. Oct 2017
Hej
Jeg har været anbragt det meste af mit liv, men er endelig fyldt 18 år og bor for mig selv. Min mor er ikke eksisterende, og min far er der, men næsten umulig og snakke med.

Mit problem er, at jeg er startet på en ny skole, hvor jeg er den ældste. De andre er mellem 15-17 og bor hjemme. Det er en fin nok klasse, men der er bare en del, hvor både skole, men også lidt eleverne har et slags krav til, at du skal havde dine forældre i dit liv.

Skolen vil hele tiden havde kontakt med en forælder, og selv om jeg siger, at de ikke er i mit liv, så forstår de det ikke. Men selv med eleverne så er det til visse ting som om, at jeg bare skal havde en forælder.

Jeg er begyndt og føle mig uden for i nogen af tingene, netop fordi jeg ikke kan være med i en del samtaler. Men også ofte skal jeg være den voksen og gøre det selv.

Så hvordan fortæller jeg både skole og elever, at jeg har ansvaret og ingen andre?
Jeg vil helst ikke fortælle, at jeg er et kommunebarn, da jeg bare gerne vil føle mig “normal”

Håber det giver lidt mening

Redaktøren svarer:

Kære S

Mange tak for dit brev. Vi er meget glade for, at du har fundet vejen herind til os. Samtidig håber vi også, at vi kan give dig et par gode råd til, hvordan du kan få det bedre!

Først og fremmest: hvor kan jeg bare rigtig godt forstå, hvordan du har det.

Jeg kan selv huske, hvordan det var at starte et nyt sted, hvor ingen vidste, hvad jeg kom fra, og ingen vidste jeg havde boet i plejefamilie. Og samtidig havde jeg heller ikke lyst til at fortælle det, for jeg var bange for, hvad de tænkte om mig. Alle andre i min nye klasse boede også hjemme hos deres forældre, og jeg kan huske, hvor svært jeg synes det var, at jeg skulle klare mig selv med madlavningen og vasketøj, når alle andre fik hjælp. Jeg kan selv huske, at jeg synes, at det var rigtig svært og hårdt, at skulle være voksen så tidligt, så jeg kan virkelig godt forstå, hvordan du har det.

Det blev faktisk også lidt for meget for mig, så kontaktede jeg studievejlederen og tog en samtale med ham, om hvordan jeg havde det, og hvad jeg kom fra.

Måske du selv kunne tage kontakt til en på din skole? Eller en lærer, som du har det godt med? Jeg kan sagtens forstå, at du tænker, at du ikke vil fortælle nogen om din historie, og at du bare vil være ’’normal’’ – jeg havde det selv sådan. Men du er HELT normal, også selvom det måske ikke altid føles sådan. Men det hjælper rigtig meget, at have en voksen i sin hverdag, som kender én lidt bedre end alle andre. Det hjalp meget for mig, at der var en der vidste, at jeg ikke havde nogen forældre at gå til, og at jeg var den ’’voksne’’ med alt ansvaret i min egen hverdag. Alle andre behøver ikke at vide det, men hvis der bare er én voksen på skolen, som ved hvad du kommer med, er jeg sikker på, at de vil hjælpe dig, og tage hensyn til dig.

I forhold til dine klassekammerater kan jeg godt forstå, at du kan føle dig udenfor. De har sikkert haft en helt anden opvækst end du, og kan have svært ved at sætte sig ind, hvorfor du står med alt det voksne ansvar. Nogen gange behøver man faktisk ikke fortælle så meget før, at andre forstår. Du kan fx sige: ’’Jeg er bare flyttet tidligt hjemmefra’’. Og hvis de spørger indtil dine forældre, så kan du måske sige ’’dem taler jeg ikke så meget med’’. Hvis nogen spørger mere indtil det, kan du sige, at ’’det har du ikke lige lyst til at tale om’’.

Hvis samtalen i klassen går på forældre, eller hjemmet - så kan du fx bare lytte og ikke deltage så aktivt i samtalen, eller måske dreje samtalen hen på noget, som du gerne selv vil tale om.

Jeg kan selv huske, hvor hårdt det var at flytte hjemmfra, da jeg var 17 år, og noget af det der hjalp rigtig meget var, at jeg fortalte en af mine klassekammerater om, hvad jeg kom fra. Selvom hun slet ikke kunne forstå det, så var hun meget sød. Hvis du opbygger tillid og får en god ven, så kan det være du skal overveje, at gøre det samme. Det kan hjælpe meget at have en ven, som kender ens fortid – også selvom man nogle gange selv, gerne vil glemme den.

Jeg ønsker dig al held og lykke i fremtiden!

Med venlig hilsen
Maria Schytte

> Skriv kommentar

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.