Aktindsigt

af Petreja, 19 år 4 år i pleje - publiceret den 28. Feb 2012
Hej allesammen.

Jeg er kommet i den situation, at jeg gerne vil have aktindsigt i min sag. Jeg er 19 år og har spurgt min socialrådgiver om dette. Hun siger, at jeg ikke kan få aktindsigt på de dokumenter, der er lavet før det 18. år uden min mors tilladelse. Men dokumenter på nettet siger, at jeg som part og hovedperson i sagen kan få aktindsigt i ethvert dokument. Jeg har ligeledes fået at vide fra andre uvidende parter, at jeg er myndig og har ret til dette.

Mit spørgsmål til jer er: Kan jeg få aktindsigt? Er der begrænsninger? Kan jeg gøre det udenom min socialrådgiver og mor? Hvad er jeres erfaringer med aktindsigt? (Har I hørt om nogle, der har mistet/fået noget ud af det?)

Håber I kan hjælpe :)

Redaktøren svarer:

Hej,

Jeg er i gang med at undersøge den helt konkrete lovgivning omkring det, der er skrevet, før du blev 18 år ... Jeg havde en aftale med en jurist i det sociale nævn onsdag og vender snarest tilbage med svar.

Mvh.
Sisse Bøgild

_____

OPDATERET:

Hej Petreja

Jeg har nu fået undersøgt det, jeg var i tvivl om, nemlig om der var undtagelser i forvaltningsloven, der sagde, at du skulle have din mors underskrift. Der kan være undtagelser, men det er meget sjældent, f.eks. hvis et menneske er ved at dø, og det vurderes, at der i journalerne står noget, som vil gøre skade på vedkommende, men også dér er det meget sjældent, at der nægtes aktindsigt.

Så det er sådan, at du har aktindsigt i alt, hvad der er skrevet om dig. Det har du, fordi du er myndig, og du har part i din egen sag, fra du er 15 år. Det betyder ikke, at du ikke har ret til at få alt, der er skrevet, også før du blev 15 år. Det kan være, at de oplysninger står i din mors sag, men det er lige meget for dig, for kommunen skal alligevel gennemlæse sagen og fjerne alt, der omhandler andre mennesker, f.eks. din mor, andre søskende osv.

Det, du skal gøre, er at sende en mail eller et brev til kommunen, hvor du beder om aktindsigt i alt om din sag. Det betyder, at du ikke kan komme udenom kommunen, fordi det er dem, der skal sende det til dig. Men du har ikke pligt til at sige noget som helst til din mor. Derefter har kommunen 10 dage til at give dig et svar. Det vil sige, det er ikke sikkert, at du får sagen udleveret efter 10 dage, men de skal svare dig, hvornår du så vil få den. Skulle de imod alt forventning give dig afslag, skal de oplyse, hvilket lovgrundlag der giver det afslag, og de skal medsende en klagevejledning. Og så skal du klage.

Jeg har selv fået aktindsigt for 15 år siden. Det er en ret tyk sag, hvor der er en del, som er streget ud, men der står rigtig meget tilbage. Jeg har lyst til at sige et par ting til dig omkring det.

Først og fremmest er det vigtigt - når du får alle de papirer - at du ikke er alene, når du læser dem. Det er helt sikkert, at der står noget, som du bliver bevæget af at læse. Det kan være, du bliver meget ked af det eller sur, gal osv. Derfor er det ikke godt at være alene. Der vil også stå noget, du ikke er enig i og noget, du ikke vidste.

Jeg har som sagt haft min sag i 15 år. Jeg har læst den i bidder, og jeg har ind imellem holdt lange pauser. Det er jo meningen, at jeg skal forliges med det, der står. Det betyder faktisk, at jeg ikke har læst det hele endnu ... Har haft det sådan i et par år, at det ikke har været så vigtigt for mig. Men jeg har det godt med, at jeg har alle papirer liggende og bare kan læse i dem, når jeg har lyst og overskud til det.

Jeg kender altså også nogle, som ikke har fået noget ud af at søge aktindsigt, fordi deres sager er blevet væk eller er blevet smidt ud, men de er alle noget ældre, end du er. Det er faktisk sådan, at kommuner ikke må smide børnesager ud, men nogen har altså gjort det gennem tiden.

Håber du kan bruge mit svar. Ellers må du skrive igen - og undskyld den lange ventetid, men det var meget svært at finde nogen, der havde 100 % styr på forvaltningsloven. Til sidst fik jeg kontakt til en mand, som er lektor i forvaltningsret, og han kunne svare mig.

Venlig hilsen
Sisse Bøgild

> Skriv kommentar