En meget speciel dreng!

af X, 12 år 11 år i pleje - publiceret den 18. Dec 2009
Hej Maia!

Jeg er en pige på tolv år, er meget tæt på min plejefamilie, men føler ikke, jeg kan snakke med dem om mit spørgsmål.

Jeg går i en almindelig 6. klasse på en privat skole.

Jeg er blevet vild med en dreng fra klassen over. Vi skriver på mobilen, men før sommer flirtede jeg med hans bedste ven. Nu er det, som om hans bedste ven er blevet jaloux. Jeg synes, det er svært, da han er begyndt at drille mig, altså hans bedste ven. Vi er okay venner, men det er, som om han er vild med mig.

Redaktøren svarer:

Kære X

Tak for dit brev. Du spørger ikke om råd til noget konkret. Ud fra dit brev at læse kunne jeg dog forestille mig, at det, du søger, er et råd til at tackle situationen med din nye "flammes" ven?

Jeg tror umiddelbart, at du har ret i din fornemmelse af, at han kan være vild med dig. Det er i hvert fald ikke en fjern tanke, da I jo tidligere har flirtet.

Jeg forstår, at det kan være en lidt speciel situation for dig at stå i.

Jeg tænker, at du skal se tiden lidt an - så at sige stikke en finger i jorden. Måske skal han bare lige vænne sig til situationen, og så går det over af sig selv. Fornemmer du imidlertid ikke, at dette er tilfældet, og situationen bliver tilspidset eller mere ubehagelig, end du kan leve med, må du hive fat i ham og få afklaret med ham, hvad hans drillerier er et udtryk for.

Er han skuffet over, at det ikke blev jer, eller handler det om noget helt andet eller tredje? Få kortene på bordet. Dialog er altid den bedste måde at klare sig ud af problemerne på.

Som et godt råd vil jeg også anbefale dig lige at få sagt til ham din nye "flamme", at du på et tidspunkt har flirtet lidt med hans ven, men at der ikke er noget i det fra din side af mere. På den måde kan du komme ubehagelige situationer i forkøbet, hvis der skulle opstå drama omkring det på den ene eller anden måde. Det er langt fra sikkert, at der opstår noget i den stil, men som man siger: Better safe than sorry (hellere være på den sikre side) - og det føles altid rarest at have spillet med åbne kort fra starten af.

Held og lykke med det, varme juleknus og tanker fra Maia

> Skriv kommentar