Hjælp mig..!

af Fnuller?, 14 år - publiceret den 28. Apr 2007
Hej…

Jeg er en pige på 14 år. Jeg hedder [navn er fjernet]. Jeg har en lillebror på 13. En mor og en far.
Jeg har et kæmpe problem, og jeg føler virkelig, jeg har brug for hjælp.

I sommeren for et par år siden flyttede jeg fra [by] til [by]. I den [første by] havde jeg det rigtig godt. Jeg havde mange venner, gik på en rigtig god skole osv. I [den første by] følte jeg, at jeg passede ind.

Da vi flyttede, glædede jeg mig rigtig meget. Jeg troede, det ville blive godt, og at jeg ville få en masse venner og veninder. Men det gik ikke lige helt efter planen… Min lillebror og jeg har ingen venner her i [den nye by] eller andre steder. Kun i [den gamle by]. Min lillebror har stadig kontakt med hans venner. Jeg har flere gange skrevet til mine veninder, men jeg får aldrig svar. Jeg sms'er og skriver til dem over MSN. Og jeg ved, at de ikke har skiftet nummer, for de svarer da også nogle gange, men det er temmelig koldt, at de svarer mig.

Jeg har aldrig nogensinde i mit liv haft en bedste veninde eller ven. Jeg har aldrig haft én, som jeg ved, at jeg kan stole på. Men jeg havde venner - måske kunne jeg ikke stole på dem, men jeg havde nogle at være sammen med, og det betød meget for mig.

Min mor arbejder ikke, og min far [arbejder som selvstændig]. Da vi boede i [den gamle by], havde han også [samme slags arbejde]. Han havde kun fri om søndagen, og sådan har det været, siden jeg var lille. Jeg har aldrig set særlig meget til ham. Siden jeg var lille, har han slået mig. Han har også slået min mor to gange. Ellers snakker han grimt til hende. Det er kun, når han er sur. Men fordi han arbejder så meget, bliver han stresset meget hurtigt. Han kan finde på at sige, at hun er et dumt svin, og hun ikke har opdraget min lillebror og mig ordentligt. Jeg har aldrig oplevet en søndag, hvor han har været glad. Han sidder hele tiden og tænker, og hvis man snakker til ham, kan han finde på at blive sur på én… Jeg hader ham virkelig. Nogle gange håber jeg endda på, at han eller jeg dør.

En gang blev han så sur på mig, min mor og bror, at han skred. Han tog simpelthen sin taske. Pakkede noget tøj og skred. Og han sagde, at han var træt af os alle sammen, og at han ikke ville kendes ved os mere. En halv time senere ringede han fra stationen og sagde, at min bror og jeg skulle komme. Så snakkede han med os og spurgte, om vi ville have, at han skulle komme hjem igen. Og jeg turde selvfølgelig ikke andet end at sige 'ja', men inderst inde ønsker jeg, at mine forældre bliver skilt. Så er jeg fri for at se ham så tit. Jeg føler ikke, han er min far. Jeg hader ham overalt på Jorden. Og så er jeg skide bange for ham! Jeg synes ikke, at man skal være bange for sin far. Men det er jeg, og jeg kan ikke gøre for det. Men jeg bliver bange for ham, når han slår mig.

Jeg hader også min bror. Da jeg var et lille barn og stadig legede, lavede min bror og jeg en aftale: vi kunne bede hinanden om at gøre tre ting for én, og så skulle den anden gøre det. Altså kunne man bestemme tre gange over den anden. Vi kaldte det 'tjenester'. Det var noget, vi havde i [den gamle by]. Så omkring et eller et halvt år, efter vi havde boet her i [den nye by], huskede han, at jeg havde brugt mine 'tjenester', og at han kun havde brugt to. Altså, at han havde en tilbage. Han sagde at han brugte den til, at han havde 'evig tjenester'. Det sagde jeg, at man ikke kunne, for det havde vi lavet en aftale om, at man ikke kunne. Og det er rigtigt, det havde vi! Men det kunne han ikke huske, eller det troede han ikke på. Så han fik 'evig tjenester'. Og dem bruger han på, at hver gang, jeg irriterer ham, skal vi lege en leg, han har fundet på: Han har sådan en mini-stol, som han kan sætte sin mobil i. Den skal man kaste i hovederne på hinanden, og så gælder det om at undvige. Og rammer man den anden i hovedet, får man et point. Vi sidder på to madrasser i et rum. Den ene madras i den ene ende og den anden i den anden ende. Jeg hader den leg. For det irriterer mig at få sådan en stol i hovedet. Hvis jeg har irriteret ham meget, skal vi f.eks. spille til 20. Altså den, der rammer den ene i hovedet 20 gange først, vinder. Og det kan irritere ham, at jeg siger ham imod. At jeg - hvis han slår - siger det til min mor eller råber op. At jeg siger 'nå' eller 'jaja' til ham, eller hvis jeg snakker om ham, kalder ham 'ham' eller 'han'. Han vil kaldes sit navn og ikke 'ham' eller 'han'. Og jeg kan jo ikke leve efter hans regler!

Når han bruger sine 'tjenester' mod mig, føler jeg virkelig, at han er herre, og jeg er tjener. Og jeg kan godt finde på at gå ud på toilettet og græde. Det gør jeg tit. Toilettet er det eneste sted, jeg kan være alene. På mit værelse kommer han hele tiden ind, hvis han keder sig. Og han keder sig, hvis han ikke læser Anders And eller spiller computer. Og han må ikke sidde så meget ved computeren, for det får han hovedpine af... Så det er ret tit.

