Hjælp mig med at få mig en plejefamilie

af Desperat pige, 16 år 15 år i pleje - publiceret den 04. Jul 2019
Jeg er seksten år, jeg bliver sytten i år. Jeg er fra Grønland, og jeg har gået på efterskole i ti måneder, jeg er færdig nu... Men jeg vil gerne blive i Danmark, men min mor vil gerne have at jeg tager tilbage til Grønland. Da jeg boede derovre, røg jeg hash hver dag, drak hver weekend og hang ud med 20-24 årige mennesker, som også drak og røg. Jeg var selvfølgelig også sammen med folk på min egen alder, men de var ligeså krøllet i hjernen, som de bumser jeg hang ud med.

Jeg vil gerne blive her, fordi jeg er blevet optaget på et gym, som jeg virkelig gerne vil gå på. Men min mor vil gerne have, at jeg tager tilbage til Grønland, fordi jeg er bipolar, jeg er heller ikke klar endnu mener hun - jeg kan godt se, hvad hun mener. Men jeg ved, at jeg får det værre, hvis jeg tager tilbage til det hul. Jeg var deprimeret og havde selvmordstanker, da jeg boede derovre, og jeg har det fantastisk nu. Jeg har venner her, som hverken ryger sig skæve, drikker hver weekend - venner med ambitioner, ligesom mig. Jeg vil ikke ende i det hul igen, jeg vil blive her.

Redaktøren svarer:

Kære Desperat pige

Først vil jeg undskylde den lange svartid – jeg håber at du måske har nået at snakke med din sagsbehandler i mellemtiden?

Hvor er det bare stærkt at du har skiftet spor på så kort tid, og genfundet den ambitiøse og glade del af dig selv. Selv om man skifter miljø, kræver det stadig utrolig meget styrke og vilje at ændre på sine dårlige vaner, så det skal du have kæmpe stor ros for.

Da jeg var 16, boede jeg hos en plejefamilie hvor samarbejdet slet ikke fungerede. Jeg havde det rent ud sagt af helveds til, og ligesom du fortæller, kunne jeg bare mærke, at jeg skulle væk derfra, hvis jeg skulle få det bedre. Alle omkring mig var enige om, at jeg var for ung til at flytte hjemmefra, men fordi det gik så skidt, fik jeg alligevel lov… og det viste sig at de havde ret. Det var slet ikke den rette løsning – og jeg fik det faktisk bare endnu værre. Men omvendt havde jeg også selv ret, det var nemlig vigtigt for min overlevelse og mit helbred at komme væk fra den plejefamilie, og det kunne jeg tydeligt mærke.

Jeg tror på at de fleste mennesker, inderst inde ved hvad der vil være godt/skidt for dem. Derfor synes jeg også det er vigtigt at tage det alvorligt, når du kan mærke at det vil være farligt for dig at ende tilbage med de samme mennesker og rusmidler som du flyttede fra.

Jeg tror dog også at det er vigtigt at være åben overfor, at den løsning du har i tankerne lige nu, måske ikke nødvendigvis er den rette. Som du selv skriver, kan der være noget om det din mor siger. Hvis man er sårbar og står uden nogle ressourcestærke voksne, som man føler sig tryg ved, kan det være meget let at blive skubbet ud af kurs igen – og det skulle jo helst ikke ske, nu hvor du er kommet så godt på rette vej.

Jeg synes helt sikkert, at du skal få dig nogle snakke med din sagsbehandler, så i kan se nærmere på både dine og din mors bekymringer. Måske findes der en helt 3. mulighed, der hverken resulterer i at du ender hjemme i den samme gamle rutine, eller her i DK uden et stærkt sikkerhedsnet.

Hvis du ikke allerede ér i kontakt med din sagsbehandler, skal du gå ned på den kommune du bor i, og spørge efter hvem du har som sagsbehandler. Jeg er faktisk ikke sikker på om du både har en grønlandsk og en dansk sagsbehandler, men det kan de helt sikkert finde ud af på kommunen. Når du har fået et telefonnummer/mailadresse, kontakter du bare personen og fortæller om din situation og siger at du har brug for et møde.

Det kan være svært at stå med alene, så jeg vil også anbefale dig at kontakte børns vilkår, hvor du kan få en bisidder. En bisidder er en voksen som kan tage med dig til møder på kommunen, og hjælpe dig med at tale din sag og skabe noget tryghed.
https://bornsvilkar.dk/det-goer-vi/bisidning/

Jeg håber at i finder den helt rigtige løsning for dig, så du kan fortsætte den flotte udvikling du er i gang med.
Du må endelig skrive herind igen, hvis du får brug for det.

Kærlige hilsner,
Melissa.

> Skriv kommentar

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.