Har mine plejeforældre slettet min fortid?

af Bare umulig/CrazyF, 18 år 4 år i pleje - publiceret den 26. Jul 2005
Jeg har mine plejeforældre mistænkt for at forsøge at slette min fortid og er gået helt ned over det.

For at tage den helt fra starten - og så det måske er til at forstå - skal du/I få hele min historie.

Som 13-årig mistede jeg mine forældre i en trafikulykke. Vi var på sommerferie, da en lastbil kørte over for rødt, og som vi så kørte ind i/under. Jeg mistede altså mine forældre, men slap selv derfra med en brækket arm. Min biologiske familie er meget lille, så jeg kom i familiepleje hos en familie med egne børn. Hvorfor de sagde ja til at have mig boende, ved jeg virkelig ikke, for de gjorde det næppe af kærlighed :-( Jeg følte mig aldrig som en del af familien, var aldrig en del af familien, men i stedet til besvær og uønsket. Jeg har altid måtte klare mig selv - husker aldrig, at min plejemor har været med mig ude og købe tøj f.eks.. Jeg fik ikke noget ekstra - jeg ved godt kærlighed ikke kun er gaver, men det er sådan, det er lettest at forklare. Når man er 13, gør det ondt at få et par bukser i julegave, alt imens deres datter (som var 3 år ældre end jeg) fik en ny cykel...

Som 17-årig fik jeg nok og flyttede hjemmefra, og jeg har ikke hørt fra min plejefamilie siden. Jeg var egentlig klar over, at det ville ende sådan, men havde jo alligevel et håb om, at det bare var mig, der havde opfattet det hele forkert - men desværre.

Da jeg kom i pleje, mistede jeg kontakten til alle fra min fortid (selv min mormor/morfar); og jeg var overbevist om, at de havde glemt mig. For en lille måned siden mødte jeg så min veninde fra tiden før ulykken. Hun blev meget overrasket over, at jeg kom hen til hende for at snakke, da hun var sikker på, at jeg ikke ville hende mere. Hun havde i tiden efter jeg kom i pleje skrevet rigtig mange breve til mig, men hver gang var de kommet retur med besked om, at jeg havde nægtet at modtage brevet. Jeg har aldrig fået at vide, at hun har skrevet og har rent faktisk grædt indtil flere tårer over, at jeg tilsyneladende var glemt af alle... Jeg er overbevist om, at det er mine plejeforældre, der har nægtet at modtage hendes breve, og nu tænker jeg rigtig meget på, hvor mange andre, der går rundt og tror, at jeg bare cuttede alt kontakt til fortiden!!!

Hvordan kommer jeg overhovedet videre? De voksne, der skulle støtte mig, da jeg havde det sværest, har virkelig pisset på mig... Og jeg kan slet ikke stoppe tankerne. Hvorfor fik jeg ikke hjælp til at komme over det tab, jeg led dengang for 5 år siden? Var det mine plejeforældre, der svigtede dér også? Det mener jeg jo, at det er. Mine forældre har altid været et forbudt område at snakke om hjemme, så jeg har i 4 år forsøgt at glemme dem (fordi jeg var overbevist om, at det var, hvad alle andre havde). Men nu savner jeg at have kontakt til folk, der også kendte mine forældre. Jeg har fundet mine bedsteforældre for små to måneder siden, men desværre var der kun min mormor tilbage, som i dag er på plejehjem og meget dement. Hun tror, at min mor stadig er i live, og at jeg er en lille pige, så det er vildt hårdt at besøge hende, da hun ikke aner, hvem jeg er, og hvad jeg laver hos hende...

Jeg er gået i stå med mit liv og ved virkelig ikke, hvordan jeg kommer videre. Jeg har så mange spørgsmål i mit hoved omkring mine forældres død, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal få et svar på.

Undskyld mit efterhånden lange brev, og at det sikkert ingen mening giver, men jeg er forvirret og kan ikke helt hitte ud af mine tanker.

Redaktøren svarer:

Hej Umulig.

Det er aldrig for sent at tage kontakt til ens familie! Om det så er onkel, moster, kusine osv.. Jeg møder af og til min fars familie, og selv om jeg ikke har noget at gøre med dem, er de meget interesseret i at snakke!

Jeg har i mit arbejde som hybelleder været på besøg hos en farmor med en ven, som ikke havde set hende i 5 år, og hvad han troede ville tage 1 time tog 5 timer.

Det er aldrig for sent! Så prøv at tage kontakt til din mormors værge og få nogle adresser. Gamle naboer kan også være en god hjælp til at finde folk!

Håber, at du har held med at finde svar på nogle af de mange spørgsmål, der er i dit hoved.

Kommentarer:

Kære umulige / crazyF

Alle de tanker, du har, og som du beskriver utrolig flot, er også nogle følelser, jeg har rendt rundt med i mange år. Jeg blev tvangsfjernet hjemmefra, da jeg var 6 år gammel og kom så på børnehjem, hvorefter jeg så kommer i plejefamilie, da jeg er 10 år gammel. Da jeg bliver 13 år gammel, mister jeg min mor (desværre). Jeg havde det lige på samme måde, for jeg følte også, at min plejefamile ville skærme mig fra alle andre - både gamle veninder fra børnehjemmet og min biologiske familie. Min rigtige familie havde flere gange sendt invitationer til mig, men jeg har aldrig nogensinde fået dem. Efter jeg mistede min mor røg min kontakt til min familie, men der er så mange ting indblandet i det, men igen: Min plejefamilie er heller ikke med til at hjælpe mig igennem med at prøve at forstå, hvad der sker - både det med, at min kontakt ryger, og det med, at jeg ikke længere havde min biologisk mor, altså hende, som er af mit eget kød og blod. Jeg har så i dag fået kontakten til min biologisk familie igen, men jeg taler ikke længere med min plejefamilie.

Alle de spørgsmål, du har, gør mig ked af det - at du ikke rigtigt kan komme af med dem. Men har du overvejet evt. at gå til psykolog. En ting, som har hjulpet, er bare at skrive om den tid, jeg havde med min mor - både de positive og negative stunder. For selv om det lyder en lille smule hårdt, så skal vores liv jo gå videre. Det er sådan, jeg ser det, men selvfølgelig betyder det ikke, at vi ikke skal have lov til at sørge over vores tab af vores forældre. For det er der da ingen tvivl om, at vi skal, for det er noget af det værste, man kan blive udsat for i ens liv.

Jeg vil ønske dig alt muligt held og lykke i fremtiden, og du er velkommen tll at skrive til mig.

Mange tanker Mulle Pigen ; )
Af Mulle pigen 22 år 11 år i pleje
24. August 2005

Hej Mulle Pigen.

Mange tak for dit svar og undskyld den lange ventetid, men jeg har ikke haft overskud eller mulighed for at komme på nettet.

Jeg er startet i en gruppe for unge, der har mistet en eller begge forældre. Jeg har kun været der to gange, hvor første gang bare var et besøg, men jeg er rigtig glad for det og håber virkelig, at jeg kan komme videre på den måde. Sidste gang var det super hårdt, og jeg har tænkt rigtig meget siden, men sådan vil det selvfølgelig være. Fik snakket med en om det dagen efter, og det hjalp mig rigtig meget.

Jeg får nok aldrig kontakt til noget familie, men det må jeg prøve at leve med - og så ellers huske at bruge de omgivelser, jeg nu engang har (det er noget af det, jeg skal have ud af gruppen).

Det er dejligt at høre, at du har fået kontakt til din biologiske familie igen.
Af Crazy Frog 18 år
17. September 2005

> Skriv kommentar