Redigering af indlæg og breve på Børnetinget

Er der indlæg, der ikke kommer på siden?

På Børnetinget forbeholder vi os retten til ikke at sætte indlæg på, der:

  • er uforståelige
  • er skrevet af studerende eller andre voksne, der har spørgsmål til børnene og ikke selv er tidligere anbragt
  • er skrevet på baggrund af et ønske om at bryde loven eller nedgøre eller håne andre. Der må godt opstå uoverensstemmelser, frustration og diskussion på Børnetinget, men der er en grænse for, hvilket sprog og hvilke ytringer vi tillader i indlæggene.

Anonymisering

Anonymisering af indlæggene på Børnetinget er en ansvarsfuld opgave. Dels skal vi beskytte børn og unge mod at blive genkendt, og dels skal vi bevare den originale “stemme” i indlægget. Webmasterne står for denne opgave, og hun/han forsøger at tage hensyn til begge krav og følger disse principper for anonymisering:

  • Det er tydeligt skrevet på siden, at brugerne skal vælge et andet navn end deres eget, men det er svært at vide, om alle gør det. Beslutningen er, at vi bevarer det navn, brugerne vælger – fordi de jo gerne skal kunne genkende sig selv på debatsiden
  • Alt andet bliver fuldt anonymiseret. Alle sted- og personnavne bliver slettet; brødre og søstres aldre bliver fjernet. Nogle ynder at skrive fødselsdatoer ned (“jeg bliver 15 den 17. marts 2004” ), og der bliver datoen også fjernet, ligesom også eventuelle e-mailadresser slettes. Alle børnenes originalindlæg (altså de, der indeholder potentielt fortrolige oplysninger) bliver slettet
  • Webmasteren kommenterer en sjælden gang anonymiseringen i indlæg. Det gøres i selve indlægget med klammer [ ]. Kommentaren går sædvanligvis på, at her er der ændret sådan og sådan, og det er mest af alt af respekt for de personer, der har skrevet ind.

Overgiver vi nogle sager til myndigheder/politi?

Sjældne gange oplever vi på Børnetinget, at et barn efterlyser vores hjælp i form af konkrete handlinger. Men på Børnetinget har vi (som led i anonymiseringen) ikke personlige oplysninger på dem, der skriver ind. Det betyder med andre ord, at vi ikke kan hjælpe børnene på anden måde, end ved at skrive på Børnetinget. Med mindre selvfølgelig de skriver om alvorlige overgreb eller vanrøgt og samtidig giver os oplysninger, der kan identificere dem. I så fald vil vi ikke tøve med at overgive informationer om et barn til myndighederne.

 

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.