Er det bare mig - eller?

af Thomsen, 16 år 1 år i pleje - publiceret den 18. Jun 2011
Mange spørgsmål har i det sidste år gået igennem mit hoved. Jeg kommer fra en familie med splid og uvenskab og vold. Jeg kommer på opholdssted, til min sagsbehandler har fundet en plejefamilie til mig.

Min sagsbehandler finder så den her plejefamilie til mig. Da jeg tager ud og ser, hvad de er for nogle mennesker, virker de som nogen, der virkelig ville mig det bedste. De lovede mig, at jeg kunne få hjælp til at komme igang med sangtræning osv. De lovede mig virkelig guld og grønne skove. Man kan sige, at jeg var solgt med det samme og takkede pænt ja tak til at komme ud og bo ved dem.

De tanker, der gik gennem mit hoved, da jeg kørte derfra, var, at nu var mit liv endelig på rette spor igen. Nu var der nogen, der ville hjælpe mig med at få et normalt liv.

Jeg flytter derud, og alting går glimrende i starten. Vi tog på en rejse sydpå for at komme tættere på hinanden. Ja, vi kom da tættere på hinanden. Jeg havde en fantastisk sommer, men da det kom til skole og normal hverdag, var det, som om de vægge med de glade smil og den positive stemning faldt sammen.

Jeg er meget jaloux anlagt, og problemet var, at der var en datter, som er 5 år yngre end mig. Hun er en meget forkælet pige, og det begynder at gå dårligt imellem mig og hende. Jeg måtte ikke snakke med hendes ældre søstre, som er [i tyverne], uden at hun blev sur og træls. Hun begyndte at tale meget ned til mig og vrisse meget af mig. Det var, som om hun ikke ville snakke med mig? Hun rettede rigtig meget på mig, og hun begynde at gå i mit tøj. Jeg bad hende om at spørge om det, hvis det var, hun ville låne noget af mig. men det blev hun jo så også sur over. Hun begyndte at sige til mig "husk at spørge først", hvis bare jeg var ved at tage en blyant på spisebordet? Hun kørte rigtig meget på mig. Jeg sagde til mine plejeforældre, om de ikke godt kunne snakke med hende om det, for jeg havde lånt hendes computer, da jeg skulle lægge nogle billeder på Facebook, som lå på hendes computer. Jeg ser, at der er et dokument på skrivebordet, som hed "pigen der stjal min familie". Hun er rigtig god til at skrive historier. Jeg finder så ud af - da jeg læser det dokument - at det var mig, hun skrev om. Jeg var rigtig såret og fortalte mine plejeforældre det, for jeg syntes, at hvis det var, at hun følte, at jeg stjal hendes familie, så skulle vi jo finde en løsning på problemet. Men de syntes ikke, det var et problem. Jeg gik meget med det, og jeg kunne ikke rigtig snakke med hende, uden at jeg blev nødt til at gå, for jeg begyndte at græde.

En dag var jeg blevet hjemme fra skole, for jeg havde migræne, men jeg havde planlagt, at jeg ville bage den dag, for jeg skulle have en kage med til min klasse. Men jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne koncentrere mig om det, så der var lige pludselig flammer, og brandalarmen gik igang. Jeg prøvede at stoppe det hele (det var ikke det bedste, når man havde migræne). Men så kommer min plejelillesøster ind til sin veninde og siger, mens jeg står i køkkenet "hun kan da bare heller ikke finde ud af noget". Jeg sprang i luften. Jeg kunne ikke mere. Jeg græd og græd, for jeg følte virkelig, at hun havde ramt mit ømme punkt. Jeg flyttede hjem til min forældre i to uger, fordi min plejeforældre blev så sure på mig, at min plejemor kastede en dvd efter mig. Jeg følte bare, at jeg måtte væk derfra. Men jeg gav dem en chance til, for jeg troede virkelig på, at vi kunne få det til at fungere, men jeg tror bare ikke, det kan det, for jeg har det svært med min far, for han ville sådan set ikke have nogen kontakt med mig. Men jeg kæmper med, at vi bare kan have lidt kontakt, og så ender det altid i skænderier.

