Har jeg ikke ret til at være med til alt?

af Sirius, 10 år 1 år i pleje - publiceret den 09. Nov 2005
Jeg bor hos [familiemedlemmer] og er meget glad for det, men lige nu er jeg bare så sur over, at de kan finde på at lave noget uden mig - altså når jeg besøger min mor, og selv om at jeg hos min mor også laver noget sjovt. Jeg synes, det er snyd, at jeg ikke kan være med til det hele.

Jeg har talt med min [familiemedlemmer] om det, men de siger, at deres børn også har brug for at have dem for sig selv engang imellem, og at jeg jo også nyder, når jeg kan have min mor for mig selv. Hos [familiemedlemmerne] er jeg også tit med til noget, men jeg vil være med til det hele og er bare så sur på dem lige nu.

Har jeg ikke ret til at være med til det hele? Kan [familiemedlemmerne] godt tillade sig at sige, at deres børn har lov til at have have dem for sig selv engang imellem?

Redaktøren svarer:

Hej Sirius.

Jeg synes, at det er svært at svare dig. Det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå, hvordan du har det, når du føler dig "udenfor", når din plejefamilie gør ting uden dig - men på samme tid kan jeg godt forstå, at din plejefamilie ikke bare sidder hjemme og gør ingenting, mens du er hos din mor og gør nogle sjove ting sammen med hende.

Det er jo nok også rigtigt, at dine plejesøskende har brug for at være alene med deres mor og far, ligesom du også har behov for at være sammen med din mor.

Jeg vil også sige til dig, at det, at du føler dig udenfor og forskelsbehandlet, er en følelse, som de fleste plejebørn kender. Og det er ikke sjovt.

Da jeg var i familiepleje, var jeg så heldig, at jeg for det meste selv kunne vælge, hvor jeg ville være i weekenden. Det var tit sådan, at jeg blev nødt til at vælge mellem to ting, jeg gerne ville være med til. Med tiden lærte jeg at se på det, som om jeg var heldig, at der var to ting, jeg kunne deltage i, og at der var to familier, som begge gerne ville være sammen med mig. Og det er jo ikke muligt at være to steder på en gang.

Jeg ved jo ikke, om du selv kan vælge, hvomår du besøger din mor, eller om det er fast, hvornår du er hos hende.

Snakker du godt med dine plejeforældre? Hvis du gør det, synes jeg, at du skal fortælle dem, hvordan du har det - prøv at forklare dem, hvordan du har det, når du føler, at du går glip af noget - at du føler dig holdt udenfor. Det hjælper tit at snakke om, hvordan du har det - dine plejeforældre kan jo ikke vide det, hvis ikke du har sagt det til dem. Og jeg tror, at gode plejeforældre godt kan forstå eller i alle tilfælde vil prøve at forstå det. Og måske kan I få en snak om, hvordan det skal være, for at du kan finde ud af at have to familier, som gerne vil gøre det godt for dig.

Måske hvis du deler de oplevelser, du har hos din mor med dine plejeforældre, så kan I glæde jer sammen over det, DU har oplevet. Det kunne jo være, at det hjælper dig, hvis din plejefamilie også deler det, DE oplever, når de ikke er der med dig. Ville du så kunne glæde dig over det, de har oplevet og på samme tid føle dig mindre udenfor? Eller vil du komme til at føle dig endnu mere udenfor, når de fortalte om, hvad de havde oplevet???

Jeg ved ikke rigtig, om det, jeg har skrevet, er noget, du kan bruge. Det håber jeg da, at det er. Hvis du ikke rigtig kan finde ud af at snakke med dine plejeforældre, kunne du jo overveje at vise dem det, du har skrevet til mig og så mit svar. Det kan være en måde at få startet en samtale på.

Håber du vil finde ud af at snakke med dem.

Knus fra Sisse

> Skriv kommentar