Gid der var én for mig altid

af Crazy Frog, 18 år 4 år i pleje - publiceret den 14. Aug 2005
Hej Sisse.

Det er jo ved at være længe siden, du har skrevet, men jeg har bare ikke rigtig haft overskud til at få skrevet.

Jeg har valgt ikke at få aktindsigt lige nu, men hvor længe gemmer de papirerne??? Det er 5 år siden, jeg kom i pleje, så jeg håber da godt, jeg kan vente lidt endnu. Jeg føler mig slet ikke klar til at læse noget som helst og tror heller ikke, jeg er klar til bare at have den liggende.

Jeg synes, sommerferien har været rigtig hård. I maj måned loggede jeg ind på unge&sorgs chat for første gang. Det var starten på at få det bedre. Jeg skrev og snakkede (i telefon) en del med en af de frivillige, og hun fik mig flyttet rigtig meget. Jeg følte mig klar til at søge professionel hjælp og tog derfor kontakt til deres professionelle, fordi de frivillige holder sommerferie i to måneder. A havde givet mig den opfattelse, at jeg så kunne bruge de professionelle i stedet. Det kunne jeg også på den måde, at jeg har været til en samtale hos dem og er blevet tilbudt en afklarende samtale omkring deres terapigruppe. Problemet er bare, at det var først i juli, jeg var til samtalen, og den næste er først i slutningen af august. I mellemtiden har jeg skullet klare mig selv, og det har været næsten helt umuligt, synes jeg.

Jeg blev [færdig med en ungdomsuddannelse] i år og laver derfor ikke så meget. Jeg har lavet en aftale med min sagsbehandler/kommunen, at jeg skal bruge et år på at få det godt igen. Jeg skal selv finde den hjælp, jeg mener er den bedste. Kommunen vil betale løn til mig mod, at jeg arbejder 15 timer om ugen. Det kan jeg godt klare, da jeg også føler, at jeg får det bedre af at komme ud og lave lidt i stedet for altid at sidde hjemme og glo.

Jeg står og skal flytte, og det har også ødelagt mit humør helt vildt. Jeg har ikke lige mine forældre, der kan komme og hjælpe, så jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal få alle mine ting flyttet. Så lille en ting gør, at jeg føler mig meget alene i verden og ikke helt kan finde lysten til livet.

Jeg har en kæreste. Vi har været sammen i flere år. Vi har altid haft det godt sammen, men efter vi er blevet [færdige med ungdomsuddannelsen] har det været svært. Jeg kan ikke få svar på, om han vil hjælpe med at flytte, og vi ser aldrig hinanden mere - han skal altid noget andet. Efterhånden går jeg bare og venter på, at det er slut mellem os, og det går mig rigtig meget på, da jeg elsker ham utrolig meget, og hans forældre (specielt hans mor) har støttet mig utrolig meget, og jeg holder meget af at komme hos dem.

Jeg ville virkelig ønske, at der var bare én, jeg følte, var der for mig - altid.

Redaktøren svarer:

Hej igen.

Du spørger, hvor længe de gemmer din journal.

De SKAL gemme dine papirer i 5 år (det vil sige, at det, der er 5 år gammelt, KAN de smide ud). Det er op til den enkelte kommune, om de gemmer dem i længere tid. Jeg vil råde dig til at kontakte din kommune og spørge din sagsbehandler, hvor længe de gemmer journaler i din komunne. Jeg kan forstille mig, at det er anderledes i dag, hvor alt er på edb. Da jeg fik mine papirer udleveret, var jeg meget heldig, fordi de ældste var 30 år gamle, og den kommune, som havde anbragt mig, har en meget stor kælder, hvor de opbevarede gamle journaler, så jeg fik næsten det hele.

