Brevkasseredaktører på Børnetinget

Camilla

Jeg hedder Camilla Nielsen og er født i 1984. Jeg er uddannet socialrådgiver i 2010 og har siden da, arbejdet forskellige steder men primært med børn og unge med forskellige sociale problemer. Jeg har også taget uddannelsen til selv at blive plejeforældre og har siden starten af 2011 haft en lille dreng i pleje.

Min opvækst

Jeg voksede op i et hjem, hvor alkohol ofte var en del af hverdagen. Gennem hele min barndom flyttede jeg mange gange, da min mor ofte fik det svært og jeg derfor måtte bo ved min mormor og morfar. Min far flyttede fra os, da jeg var 7-8 år gammel og min mor fik det dårligere og dårligere. Jeg kom som ca. 8-årig i aflastningsfamilie hver anden weekend, men efter et års tid blev jeg flyttet til en anden aflastningsfamilie, som jeg så pludselig efter et års tid stoppede helt med at se. Senere som 15-årig kom jeg i familiepleje hos nogen fra min egen familie, men vi havde svært ved at enes og jeg flyttede derfor som 17-årig og fik i stedet min egen lejlighed.

Vil gerne gøre en forskel i andres liv

Som 12-årig startede jeg i en slags klub hver onsdag, vi var kun var 3 piger og to pædagoger. Der kunne vi snakke om alt og vi kunne få svar på vores spørgsmål, hvilket betød rigtig meget for mig. Jeg synes, at jeg har kæmpet meget i mit liv og at det tit har været rigtig hårdt! Men i dag har jeg næsten alt hvad jeg kan ønske mig og må sige, at det har været det hele værd. Jeg har rejst rundt i Sydamerika, sprunget i faldskærm i New Zealand, set orangutanger i Borneos jungle, dykket ved koralrevet og boet i de blå bjerge i Australien. Jeg har mødt nogle få helt specielle mennesker gennem mit liv, som har gjort store indtryk og hjulpet mig videre, når det var sværest. Mit ønske er at kunne gøre samme forskel for børn og unge, som har det svært og dermed hjælpe dem videre i deres liv.

Cindy

Jeg hedder Cindy, og jeg er 24 år gammel. Jeg studerer til civilingeniør i arkitektur og design på universitetet og er politisk aktiv i min fritid, som blandt andet betyder, at jeg sidder i bestyrelsen i Kvindekrisecenteret i min by. Jeg elsker at holde mig i gang fysisk ved at løbe, cykle, stå på vandski m.m., og ellers holder jeg af at male, tegne og spille klarinet.

Begge mine biologiske forældre er psykisk syge, og da jeg blev født, fik min mor en fødselspsykose. De valgte at lade mig blive frivilligt anbragt, da jeg var et halvt år. Det var til mit eget bedste. Jeg kom i en plejefamilie, som havde mig, indtil jeg fyldte 17 år og flyttede hjemmefra. Det var ikke altid nemt at bo i pleje, for jeg var ved at blive flyttet fra min plejefamilie to gange, og min plejefamilie fungerede også som aflastningsfamilie og akut familie for akutte anbringelser. Det betød rigtig meget for mig, at min plejefamilie havde dyr, som altid ville lytte til mine problemer. Jeg har i dag ingen kontakt til min plejefamilie, men har en rigtig skøn kæreste, som jeg har været ude at rejse med.

Jeg blev politisk aktiv som 16-årig for at bruge mine erfaringer til at gøre livet som anbragt lettere for andre og er i dag ved at nå en position, hvor jeg har noget at skulle have sagt. Derudover har jeg fulgt min drøm om at få et kreativt job ved at klare mig igennem gymnasiet og nu går på universitetet.

Louise Hansen

Jeg hedder Louise, jeg er født i 1984 og er i dag 32 år gammel. Jeg bor i København med min søde kæreste og vores nyfødte barn på knap to måneder. Lige nu bruger jeg tiden på barsel, hvor jeg nyder at være sammen med min søn og give ham masser af kærlighed.

 

Jeg er uddannet socialrådgiver, og når jeg ikke er på barsel, så arbejder jeg i socialforvaltningen i Københavns Kommune. Her gør jeg mit bedste for at støtte op omkring børn i alderen 0-13 år og deres familier. Jeg taler med børn, som ikke har det så godt derhjemme og prøver at hjælpe dem til få en nemmere hverdag og et bedre liv. Alle børnene jeg taler med har det svært på hver deres måde. I nogle familier kan vi hjælpe forældrene til, at børnene får det bedre. I andre kan børnene have det så svært, at det bedste er, at børnene skal anbringes i fx en plejefamilie eller på institution, fordi deres forældre ikke kan passe godt nok på dem.

 

Jeg er selv opvokset i en plejefamilie, fordi mine forældre ikke kunne passe godt nok på mig. Min mor led af skitzofreni, en svær psykisk sygdom, og min far var fra et andet land og dårligt integreret i Danmark. Det betød, at jeg blev anbragt i en plejefamilie, da jeg var tre år gammel. Siden jeg blev anbragt, har jeg løbende haft samvær med mine forældre, så jeg har altid kendt dem og det var tydeligt for mig, at selvom de rigtig gerne ville, havde de det for dårligt til at passe på mig. I dag er begge mine biologiske forældre døde.