Men min plejefar fortæller mig, at han egentlig godt kunne forstå min far, for jeg blev jo ved med at såre ham. Men problemet er bare, at min far og mig altid kommer til at skændes, fordi min far har såret mig.

Jeg er begyndt at kigge efter en lejlighed, for jeg føler mig parat til at flytte for mig selv og starte mit eget liv. Men min sagsbehandler er først ved at kigge på sagen nu, da de sparer (:

Men så siger min plejefar til mig, at de vil tage til [europæisk land] på camping [i sommerferien], og de ville først komme hjem en uge efter. Jeg har 17 års fødselsdag [i den periode], men problemet er bare, at jeg ikke skal med - men den anden plejedreng, der er her. Jeg er blevet rigtig ked af det og følt mig tilsidesat af dem. De sidste par måneder har jeg tænkt på, om det kan være for pengenes skyld, at de har mig. For det eneste, jeg får at vide, er, om der ikke er mulighed for, at min kæreste kan passe mig i den uge, men min kæreste bor hjemme ved sine forældre, som jeg har boet meget hjemme ved?

Mit spørgsmål er, om det er i orden - alt det her, som jeg har beskrevet?

Og er det i orden, at de bare kan tage på ferie uden mig og overlade mig til mig selv?

Hilsen hende, der gerne vil have et svar på livet

Redaktøren svarer:

Der var sket en fejl. Svaret til dig, Thomsen, var kommet ind under et spørgsmål fra Howst. Det beklager vi. Nu er dit svar her:

Hej

Jeg vil gerne hjælpe dig med dine spørgsmål, så du måske kan finde dit eget svar på livet ...

Først vil jeg sige, at jeg synes, du lyder til at være en utrolig stærk person, og jeg håber, at du kan holde modet oppe, for jeg er sikker på, at du nok skal finde det, du søger her i livet, så hverdagen bliver nemmere, end den er lige nu.

Hvis jeg skal svare ærligt, så nej – jeg synes ikke, det, du har beskrevet, er i orden! Som plejebarn skal man føle sig velkommen og føle sig som en del af den familie, man bor sammen med. Så jeg synes, at det er en rigtig trist udvikling, der er sket - fra at du glædede dig til at flytte hen til familien, til at du ikke rigtig føler dig velkommen mere. Og jeg mener ikke, at det er i orden, at din plejefamilie tager på ferie uden dig, medmindre det er noget, I sammen har aftalt, og har det fint med, og at det er aftalt med din kærestes forældre, at du er hos dem i perioden. Så sådan som du beskriver det, så mener jeg ikke, det er okay.

Jeg kan godt forstå, at du føler, at du nu helst bare vil væk derfra, men jeg tror også, at det er vigtigt, at I sammen på en eller anden måde får en ordentlig afslutning på det hele, så I ikke skilles som uvenner eller ikke har talt tingene igennem. Det er vigtigt, at få sagt det, du føler, så du ikke kommer til at gå med flere tanker og følelser, du ikke rigtig kan dele med andre. En rigtig god idé kan være at tage din socialrådgiver med som bisidder ved et møde med dine plejeforældre. Så føler du ikke, at du er helt alene, og så kan I måske snakke bedre sammen. Det kan være, at det viser sig, at der er sket nogle misforståelser, og de er lige så kede af det som dig.

Men jeg synes i hvert fald, at det er vigtigt, at du får talt med dem på en ordentlig måde, uden at nogen bliver sure eller skælder ud. Du kan enten bede dine plejeforældre om at tage kontakt til jeres socialrådgiver, eller du kan selv ringe til kommunen og fortælle, at du gerne vil tale med den socialrådgiver, som står for din anbringelse. Og så vil hun kunne indkalde til et møde med dine plejeforældre, så I kan finde en ordentlig løsning på det hele.

Hvis du har brug for hjælp til, hvordan du lige skal få det hele sagt eller bare har brug for at snakke med nogen om det hele, så kan du ringe til Børns vilkår:

BørneTelefonen - ring gratis på 116 111
BørneTelefonen er åben mandag-torsdag kl. 12-21 og fredag kl. 12-19.

www.bornsvilkar.dk

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej i den rigtige retning, og ellers er du altid velkommen til at skrive herind igen.

Mange tanker og kærlige hilsner Camilla

> Skriv kommentar