Det med incest og overgreb er svært

af Hanne, 17 år - publiceret den 30. Jun 2005
Hej Maia...

Jeg prøver på at fortælle min plejefar om det, men det er bare så svært, fordi han er en mand, og min plejemor kan jeg ikke ordentligt snakke med... Jeg snakker nærmest ikke med min psykolog om det - vi snakkede kun lidt om det, lige da jeg fortalte hende det. Hun kommer ikke ind på det, og jeg kan ikke få mig selv til at snakke om det. Det er så svært.

Hm... Du spurgte, om jeg har lyst til mere præcist og forklare, hvad det er, jeg synes er flovt. Det har jeg selvfølgelig - vil vildt gerne fortælle dig om det, men det er bare så svært... Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal forklare, hvad jeg føler - tit ved jeg ikke engang selv, hvad jeg føler. Hm... Jeg tror, jeg er flov over de ting, far har gjort ved mig. Nu bagefter, når det er sket, føler jeg skam og skyld, og jeg føler mig ydmyget... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men forstår du sådan nogenlunde, hvad jeg mener?

Det med at tage det i ”bestanddele”, det lyder som en super god idé, men jeg når bare aldrig at få noget sagt, inden det bliver for svært, og så er det, at jeg lukker af... Jeg ville ønske, at jeg kunne snakke om det, for jeg vil jo gerne, og jeg har også efterhånden lært, at det eneste, der hjælper, er at snakke om det og få det bearbejdet, men det er bare for svært!

Du skriver, at det ikke er min skyld, men hvis jeg nu havde afvist ham eller ikke havde vist omsorg overfor ham, så var det højst sandsynligt ikke sket... Så på en eller anden måde vil en del af skylden vel altid være min, ikke? Hm... Ja, jeg er stadig et barn, og min far er voksen, men jeg er 17 år, burde jeg så ikke kunne sige fra? Jeg er så forvirret, Maia... Jeg har virkelig brug for noget hjælp til at få det her bearbejdet...! Ja, min far er MEGET syg, men han nægter at tage imod hjælp. I hans øjne er der ikke noget i vejen med ham... Det er alle os andre...

Jeg skal hjem i aften, er nervøs for, hvordan det skal gå. Jeg er bange for, hvad han gør ved mig, hvis vi bliver selv. Det er svært hele tiden at skulle sørge for ikke at være selv med ham, så bliver det også så falskt. Hm... Ja, det med at passe på mig selv, det er jeg ikke for god til. Desværre er jeg meget bedre til at passe på andre - og hjælpe andre... Har faktisk også efterhånden givet op, føler ikke, jeg har flere kræfter til at kæmpe med - de er brugt op...
Jeg har kort fortalt min plejefar om det sidste overgreb. Ikke, hvad far gjorde, bare at han gik over mine grænser.

Den dag, jeg fortalt min psykolog, at der havde været incest, sagde hun, at hun tror, at min far er forelsket i mig. At nogen af de ting han gør, ligner de ting, en forelsket teenagedreng gør... Jeg ved ikke rigtig - kan ikke rigtig forholde mig til det. Jeg synes simpelthen, det er for klamt. Men jeg kan godt, nu bagefter, se, at nogen af de ting, han har sagt til mig, har været noget underligt noget. Og... Hm... Det er svært at skrive det her... At der nok har været MANGE flere overgreb, end jeg kan huske, og nogen af de ting, jeg har set som normale, har været overgreb!!! Det er underligt at tænke på, og det gør mig virkelig ked af det... At jeg ikke har sagt fra, og et eller andet sted gør det mig også sur, men alligevel kan jeg ikke være sur... Det er vist noget være mundlort, jeg får skrevet her, men kan du følge mig?

Jeg prøver på at støtte min mor og bakke op om hende, men jeg føler bare, at det er mig, der bliver den voksne igen. Det er mig, der bliver den fornuftige, der råder hende til, om hun skal sælge hjemmet eller købe far ud af det osv.. Og egentlig så gider jeg ikke være den voksne mere. Jeg er stadig kun 17 år, jeg burde rende rundt og feste med mine veninder, ikke tage stilling til, om min mor skal bo i lejlighed eller hus. Jeg tror også, som du siger, at mor vender tingene ind mod sig selv, ligesom jeg - og andre plejebørn - gør.

Det med at min mor selv skal tage ansvar for sit eget liv... Hm... Ved snart ikke. Det har i så mange år været mig, der har trøstet hende og ”leget mor” for min lillesøster. Jeg er også MEGET bekymret for min søster. Hun er [i begyndelsen af teenagetiden] og er på vej ud i noget rigtig lort. Hun er stukket af hjemmefra nogle gange og er kommet i et rigtigt dårligt miljø. Jeg har prøvet på at snakke med hende og få hende til at forstå, hvad det er, hun er i gang med, men hun kan ikke forstå mig. Hun siger bare, at hun har styr på det og har lovet mig, at hun ikke begynder at tage stoffer... Men jeg ved, at hun har røget hash, og hendes [4 år ældre] kæreste er afhængig af stoffer og virkelig langt ude!