 

Der er mange ting, der kan være svære ved at bo i en plejefamilie. Fx det store spørgsmål: gør de det kun for pengenes skyld? Det er nemmere at tvivle på plejeforældres kærlighed, når det bare er deres job, hvilket kan være rigtig svært at være i, når man er et barn eller en teenager, der helt grundlæggende bare gerne vil elskes. Jeg flyttede fra min plejefamilie, da jeg var 19 år og har i dag kun kontakt med dem et par gange om året. På den ene side ønsker jeg, at inddrage dem mere i mit, og min nye families, liv, men på den anden side kan jeg stadig mærke noget uforløst smerte og vrede ift. at jeg ikke altid har følt, at de har givet mig nok opmærksomhed og nærvær.

 

Da jeg var yngre, havde jeg meget svært ved at tale om, at jeg boede i en plejefamilie. Jeg ønskede faktisk tit at skjule det, så jeg bare kunne falde ind og være ”normal” ligesom alle andre børn. Efter at jeg er blevet voksen, har jeg lært at være meget mere åben omkring min opvækst og fået talt om mange af de ting, jeg synes, var svært.

 

Hvis jeg kunne gøre noget om, i min tid som anbragt barn, skulle det være, at være bedre til at italesætte og sætte ord på mine tanker og følelser. Fordi at jeg nu ved, at det styrker ens selvtillid, giver drivkraften til at tage sin plads, en mulighed for at at ændre på tilværelsen og mest af alt følelsen af, at være helt normal, med en helt unik opvækst.

 

Det er blandt andet derfor, jeg ønsker at være frivillig hos Børnetinget. For at være med at skabe et rum, hvor I, som anbragte eller tidligere anbragte, kan føle jer trygge til at få stillet alle de spørgsmål, i har brug for og som er svære at tale om i hverdagen,. Et rum hvor vi kan hjælpe jer med at vende jeres frustrationer til jeres styrker!

Så hvis i har nogle spørgsmål, bekymringer, glæder, som i har behov for at dele eller få råd og vejledning til, så skriv ind! Vi sidder en masse frivillige, som med glæde vil gøre vores bedste for at besvare alle jeres henvendelser.

 

De bedste hilsener,

Louise

 

 

Chris Jeanett

Jeg hedder Chris Jeanett, jeg er 30 år gammel, er gift og har tre børn. Jeg er vokset op med min mor og far i et villakvarter. Hele min barndom har været præget af forældre, der havde et alkoholmisbrug. Mine forældre blev skilt, da jeg var 15 år gammel. Jeg blev efter en periode med store problemer i hjemmet anbragt på en institution for unge. Vi havde støttepædagoger og personale omkring os 24 timer i døgnet. Her boede jeg, indtil jeg som næsten 18-årig flyttede i egen bolig. Jeg kan huske, at det, jeg syntes var det hårdeste var, at jeg følte, det var mig, der blev straffet to gange, da de flyttede mig fra venner, familie og min omgangskreds. Jeg havde det rigtigt svært i mine år på institution. Jeg kunne ikke falde til, og jeg følte, at det var mig der var noget i vejen med. Jeg følte heller ikke, at der var nogen, der lyttede til mig og eller prøvede at forstå mig. Men jeg opbyggede en tro på, at jeg som menneske havde betydning, og at jeg skulle lære at elske mig selv og lære at se alle mine gode sider og ressourcer.

I dag er jeg uddannet socialrådgiver og arbejder med voksne, der har et psykisk eller fysisk handicap. Jeg har igennem de sidste 10 år af mit liv vidst, at jeg ville arbejde med at gøre en forskel for andre der har det svært, og som ikke føler de passer ind i vores samfund.

Jeg glæder mig til at høre fra jer alle sammen, og jeg håber, at vi sammen kan skabe noget positivt.

Merete

Mit navn er Merete, jeg er født i 1984 og er uddannet socialrådgiver i 2010. Jeg har siddet i jobcenter i tre år, hvor jeg vejleder og opstarter sager for kontanthjælps- og uddannelseshjælpsansøgere.

Privat bor jeg med min kæreste og vores dejlige datter på snart 2 år i et skønt hus, som vi er i fuld gang med at renovere.

Da jeg var 10 måneder, blev jeg fjernet fra min mor og anbragt på et børnehjem sammen med min storebror. Min mor havde psykiske problemer grundet alkohol og stoffer. Min far har jeg aldrig mødt!

Da jeg var 3 år, kom både min storebror og jeg i samme plejefamilie og senere kom min lillebror til.

Jeg husker selvfølgelig gode tider fra min tid i plejefamilie, men jeg husker også tydeligt følelsen af splittelse og afmagt i min opvækst. Mine brødre og jeg var ofte på weekend hos min mor, men hver gang vi skulle hjem til plejefamilien, var det som om noget af mig blev hos min mor.

