Den eneste, der elskede mig (fortsat)

af Essa, 14 år 4 år i pleje - publiceret den 12. May 2008
Hey Sisse

Nu fandt jeg lige lidt overskud til at svare dig.

Og først vil jeg gerne sige mange gange tak til dig!

Men når jeg nu i 14 år har skjult mine følelser - ikke? - hvordan skal jeg så bare være ked af det? Som sådan. Jeg er mere typen, der låser mig inde, sætter høj musik på og tuder. Jeg er nemlig svag, virkelig. Jeg tuder over alt :s Især i øjeblikket - savner min far (:

Desværre har jeg ingen at snakke med... Det er umuligt. Alle de voksne hader mig...

Jeg har fået fortalt, at de kun hader mig, fordi jeg er så smuk, men det skal man da ikke hade én for? :s

Men så får jeg ingen hjælp...

Jeg er svag, hvis jeg beder om hjæp... Argh!!!

Jeg synes, andre er vildt seje, hvis de beder om hjælp, men jeg selv er svag. Alt for svag /: I hate it. Derfor er der intet hjælp at hente :s

Redaktøren svarer:

Hej Essa

Jeg kan godt forstå det, du siger, med ikke at kunne vise, du er ked af det… Når man øver sig længe på ikke at være ked af det, så ender det som regel med, at man bliver rigtig god til det… Derfor er det også nødvendigt, at du ”snyder” dig selv og bruger en anden metode til at få fortalt en voksen, hvordan du har det…

Jeg synes, det er god måde, hvis du printer det, du har skrevet til mig, og det, jeg har skrevet til dig, ud eller finder det på en pc - og så viser det til en voksen. Du kan jo bare give det til den voksne og så gå igen… I det tilfælde er det den voksne, der har ansvaret for at kontakte dig igen og prøve at hjælpe dig… Det, der er dit arbejde i det, er at gøre dig selv lige præcis så indstillet på at modtage hjælp, at det er muligt at hjælpe dig…

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at du skal have en voksen at snakke med om alt det, der sker indeni dig lige nu… Jeg håber, at du får taget mod til dig… Tænk på, at det værste, der kan ske, er, at du stadig ikke har nogen at snakke med… Og det er jo ikke anderledes, end det er nu… Og det bedste, der kan ske, er, at den voksne, du vælger at give en chance for at komme tæt på dig, siger ja tak og glæder sig over at være blevet valgt af dig og derfor vil gøre alt det, der er muligt, for at hjælpe dig…

Bare husk: Ingen kan gå ind i dit hoved og se, hvad der foregår... Du er nødt til selv at fortælle det til dem, du synes skal vide det…

Håber du får fundet modet til at ”snyde” dig selv…

Hilsen Sisse.

Kommentarer:

Synd. Jeg kender det udmærket godt, for jeg er heller ikke typen, der kommer ud med, hvordan jeg har det inden i.
Af jasmina 15 år 6 år i pleje
14. May 2008

Hej Jasmina...

Ja... Er det ikke svært? På en måde vil man gerne snakke med en om det, men på en måde kan man ikke 'tillade' det, fordi vi er i den alder, vi nu er i... Jeg hader det :s
Af ..
16. May 2008

Ja, det er rigtigt. Og også fordi jeg synes, at det er lidt pinligt at starte på. Altså man sætter sig jo ikke bare lige ned ved siden af en voksen og siger: "Nu skal du lige høre." Det kan jeg i hvert fald ikke lide.
Af jasmina 15 år 6 år i pleje
17. May 2008

Hey Sisse.

Jeg gjorde, som du sagde, og viste vores breve til en pædagog. Jeg havde lagt det inde på hendes bord, og så gik jeg. Derfra hvor jeg sad, kunne jeg se hende læse det. Hun smilede lidt og lagde så brevet i en skuffe.

Dagen efter kom hun hen til mig og sagde, at hun ikke kunne hjælpe mig. Jeg gav hende bare et smil og gik.

Da det blev aften, og jeg skulle til at sove, kom hun ind på mit værelse... Hun satte sig ved siden af mig på sengen, og vi snakkede... Om det hele. Hele mit liv igennem. Vi sad ca. og snakkede til kl. 3 om natten. Det var rigtig, rigtig dejligt... Og da jeg så blev træt og ville sove, puttede hun mig, som om jeg var en lille pige...

Jeg får måske nogle psykolog-samataler et par gange om ugen... Det er dog ikke frivilligt, men ja. Nu har jeg jo selv kaldt på hjælp - så må jeg bare tage imod den hjælp, jeg kan få.

Og MÃ…SKE - Hvis alt kører ok - må jeg tage på efterskole efter 8. klasse. Jeg går i 7. nu. Så det håber jeg.

Men det må jeg kun, hvis jeg har taget over 10 kg på. Så nu arbejder jeg på det.

1000 tak for hjælpen. Havde ikke fået hjælp, hvis ikke jeg havde skrevet til dig. TAK!
Af Essa.
18. May 2008

Hej Essa

Det er rigtigt dejligt at høre fra dig, og at du har fundet modet til at bede om hjælp... Det er rigtigt stærkt gjort af dig... Husk på det, hvis du en anden gang ikke kan finde modet til at sige højt, hvordan det lige er, DU har det...

Og så mange tak for roserne. Jeg synes, at det er godt at vide, at det, jeg foreslår, også giver gode resultater... Tak for det.

Du er altid velkommen til at skrive igen, hvis du får lyst.

Hilsen Sisse
Af Sisse Bøgild (brevkasseredaktør)
19. May 2008

> Skriv kommentar