Nej, jeg har ikke kontaktet de steder, du henviste mig til. Jeg er ikke så god til sådan noget, sorry!!! Hm... Jeg tager det alvorligt, at jeg skærer i mig selv, men nok ikke så alvorligt, som andre gør. Selvfølgelig vil jeg gerne stoppe og har også lige haft en periode, hvor jeg ikke har skåret i snart en hel uge, men faldt selvfølgelig i igen. Jeg ved godt, at det ikke lyder som ret meget, men når jeg normalt skærer i mig selv hver dag, så er det MEGET svært at holde så længe... Jeg ved ikke, hvor meget du ved om ”cuttere”, som folk kalder os, men når man skærer i sig selv, udløser man et beroligende stof i hjernen, og det stof kan man blive afhængig af...
Hm... Jeg er nervøs for, hvis jeg kommer til at skære for dybt en dag, og det går helt galt. Har været ved det nogle gange, hvor det ikke var et decideret selvmordsforsøg...

Til slut vil jeg lige sige, at jeg er super glad for at have fundet denne side, og at du hjælper mig utroligt meget, Maia...

Stort knus fra Hanne...

Redaktøren svarer:

Hej Hanne.

Tak for dit indlæg. Dejligt at høre fra dig igen.

Det er svært at tale om følelser. Tit er de så store og voldsomme, at der ikke er ord for dem. Jeg synes dog, du klarer dine følelser flot, når du beskriver, at du føler dig flov over de ting, som din far har gjort ved dig - at du føler skam og skyld og ikke mindst ydmygelse. Jeg kan godt forstå, at du føler dette.
Uden at vide det vil jeg gætte på, at langt de fleste børn udsat for incest føler og tænker akkurat det samme som dig! Så selvom jeg har skrevet det før, vil jeg skrive det en gang til: Det er ikke din skyld, og du har intet at skamme dig over.

Jeg mener, du har ret, når du skriver, at noget af det eneste, der kan hjælpe, er at få snakket om de dårlige oplevelser, idet det er en stor del af bearbejdningsfasen. Min erfaring er, at for hver gang, jeg selv fortæller min historie, opdager jeg noget nyt om mig selv, husker noget nyt eller bliver opmærksom på nogle nye sammenhænge, som jeg ikke har været bevidst om tidligere. Så selvom det er hårdt for dig, så øv dig på det ved at tage et skridt ad gangen og lad alt det andet ligge. Du siger, at det er så hårdt, at du end ikke får sagt bare et ord, inden du lukker af. Jeg tænker, at det, du skal øve dig på, er bare at få sagt et ord. Et enkelt ord! Det synes jeg skal være et mål, du sætter dig! Det er ligegyldig hvilket ord. Bare du får sagt et ord, fordi så vil du opdage, at det faktisk ikke er så slemt, og at du jo altså ikke gik i stykker af det, og så vil jeg vædde min hat på, at det bliver lidt lettere med det næste ord, lidt lettere med ordet efter og tilsidst - MED TIDEN - vil du være i stand til at sige et par sætninger, og det er en begyndelse - og en vigtig én i forhold til på et tidspunkt at nå dertil, hvor du kan fortælle om alle dine oplevelser i en sammenhæng. Det er altså en process, og du kan ikke forcere (fremskynde den); men giv tingene den tid, de tager, og giv dig selv rum og plads til, at det er svært - uden dog helt at sætte sig tilbage med armene over kors med holdningen om, at ingenting hjælper!
Du må give dig selv den tro/kredit, at du kan, du skal, og du vil. Det vil koste blod, sved og tårer, men det vil belønne sig i sidste ende.

Du skriver, at det er meget svært for dig at tale med din plejefar om det, og at du ikke har lyst til at tale med din plejemor om det. Din psykolog har du kun talt sporadisk med. Jeg tænker, at din psykolog måske ikke vil komme ind på det, førend du er klar til det, fordi hun måske fornemmede, da I snakkede om det i begyndelsen, at du ikke havde det godt med situationen. Hvis du har svært ved at sige det til hende i ord, tænker jeg, at en mulighed kunne være, at du skriver det ned i et brev til hende, som du afleverer til hende, hvorefter det så må være op til hende at hjælpe dig med at få taget hul på det svære. Du kan skrive, som du har skrevet til mig, at du ingenting kan sige, førend du lukker af, men at du virkelig gerne vil tale om det! På den måde er hun også bedre i stand til at imødekomme dine behov fremfor nu, hvor hun jo i realiteten ikke aner, hvad du tænker.

