Bliver slået af mor og far!

af Slået..., 15 år - publiceret den 08. Sep 2008
Ved ikke, hvad jeg skal gøre? Er blevet slået i ni år nu! Kan bare ikke holde det ud mere.

Det kan godt være, at jeg kommer fra en anden kultur, men det betyder ikke, at jeg stadig skal blive slået!
Jeg kan ikke bare få fat i SSP og fortælle dem om det, der sker derhjemme... Hvis min mor, far og bror finder ud af, at jeg har sagt, at jeg bliver slået, dræber de mig!

ved godt, det lyder dumt! Men det er fandeme rigtigt! Jeg har intet at gøre...

Jeg kan ikke få familiepleje, det hjælper ikke! De dræber mig efter det første møde - det er derfor, jeg ikke har sagt det i ni år nu!

Jeg synes bare, at jeg ikke har noget valg! Bliver næsten nødt til at leve med det! Vil helst væk! Vil aldrig se min familie mere! Hvis det kunne ske, ville alt være godt! Men det duer bare ikke!

Ved ikke, hvad jeg skal gøre?

Redaktøren svarer:

Kære Slået.

Tak for dit indlæg.

Det er en alvorlig sag. Det er forbudt i Danmark at slå sine børn.

Jeg kan godt forstå, at du er bange for at betro det til nogen, specielt med risiko og tilsyneladende reel risiko for dit eget liv, men du skal betro det til en voksen, som kan hjælpe dig. Jeg tænker, at du skal kontakte din kommune og få et møde med din sagsbehandler. Du har ret til råd og vejledning, og det bliver ikke registreret nogen steder, og ydermere har den socialrådgiver, du vil tale med, tavshedspligt i sager som denne over for din familie. Hensynet til din sikkerhed vejer nemlig i denne situation tungere end hensynet til dine forældres retsikkerhed. Det er utroligt vigtigt, at du følger mit råd. Du skal ikke være hos en familie, som mishandler dig fysisk og psykisk.

Jeg vil tillige anbefale dig at bede din sagsbehandler om at kontakte foreningen LOKK, som vil kunne hjælpe din sagsbehandler med, hvordan hun skal og kan hjælpe dig bedst. Tlf: 32959019 (giv hende dette nummer)

De har stor erfaring og ekspertise med unge piger som dig, der bliver mishandlet derhjemme.

Ydermere vil jeg anbefale dig at ringe til dem på tlf: 70270306. Det er deres hotline for unge, og her vil du kunne få en snak anonymt, hvis du vil det også.

Uanset hvad skal du huske på, at du ikke er alene, og der er mange, der gerne vil hjælpe dig og ikke mindst beskytte dig.

Knus og tanker fra Maia

> Skriv kommentar