Og så er der min mor… Jeg har et mega dårligt forhold til min mor. Jeg prøver flere gange at snakke med hende, men jeg føler ikke, at jeg kan. Jeg føler også, at det er helt vildt pinligt… Sidste år, da jeg gik i 7. klasse, havde jeg det så dårligt, at jeg pjækkede i mere end en måned! For jeg har ingen venner! Og sådan kan jeg ikke leve!

Min far siger, at jeg skal skide på, om jeg har venner. At jeg skal være stærk og klare mig selv. Og hvis jeg har noget, jeg vil snakke med nogle venner om, skal jeg sige det til mine forældre. Han vil ikke have, at man i vores familie har nogle hemmeligheder.

Men jeg kan ikke fortælle mine forældre ALT. Der er nogle ting, som man kun kan snakke med venner om. For mig er venner livsnødvendigt. Jeg har prøvet at forklare ham det, men han forstår det ikke. Jeg føler mig på en eller anden måde nøgen, hvis jeg fortæller ALLE mine hemmeligheder til dem.

Jeg har det så dårligt, at det, jeg bruger min fritid på, er at dagdrømme om at være en anden person. Et andet menneske. En person, der har det godt. Har venner. En mor, som man kan snakke med. En far, som ikke slår. En storesøster, man kan snakke med. Og ingen lillebror til at irritere én. Jeg har gjort det i rigtig lang tid nu, at jeg nogen gange kan have svært ved at huske, om nogle ting er sket i virkeligheden, eller om det er noget, der er sket i min 'leg'.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke lyst til at leve mere. Det har jeg virkelig ikke. Jeg har tit tænkt på at skære i mig selv eller snitte mig med et barberblad. Jeg har ingen venner. Og min familie… Ja, jeg føler ikke, at de elsker mig.

Nogle gange har jeg virkelig brug for, at min mor snakker til mig - spørger til mig, som da jeg var lille. Giver mig et knus, hvis jeg har det dårligt. Men det gør hun ikke. Det er ligesom om, at hun synes, at nu er jeg blevet stor nok til at klare mig selv. Men sådan har jeg det ikke… Jeg har prøvet at snakke med hende og spørge, om vi ikke kunne lave noget os to sammen. Så tager vi f.eks. ud og shopper lidt.. Sammen med min bror! Og min bror hader, at vi kigger på tøj, så han spørger hele tiden: ”Skal vi ikke snart hjem?” Og ”jeg gider altså ikke være her mere. Jeg vil hjem NU”.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre for at få det bedre?

Jeg håber virkelig, I kan hjælpe mig, for jeg har det så dårligt. Jeg har virkelig ikke lyst til at leve mere...

Knus fra Fnuller

Redaktøren svarer:

Hej Fnuller.

1000 tak for dit lange og flotte indlæg.

Det gør mig ubeskrivelig ondt at høre, hvor hårdt du har det, og jeg må indrømme, at det stak i min hjertekugle, da jeg læste om alle dine store problemer.

Det første, der falder mig ind, er, at du ikke kan løse de problemer, der er i din familie uden hjælp udefra. De virker så store og komplekse, at jeg er af den opfattelse, at det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre.

Derfor vil jeg anbefale dig at kontakte dit socialcenter i den kommune, du bor i. Her skal du finde ud af, hvem der er din sagsbehandler (du kan ringe og få det at vide eller møde op selv på kommunen) og få en samtale med denne. Jeg vil anbefale dig at tage det brev med, som du har skrevet til mig og vise din sagsbehandler det og så evt. uddyb de forhold, du lever under, nærmere. Din sagsbehandler har pligt til at tage det, du siger, alvorligt og handle på det. Med andre ord: Hun SKAL hjælpe dig og din familie. Jeg ved, at det kan lyde overvældende sådan selv at skulle opsøge en social myndighed, og har du en person, du kan tage med (f.eks. din klasselærer?); så vil det da også være at foretrække, idet du måske vil føle dig mere tryg. Dine problemer i familien er imidlertid så store, at det er VIGTIGT, at der bliver taget hånd om dem. Du har jo på forskellig vis prøvet at gøre dette gennem den senere tid, men det er ikke længere dit ansvar, men de voksnes.

Jeg ved, at du måske vil føle, at du går bag din families ryg ved at rette henvendelse til kommunen, men du gør det rigtige, og det er jeg overbevist om, at din familie også vil komme til at indse.

Jeg synes samtidig med, at du kontakter din kommune, at du skal kontakte livslinjen på tlf: 70 20 12 01 eller gå ind på deres hjemmeside: www.livslinien.dk og skrive til dem via deres egen brevkasse. De vil kunne tale med dig om dine tanker om ikke at ville leve mere, din følelse af ikke at være elsket og hjælpe dig med at holde ud, indtil hjælpen fra kommunen bliver sat ind, så du kan få det godt igen.

Held og lykke med det.

Du må meget gerne skrive til mig igen, hvis du har lyst.

Jeg vil tænke rigtig meget på dig og ønsker dig det bedste.

Forårsknus og tanker fra Maia

> Skriv kommentar