Det er ikke din skyld. At du viser ham omsorg, berettiger ikke din far til at begynde at tage på dig. jeg kan godt sætte mig ind i, at du tænker, at hvis ikke du havde vist ham omsorg, så var det aldrig sket, men du må ikke tænke sådan, fordi det passer ikke. Han udnytter din omsorg for ham til at komme tæt på dig, og det er ikke dig, der er noget galt med, når dette sker, men altså tværtimod ham. Som jeg skrev i sidste brev er det ham, der er den voksne og burde kende grænsen for, hvad der er acceptabelt kontra uacceptabelt, og det, han gør, må du ikke vende mod dig selv, således at du giver dig selv skylden for hans manglende forståelse for andre menneskers grænser.
Du er 17 år, ja, det er du! Men søde, du er et barn/ung kvinde, som hele dit liv stort set er blevet udnyttet seksuelt, så du kan ikke rigtig bruge din alder i den sammenhæng som argument for, at du ikke har gjort det rigtige, og at du burde sige fra. Dine grænser er altid blevet overtrådt, og som jeg også sagde til dig i sidste brev, så er det meget svært at bryde denne onde cirkel, hvor din far gang på gang har (haft) førsteret til at vade på dig som person. Man kan sige: Du har jo aldrig lært at sætte grænser for dig selv, så skulle du pludselig have lært dette, fordi du er 17? Lad være med at pine dig selv på den måde. Du gør, hvad du kan for at overleve, og det må du ikke bruge mod dig selv.

Du skriver, at du skal hjem til din far i aften! Hvordan gik det? Jeg tænker på dig og håber, at det er gået godt. Jeg håber, at du har været i stand til at passe på dig selv? Med tiden vil det være godt, hvis du kan være så stærk, at du kan sætte en grænse for ham f.eks. ved at fortælle ham med ord, at du ikke vil finde dig i det mere, men lige nu er det vigtigeste, som jeg ser det, at du undgår flere af ovenstående overgreb f.eks. ved at undgå at være alene med ham, også selvom du føler, at stemningen/situationen bliver falsk. Jeg kan godt fristes til at sige: Skid hul i, om stemningen bliver falsk eller ej, fordi det vigtigeste er, at du kan passe på dig selv. Jeg tænker ligeledes, at det kun vil være en overgang, at det føles falsk, for mon ikke med tiden, at alle vil vende sig til tanken om, at sådan er tingene nu engang, og det kan der ikke laves om på?
Husk: Hvis intet vover, intet vinder, og selvom det er en klichè, er det nu min erfaring, at den er meget sand.

At du er dårlig til at sætte grænser, kan jeg godt forstå frusterer dig, men øv dig på det - det er den eneste måde at blive bedre til det på! For øvrigt, så har jeg ikke på noget tidspunkt læst mundlort! Intet, hvad du skriver, er mundlort - så ved du det!

Du har ret, når du skriver, at det ikke er dit ansvar at tage ansvar for din mors liv. Som du selv skriver, er du kun 17 år, og det er ikke rimeligt. Du skal nemlig bare ud og feste med veninderne mm.! Faktisk skal du have ros her... Du sætter jo en grænse! Flot gjort! Hun har selv ansvar for sit liv, også selvom du har haft det tidligere, så ligegyldig hvordan du vender og drejer det, så er det hendes liv og ikke dit! Du kan støtte hende i de beslutninger, hun tager, men du kan ikke tage dem for hende! Du kan ikke leve hendes liv, du kan kun leve dit eget.

Mht. din søster, så synes jeg, du skal ytre din bekymring for din plejeforældre og på den måde aflaste dig selv for et ansvar, som du hverken skal eller kan have.

Mine tilbud om rådgivningsteder er som sagt et tilbud. Om du vælger at benytte dig af dem er helt op til dig selv, men jeg kan kun anbefale dig at gøre det af hele mit hjerte, fordi jeg ikke er kompetent på alle områder og således ikke vil være i stand til at hjælpe dig med alt. Ligeledes ønsker jeg det bedste for dig, og dette opnår du kun ved at benytte dig af de anviste tilbud kombineret med mine råd!

Jeg håber, at du har kunne bruge mine råd til noget?
Du må meget gerne skrive igen, hvis du har lyst!

Tak for de smukke ord! Jeg er glad for, at du kan bruge mig og mine råd til noget.

Stort Knus Maia

Kommentarer:

Heiii Hanne.

Jeg synes, at det er trist - det, du har skrevet om alt det, der er sket i dit liv...
Nogle af de ting, du har skrevet om, har jeg også selv prøvet...

Jeg synes, at du skulle prøve at snakke med nogen, der selv har været ud i næsten det samme og snakke om det - jeg tror, det vil hjælpe...?

At prøve at snakke/skrive med andre, der har det på næsten samme måde som dig selv... Stadig skrive herindtil og stadig få hjælp med de ting, der går dig på ...<3

Qnuzz Muzz
Af Muzz 17 år 16 år i pleje
20. December 2005

> Skriv kommentar