Anderledes

af Stump, 14 år 13 år i pleje - publiceret den 10. Sep 2008
Hej

Jeg har det rimelig svært. Jeg har boet i pleje, siden jeg var 10 måneder, så jeg husker egentlig ikke så meget. Jeg ved bare, at jeg er i plejefamilie, og min mor er narkoman og tidligere luder. Mine plejeforældre er virkelig strenge! Jeg må næsten intet for dem. For et halvt år siden gik det virkelig galt. Jeg drak, røg, løb hjemmefra, prøvede at begå selvmord osv. Jeg ville ikke være der mere!

Det er, fordi jeg føler mig anderledes. Anderledes end alle andre. Jeg kan ikke rigtig snakke med nogen om det, for ingen forstår det. Det er bare den følelse, at man ikke hører til, der hvor man er, at ens mor er narkoman, og ens mormor og morfar er alkoholikere. Jeg er glad for, jeg ikke vokser op med det, men også ked af det, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers vil.

Jeg har rimelig svært ved at forklare, hvad jeg føler, for har altid holdt det inde i mig selv. For 2 uger siden fandt jeg ud af, at jeg havde en depression. Jeg bad min klasselærer om at hjælpe, og vi fik os en lang snak.

- Senere har jeg bare fundet ud af, at det med omsorg og hjælp, det er ikke mig. Jeg hader, når mine plejeforældre giver mig et kram! Med mine venner er det okay.

Jeg er altid ked af det, ved aldrig hvor jeg skal gøre af mig selv, for jeg føler ikke. jeg hører til nogen steder!?

- Jeg har tit tænkt over selvmord, men har aldrig kunnet få mig til at gøre det.

Please hjælp mig til at få det bedre.

Stump

Redaktøren svarer:

Hej Stump ...

Du må undskylde, at du først får en reation nu. Jeg, Sisse, skal nok lave et svar til dig en af de første dage ... Jeg har først set dit spørgsmål nu, og jeg er nødt til at tænke lidt over det for at kunne give dig et ordenligt svar ... En ting, jeg kan sige til dig, er, at den følelse af at være anderledes og ikke rigtig høre til nogen steder er du ikke alene om, sådan føler næsten alle plejebørn ...

Jeg vender tilbage til dig med et "rigtigt" svar.

Hilsen Sisse

____________________

Hej igen.

Nu er der igen gået lidt tid. Jeg har haft dig i mine tanker i nogle dage og tror nu på, at jeg kan give dig et svar, du måske kan bruge til noget ...

Det er forståeligt, at du føler dig anderledes. Det er en af de følelser, som alle, der er anbragt uden for hjemmet, får med i "gave", sammen med følelsen af ikke at være god nok. Det er de to følelser, vi alle har. Hos nogle af os fylder de det hele, og hos nogle andre af os fylder de mindre... Men vi har dem alle med os ...

Det er meget vigtigt, at du snakker med nogen om, hvad det er, du føler ... Og jeg kan se, at du har snakket med din klasselærer ... Kan du ikke gøre det lidt mere, måske???

Følelsen af at være anderledes kommer til at fylde mindre, når der kommer ord på den ... Den vil aldrig forsvinde - det skal den heller ikke, for i virkeligheden er den med til at give dig den styrke, du overlever på. Den skal bare ikke fylde det hele og tage magten over dig ... Så hvis du kan finde nogen at snakke med om det, vil det helt sikkert hjælpe dig ...

Det med ikke at kunne modtage omsorg er også en af de følelser, vi har til fælles. Den er i familie med det lille selvværd ... Når vi kommer fra hjem, hvor vi er blevet omsorgssvigtet, er en af de skader, det gør på os, at vi ikke er i stand til at modtage omsorg. Meget forenklet fordi vi har lært at klarer alt selv ...

Det ville være godt for dig, hvis du kunne finde nogen at snakke med, der også er i familepleje. Der er en konsulent eller en, der kommer i din plejefamilie fra kommunen - kan du ikke spørge ham eller hende, om der er en gruppe af plejebørn, der mødes, der hvor du bor?

Og så skal du huske på, at dine plejeforældre ikke er tankelæsere, og hvis du ikke fortæller dem, hvordan du har det, så fravælger du selv, at de skal være der for dig og hjælpe dig ... Så hvis du gerne vil have, at de ser dig og hjælper dig - og det er jeg sikker på, at de meget gerne vil - så er det dit ansvar at fortælle dem, at du har brug for deres hjælp ... Husk på, at de har valgt dig, dengang de sagde ja til at få lige præcis dig i pleje. Men det gør dem ikke til tankelæsere. De skal også somme tider have lidt hjælp fra dig ...

Hvis du gerne vil snakke med dem, men ikke rigtigt ved, hvordan du skal begynde, så vis dem det, jeg har skrevet, og bed dem om at hjælpe dig med at finde ud af, om der er et sted, du kan møde andre plejebørn ... Og evt. kontakt kommunen omkring det ...

Håber, der er noget, du kan bruge - ellers må du skrive igen.

Hilsen Sisse

> Skriv kommentar