Alle fortalte mig, hvor dårlig en mor jeg havde, men jeg husker hende ikke som en dårlig person – blot en person, som traf nogle dårlige valg.

I dag er hun død, og jeg ville ønske, at jeg den dag i dag kunne møde hende og vise hende, hvor langt jeg er kommet og selv have lov til at vælge hende til eller fra.

Jeg har altid gerne ville gøre en forskel. Jeg ved ikke, om det hører til dét at blive fjernet fra sine forældre og være en del af ”systemet” det meste af ens liv. Men jeg har altid gerne ville blive til noget, så jeg kunne gøre noget godt for andre, som også har haft det hårdt.

Jeg håber meget på at kunne gøre en forskel hos jer – om ikke andet er jeg her med et åbent sind og et lyttende øre, og jeg håber på, at jeg med min baggrund på den ene eller anden måde kan hjælpe jer.

Katya

Jeg hedder Katya og er 21 år gammel.
Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper, men nu læser jeg til pædagogisk assistent, da jeg gerne vil være socialrådgiver.
Ved siden af arbejder jeg som afløser på et plejehjem. Og så er jeg også frivillig i KOMsammen Odense, som er et mødested for ensomme unge.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 3 år gammel og jeg flyttede sammen med min mor.
Jeg har haft alkohol tæt inde på livet, da min far er alkoholiker. Han har svigtet mig rigtig meget. Da jeg var lille, tog han mig med på værtshus. Jeg syntes, det var rigtig pinligt og var bange for at se nogen, jeg kendte. Mine forældre havde en intern krig med hinanden om, hvor jeg skulle bo og hvem jeg skulle være sammen med.
Min far begyndte at købe mig, gav mig en masse gaver i sted for kærlighed. Det syntes jeg var enormt fedt, da jeg var lille, men da jeg blev større, manglede jeg hans kærlighed. Senere hen fandt jeg ud af, at det eneste, han kunne finde ud af, var at svigte mig, og jeg har ikke haft kontakt med ham i over 2 år.

Da jeg lige var fyldt 16, fik jeg det rigtig dårligt, og jeg endte med at komme på et opholdssted.
Jeg nåede at bo 3 forskellige steder på lidt over 3 år. Jeg havde svært ved falde til på de forskellige opholdssteder.

Det sidste opholdssted, jeg boede på, nåede jeg at falde til og havde det godt, men jeg endte med at flytte derfra, da jeg var 18 år.
Jeg flyttede hjem til min mor og boede der 1 år, men havde svært ved at komme hjem igen og flyttede til sidst til Odense, hvor jeg har boet lige siden.

Jeg har valgt at blive frivillig i Børnetinget, fordi jeg ved, hvor svært det kan være at være anbragt og hvad for nogen tanker man kan have – både gode og dårlige.
Derfor vil jeg gerne hjælpe andre børn og unge, som er anbragt. Jeg ved, at man kan få et godt liv og opnå de ting i livet, man gerne vil – man skal bare tro på sig selv.
Jeg håber, jeg kan bruge mine egne erfaringer og komme med råd, og jeg glæder mig til at svare på jeres breve.

Reiner

Jeg hedder Reiner og er fra '85.
Min uddannelsesmæssige baggrund byder på lidt af hvert - fra et grundforløb som tømrer til 2 år på jurastudiet, men jeg endte med at finde min hylde i psykologien og fuldførte min bachelor i '14.
Jeg er pt. i gang med en kandidat i Social Arbejde.
Jeg er far til to dejlige børn fra hhv. '11 og '13 og jeg er glad for at løbe og svømme.

Min opvækst

Min opvækst husker jeg som ganske udmærket, indtil jeg blev omkring 8-10 år.
Noget må være sket deromkring, men jeg har aldrig fundet ud af, hvad det kunne være. Min far flyttede fra vores hus i Aalborgområdet til København og min mor begravede sig i arbejdet.
Over de næste par år så jeg mindre og mindre til dem begge og når jeg gjorde, blev jeg enten affejet eller råbt af. Rødvinsflasken blev fast inventar i det pæne forstadshjem.
Jeg holdt mig for mig selv og brugte mere og mere tid hos kammerater, til tider flere uger af gangen.
Jeg kom på gymnasiet som femtenårig, men det faldt hurtigt fra hinanden og jeg endte på efterskole.
Den følgende december blev jeg kørt til et kontor på kommunen og anbragt, først i midlertidig pleje og senere i kommunalt bofællesskab med andre unge. Det skete alt sammen med en underlig ligegyldighed.

Ønske

Jeg er frivillig i Børnetinget, fordi jeg ikke ønsker, at unge anbragte skal opleve den forvirring og isolation, som jeg gjorde. Når jeg tænker tilbage, så faldt de folk, som jeg mødte, i to kategorier: De mange der vendte ryggen til, og de få der ikke gjorde.
Jeg håber på at kunne være en af de sidste igennem Ungdommens Røde Kors og på sigt med min uddannelse. Det er vigtigt for mig at kunne bruge mig selv og min baggrund på en positiv måde.
Vi bestemmer ikke, hvor vi kommer fra, men vi bestemmer heldigvis selv, hvor vi vil hen.

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.