Alene i verden

af sally, 16 år 13 år i pleje - publiceret den 11. Jun 2014
Jeg kom i pleje, da jeg var 3 år.
Jeg kan svagt huske, at jeg blev hentet midt i mellem ølflaskerne hos min biologiske mor og kørt ud til min plejefamilie.

De virkede på mange måder som nogle kærlige mennesker og jeg kom hurtigt til at kalde dem mor og far.
Det skulle bare vise sig, at de aldrig kom til at elske mig, som jeg elsker dem.

De har altid forsvaret deres egne børn og ikke mig, de har været på ferie, mens jeg lå på sygehuset, de har talt om at komme af med mig pga lønnen blev sat ned m.m...

Det er først virkelig gået op for mig nu, hvor lidt jeg betyder for dem og jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg skal gøre eller kan gøre i denne situation.
Jeg har på en måde bare lyst til at tage langt pokker i vold, komme hen til en anden familie, men på den anden side elsker jeg dem og har ikke lyst til at miste dem - selvom jeg nok alligevel gør det, når jeg fylder 18 år.
Kan jeg overhovedet komme et andet sted hen som 16 årig?

Desuden kunne jeg også godt tænke mig at vide, hvordan det kan være, at en som mig, hvis forældre ikke var i stand til at tage sig af mig, ikke blev bortadopteret i stedet for fjernet og i pleje?
Og om man overhovedet kan blive bortadopteret i Danmark og hvad der skal til?

Hilsen Sally

Redaktøren svarer:

Kære Sally.

Hvor er jeg glad for, at du skriver ind til os. Jeg skal prøve, at svare på dit brev så godt jeg kan.

Først vil jeg sige, at det er flot at du svagt kan huske tilbage, fra du var 3 år gammel.
Jeg ved godt det måske ikke er de bedste minder, men det er trods alt minder om en tid med din biologiske mor. Et minde du i dine ældre år, kan komme til at værdsætte meget.

Jeg synes, det er utroligt dejligt at høre, at du elsker dine plejeforældre og kan regne mig frem til, at du har været en del af deres familie i 13 år. Det er lang tid og kan derfor også godt forstå du sidder og er lidt frustreret over de følelser der pludselig kommer væltende. Uden at kende din plejefamilie, vil jeg opfordre dig til, at snakke med dem om, hvordan du oplever deres måde at forfordele deres egne børn på. Hvordan du føler, at de ikke elsker dig. Det er rigtig vigtigt, at man får snakket om sådanne nogle ting, ellers så lige pludselig så flyder bæret over og så bliver det bare så meget sværere.

Jeg kan selv huske fra jeg var mellem 15 og 16 år, hvordan jeg var indelukket omkring mine følelser og hvordan jeg ikke mente, det ville hjælpe at snakke, men jeg har lært, at man faktisk rigtig ofte får et andet svar - efter en snak, end det svar man havde forventet!!!! Og at det faktisk hjælper.

Du lyder som en super klog pige Sally og jeg er sikker på, at du sagtens kan fortælle dine plejeforældre, hvordan du føler. Det er jeg sikker på.

Hvis de har været på ferie, mens du har været indlagt, er det også okay at sige til dem, at det virkelig sårede dine følelser og at du følte dig alene og forladt. Jeg er også rigtig ked af på dine vegne, at du har hørt dine plejeforældre snakke om, at de ikke længere vil kunne have dig, hvis de gik ned i løn. Det er ikke noget man som barn eller teenager skal høre. Og kan sagtens følge dig i, at den første følelse man sidder med, er, at man ikke betyder noget. Dine følelser er helt normale og syntes det er super godt gået, at du kan sætte ord på. Og du skal vide, at jeg forstår dig.

Det hjælper desværre ikke, at rende lang pokker i vold væk, selvom det bare at stikke af fra verdenen og alle mennesker, nogle gange virker så befriende. Men det hjælper dog kun et kort øjeblik. Vi kan ikke rende fra vores problemer. Det var virkelig noget af det, jeg lærte i min tid som anbragt uden for hjemmet. Jeg lærte at problemer er der, lige indtil vi selv lærer selv at løse dem eller takle dem. Og det har jeg altid med mig i mine overvejelser.

Og det er jo ikke sikkert, at du vil miste dine plejeforældre, når du bliver 18 år. Mange mister kontakten til deres plejefamilier, men der er lige så mange, der altid er en del af familien.

I forhold til adoption er mit umiddelbare gæt, at der ikke er særlig mange adoptioner i Danmark, med mindre det er børn der har mistet forældrene ved fødslen eller i deres barndom, hvor andre dele af familien adopterer børnene. I situationer som vores, når man kommer i familiepleje, så bliver man ikke bortadopteret, fordi det nogle gange sker, at forældrene til et barn i pleje, får opbygget et bedre liv og derfor med tiden kan få barnet hjem og bo igen. Det mener kommunen er det bedste, for både barnet/den unge og for forældrene. Derfor bruger man ikke så tit adoption. Men der er kommet en ny lovgivning omkring adoption af børn, der ellers skulle have været i pleje, men det er kun 3-4 år siden og det er mest i forhold til mindre børn. Jeg kan dog godt forstå at du undrer dig!

Jeg tænker, du skal åbne op og snakke om dine følelser, og tænke på, at du er super stærk og at du sagtens kan!! Du er super sej og du har udviklet dig til en super teenager der om 2 år er 18 år og myndig. Hvor du skal til, at træffe dine egne beslutninger. Og det har jeg stor tiltro til, at du sagtens kan.

Dine plejefamilie er heldige, de fik dig, det skal du bare huske at sige til dig selv hver morgen. De er heldige.

Håber mit svar har hjulpet dig bare en smule. Desværre er det nogle gange svært, at finde de rigtige svar, men så må vi prøve os frem

Du er altid velkommen til, at skrive igen.

Mange kærlige hilsner fra
Chris Jeanett
Anbragt som 15årig

> Skriv kommentar