Føler mig ensom, når jeg er sammen med min plejefamilie.

af Mand, 20 år 2 år i pleje - publiceret den 11. Feb 2018
Hej!

Jeg skriver dette brev, da jeg føler mig mere og mere frustreret over min situation. Jeg kom i plejefamilie, da jeg var 16 år, og boet der til, at jeg var 18 år, hvor jeg flyttede i kollegie og tog min 3.g. Jeg bor stadig på kollegiet, og læser nu på uni, og synes mit liv går rigtig godt socialt med vennerne, og på uni klarer jeg mig rigtig godt, og passer et arbejde ved siden af. Jeg har arbejdet rigtig hårdt for at nå så langt. Jeg er medlem i forskellige grupper i mit studie, og er en af dem, som står for de sociale arrangementer på studiet. Generelt fungerer alt i mit liv godt - på nær min plejefamilie.

Det der så gør det svært er min plejefamilie. Jeg er her på det seneste begyndt, at føle mindre selvværd, når jeg er sammen med dem. De har ikke tid til mig længere, og det har virkelig påvirket mig. Det er stået på i ca. et års tid nu. Jeg ser dem ca. en gang om måneden, og vi skriver og snakker sjældent sammen.

De har fået travlt med deres arbejde, og deres søn (plejebror) har også travlt, nu hvor han også går i 3.g, og skal snart færdiggøre sin eksamen. Jeg prøver ofte, at lave noget med dem, og skrive til dem, om jeg kan komme forbi, men jeg får altid afslag, og det påvirker mig, og gør mig utrolig vred på dem. Jeg synes generelt, at jeg virkelig prøver, at spørge om vi skal lave noget sammen, men der er bare aldrig tid.

Jeg begynder derfor at føle mig ensom, fordi jeg følte mig for første gang en del af en familie, når jeg var sammen med dem, og nu er det ved at forsvinde for mig. Samtidig med at det sker, så er det nogle generelle ting, som jeg har oplevet før i tiden, som går mig mere og mere på. Følelsen af, at man jo aldrig rigtig bliver en del af deres familie.

F.eks. Nu hvor de tager på ferie, så har det altid været uden mig, og det gør de igen her til påsken og sommer. Det er noget, som virkelig går mig på. Jeg har selv prøvet at spørge, om vi ikke skal tage afsted sammen, og sagt, at jeg godt selv kan betale. Det eneste jeg får af svar er, at det ikke passer godt. Jeg gider ikke spørge ind til det, for de har ikke sådan et rigtigt svar, ligesom når jeg ikke må komme forbi på besøg, så ofte som jeg har måtte en gang.

Jeg føler mig generelt bare virkelig ked af det, fordi jeg hele tiden prøver at finde på noget, som vi kan lave sammen, og tager initiativ og spørger om jeg må komme på besøg, om vi skal se en fodboldkamp, tage på tur og rejse sammen.

Det skal siges, at når jeg laver noget med dem, så er de stolte af mig, og snakker om, at jeg er en dejlig papsøn, og klarer tingene godt. De har aldrig haft et andet plejebarn end mig, og har hellere ikke planer. De tog mig til sig, da de kendte mig i forvejen, så de havde faktisk aldrig overvejet, at være plejeforældre. Det var noget, som i starten fik mig til at føle mig speciel hos dem. Jeg holder jul, og fejrer fødselsdage med dem, så jeg synes også de gøre nogle ting godt.

Det er bare så hårdt at være initiativrig, og man ligesom bliver afvist gang på gang.

Jeg har også prøvet at snakke med dem om, hvordan jeg føler, men papfar blev rigtig sur på mig, hvordan jeg havde det og sagde, at det var uacceptabelt, at jeg skulle sige de ting til dem. Min papmor sagde så, at jeg måske burde overveje at gå til psykolog.

Derfra følte jeg míg helt lost. Jeg prøver at gøre alt i verden for, at jeg ikke skal føle mig ensom med dem, at jeg ikke skal få mindre selvværd, når jeg tænker på dem. Men jeg føler mig gang på gang, som en person, som bliver sat på anden række, en sekundær vare.

Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre længere, for jeg er rigtig glad for dem, men kan ikke holde ud, at jeg bliver tilsidesat, at jeg ikke må rejse med dem, kun ser dem en gang om måneden. Jeg har virkelig lyst til at boycutte dem fra mit liv, for jeg føler ikke, at jeg kan have plads til mig, og jeg føler mig ikke speciel længere, men nærmere som en pestilens. Jeg har allerede boycuttet min tidligere familie af andre årsager., og det ved min plejefamilie, og synes også det er godt, da de mente, at mine forhold ikke var sunde. Det er som om, at nu hvor jeg fortæller mine forhold nu, så kan de ikke se, hvor usundt det er med dem.

Jeg føler nu, at jeg virkelig har kæmpet, og gjort alt hvad der kunne tænke sig. Derfor skriver jeg her, for hvis der er nogen, som kunne komme med nye idéer, så må det være andre, som har oplevet noget ligende.

Redaktøren svarer:

Kære du

Først og fremmest tusind tak for dit brev!

Hvor er det bare flot og rigtig godt, at du klarer det godt med uddannelse og har det godt socialt! Jeg ved fra mig selv, hvor vigtigt det er med gode venner, når ens familieforhold er kompliceret.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du er frustreret, ked af det og føler dig valgt fra og tilsidesat.

Jeg stod med mange af de samme følelser, da jeg var flyttet fra min plejefamilie. Jeg blev heller ikke inviteret med på ferier, og der blev talt om familieting, som jeg ikke skulle være med til.. Jeg vidste jo godt, at det ikke var min rigtige familie. Men det var rigtig svært at stå med følelsen af, at være en del af noget, og så alligevel ikke. Den dag i dag taler jeg faktisk ikke med dem. Jeg valgte at finde min ’egen’ familie i form af venner og andre mennesker, hvor jeg ikke følte mig ekskluderet.

Det lyder dog til, at du også har nogle gode stunder med dine plejefamilie, men at du oplever, at det kun er på dit initiativ, at I ses og taler sammen. Det lyder rigtig hårdt, og jeg kan virkelig godt forstå, at det gør dig usikker, og du føler dig tilsidesat, og at det derfor tager på dit selvværd. Jeg synes det er rigtig flot, at du faktisk har haft mod på at tale med dem om det, på trods af at udfaldet var negativt. Det lyder som om, at din plejefar har opfattet det som om, at det ikke var godt nok det han gjorde, hvilket på dig ikke lyder som om, at det er det, det har handlet om.

Jeg kan godt forstå, at du nu står i en situation, hvor du er i tvivl om hvorvidt du vil fortsætte kontakten. Men jeg ved af erfaring, at det er en meget hård beslutning, og at det nogen gange kan føles som om, at man står mere alene end man gjorde før.

Var det måske en mulighed at skrive et brev til dem, hvor du fortæller dem, hvor meget de betyder for dig, og at du er bange for at miste dem?

En anden mulighed kunne også være, at prøve at lade dem komme til dig. Så det er dem der ringer og skriver, så du ikke føler dig afvist, når de siger nej?

På den måde vil det måske forekomme naturligt, hvis kontakten bliver mindre og mindre?

Det lyder som en rigtig svær og hård situation, og jeg kan virkelig godt forstå, at det må fylde meget i din hverdag og i hovedet!

Hvis jeg var dig, ville jeg fokusere og bruge min tid på de mennesker, hvor jeg føler en gensidig interesse og på de som gør mig glad.

Jeg håber du finder en løsning, og du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive herind til os igen!

De bedste hilsner
Maria Kristiansen

> Skriv kommentar