Jeg kender flere, der ikke har været så heldige - deres journaler er simpelthen smidt ud og helt væk. De prøver at sammensætte deres livshistorie ved at opsøge og snakke med de mennesker, som har haft noget med dem at gøre under anbringelsen - det kunne du også gøre, så får du jo "kun" de oplysninger, du spørger om, og du bestemmer selv, hvor meget du vil vide - det gør det nemmere at styre, at du kun får det at vide, du kan klare at vide lige nu - men ring først til din kommune og spørg, hvor længe de opbevarer dine papirer. Det ville være ærgerligt, hvis det er for sent, når du måske engang er klar til at læse din journal (min lillebror er heller ikke klar til at læse sin journal, men han har givet mig lov til at få den udleveret, og jeg gemmer den så for ham, og HVIS han en dag er klar, ved han, at den ligger her hos mig).

Du skriver, at du skal bruge 1 år på at få det godt igen - og at du selv skal finde den hjælp, du har brug for. Hvis den hjælp koster penge, hvem skal så betale? Kommunen?

Jeg synes, det lyder godt, når du siger, at du synes, du har brug for at komme ud - du har jo bruge for at have et socialt liv, hvor du møder andre mennesker og dermed får mulighed for at skabe et netværk.

Jeg kan godt forstå, at du føler dig ensom. Det er virkelig svært ikke at have nogen, der bare er der for dig ALTID. For at du kan få det i fremtiden, er du jo nødt til at skabe nogle relationer til nogen mennesker, som måske med tiden kan give dig følelsen af, at du ikke er helt alene. Det er hårdt arbejde, fordi det kræver, at du har mod til at lukke nogen ind dér, hvor du er hudløs, og hvor du er blevet skuffet ALT for mange gange. Og du vil blive skuffet flere gange i fremtiden. Men du kan også være heldig at finde mennesker, der virkelig VIL dig, og som med tiden kommer til at holde af dig, FORDI DU ER DIG. Men det kan kun fremtiden og hårdt arbejde med dig selv vise dig.

Jeg ved ikke, hvor du bor (og selv om du skriver det til mig, vil jeg ikke få navnet på byen, fordi brevene bliver anomymiseret, før jeg får dem); men i Ã…rhus og i København er der mødesteder for tidligere anbragte. Det hedder Baglandet - prøv at søg på nettet og læs lidt mere om det. Du kan kontakte dem og spørge, om de kender til noget der, hvor du bor. Jeg ved, at nogle kommuner har lavet grupper, hvor plejebørn mødes og snakker sammen og tager på udflugter. Det er altid godt at være sammen med andre, som bare forstår og ved, hvordan vi har det, og som ved, hvordan det er at have været anbragt.

Jeg kan godt forstille mig, hvordan det er for dig ikke at have nogen til at hjælpe med at flytte. Kan kommunen ikke hjælpe dig med flyttefolk? Jeg ved godt, at det kun løser den praktiske del i at flytte et antal ting fra et sted til et andet. Smerten i at vide, at der ikke er nogen, der kommer og hjælper, fordi de har lyst til at hjælpe dig - den er der alligevel.
Kan du spørge kærestens mor om hjælp? hvad med arbejdskollegaer, eller er du ikke begyndt at arbejde endnu? Hvad med dem, du har taget uddannelse sammen med? Er der nogen af dem, du kan spørge om hjælp? Man er nødt til at tage risikoen for at blive afvist for at få glæden ved at blive hørt.

Jeg har i mit liv kendt RIGTIG MANGE mennesker, og det er lykkes mig at lave et meget stabilt netværk. Nogle venner har jeg kendt i 25-30 år, men der er også MANGE, der er "faldet fra", og det har somme tider gjort rigtig ondt. Men et eller andet sted har det været "prisen" for at have venner, der bare vil gøre alt for mig, og som ALTID er der for mig, når lokummet brænder.

Håber, du vil finde en måde at få det bedre på. Og du er jo i gang, når du skal til afklaring i slutningen af august. Og ja, det er længe at vente, men du er i gang med at flytte dig. Det er måske ikke så tosset, at der er tid til, at alt falder rigtigt på plads inde i dig.

Du er velkommen til at skrive igen, og jeg er da også nysgerrig for at vide, hvordan det kommer til at gå med dig, så hvis du har lyst, så skriv igen.

Varme tanker fra Sisse.

> Skriv kommentar