Hjælp mig, hvad skal jeg gøre ?

af JC, 15 år 1 år i pleje - publiceret den 11. Mar 2019
Hej Brevkassen,
Jeg bor i en lille by på Fyn, med min mor, min far døde da jeg var 8 år, jeg er 15 nu. Jeg har 6 ældre søskende, mange af dem snakker jeg slet ikke med.
Jeg har tit nogle skænderier med min mor, der er mange ting min mor ikke acceptere ved mig, når jeg bare er den jeg er. Jeg har ikke noget stærkt forhold med min mor, da hun elsker at modsige mine meninger om hvad JEG har brug for, jeg er ikke i skole særlig tit for tiden, men håber en dag snart at komme, da jeg har stress sammenbrud, og prøver at få det løst.
Jeg har tænkt i noget tid nu, om jeg skulle finde en ny familie, og prøve forfra, glemme alt med at jeg har stress, for indtil nu, i dette halve år har det ikke virkede med de ting vi har prøvet.
Måske kunne du/i hjælpe mig med at finde ud af hvad jeg skal gøre, om jeg skulle overveje at søge om plejefamilie ? Eller om i har nogle andre idéer til mig.
-JC.

Redaktøren svarer:

Kære JC

Først vil jeg undskylde for det alt for sene svar – det er bare slet, slet ikke iorden! Jeg håber virkelig at du har fundet nogle andre at tale med i mellemtiden, så du ikke har skulle gå alene med dine bekymringer i al den tid. Vi har haft nogle tekniske problemer herinde, som der gerne skulle være styr på nu.

Jeg ked af at høre at din far ikke er her længere, og at dit forhold til resten af familien ikke er det bedste. – Når man oplever at andre har en stærk støtte i deres familie og generelt har en masse gode stunder sammen med dem, kan det godt være rigtig hårdt at vide at det ikke er sådan for en selv.

Jeg har tit selv tænkt, at jeg ville ønske at jeg kunne få en anden familie – en hvor vi kunne være der for hinanden, forstå hinanden og bare have det godt sammen. Men så let går det ikke altid. Jeg endte med at komme i plejefamilie og få en ’ny’ familie, og alligevel ændrede det ikke på de ting jeg har med mig i bagagen, eller fik mig til at føle at nu havde jeg den familie jeg drømte om.

Med 6 ældre søskende, er der godt nok også mange at holde kontakt med. Måske er det helt fint, at du ikke snakker med dem alle sammen? Måske skal du bare finde den eller de af dem, som du føler forstår dig bedst, om som du har det rart sammen med, og så nyde dit forhold til den person/dem.
Jeg tror det er lidt ligesom at gå i skole – der er nogle i klassen man aldrig snakker med, så er der andre man har det fint med, men ikke er super tætte med, og hvis man er heldig er der et par stykker som man bare er vildt glad for at have i sit liv og være sammen med.

Man kan ikke starte forfra og glemme alt… og jeg ved godt at det kan føles enormt hårdt, når man har været igennem en masse svære ting og har rigtig meget at kæmpe med, men omvendt skal du vide at det godt kan ende med at blive en gave i sidste ende.
Udfordringer og modgang får os til at vakle, men hvis vi kommer igennem det, kan vi ende med at blive så meget klogere, stærkere, mere dybsindige og medfølende end vi ellers ville være blevet. Vi kan få nogle superevner der både kan gøre os virkelig dygtige til det arbejde vi ender med at få, men også generelt få os til at se lidt anderledes på livet end andre, og dermed skabe en rigtig meningsfyldt tilværelse.

Plejefamilie er altid allersidste udvej, så typisk vil kommunen prøve andre ting af først. Det kunne være en kontaktperson/mentor/ungevejleder enten til dig alene, eller nogle samtaler sammen med både din mor og dig. Det kunne også være efterskole, men hvis du kæmper med stress er det ikke sikkert at det er den rette løsning for dig – jeg var selv på efterskole, men blev rigtig stresset af de mange aktiviteter og planer der hele tiden skulle overholdes.

Er du mon i kontakt med din læge og din sagsbehandler allerede?
Alle har en sagsbehandler, og hvis du ikke allerede er i kontakt med personen, kan du gå ned på kommunen eller ringe til dem, og spørge efter hvem din er, så du kan få en samtale med ham/hende. Men der skal ret alvorlige forhold til, før din sagsbehandler kan gøre noget.

At du har stress og er midt i et sammenbrud, fortæller jo at du går og kæmper med en masse ting. Måske er det pres over at klare skolen, at skulle vælge sin retning i livet, problemer med venner og kærlighed… eller måske er det forholdet til familien, eller noget fra tiden før og efter din fars død, som stadig tynger dig. Uanset hvad er det i hvertfald bare helt vildt vigtigt at du har nogle at snakke med om det – både nogle der kan lytte og nogle der kan hjælpe dig med råd og støtte til at klare livet og hverdagen.
Hvis du har en god læge, kan du starte ved ham/hende der så evt. kan henvise dig videre til psykiatrien, hvis i kommer frem til at det kunne være det rigtige. Derude er der måske muligheder for at få enesamtaler eller gruppeterapi ift din stress.

En anden mulighed er Sorgcenter https://sorgcenter.dk/professionel-hjaelp/ - her kan du få hjælp både online via deres hjemmeside, eller i Odense hvor de har en café hvor unge der har mistet en forælder/søskende kan mødes. De tilbyder også individuel terapi til børn og unge.

Til sidst vil jeg nævne Headspace https://www.headspace.dk/odense - Du kan ringe til dem, eller møde op hos dem i Odense, hvor de tilbyder at lytte og snakke om alt lige fra skænderier med familien til tanker omkring uddannelse og fremtid.

Og så er du selvfølgelig også altid meget velkommen til at blive ved med at skrive herind til os – fremover skulle du gerne få svar meget, meget hurtigere! ????

Jeg håber at du kunne bruge nogle af de ting jeg har skrevet til noget, eller at du har fundet den rette hjælp i mellemtiden.

De bedste tanker og ønsker herfra,
Melissa.

> Skriv kommentar

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.