Hvor henvender jeg mig?

af Marlene, 35 år 3 år i pleje - publiceret den 01. Dec 2016
Jeg har 2 børn i familiepleje 5 og 3 år, som ikke fungere særligt godt. De må ikke skilles, men hver anden uge sendes min ældste datter til hendes farmor, som bor på en campingplads" og min yngste datter bliver ved plejemor fordi "ingen andre må passe hende" (3år). Plejemor har 3 børn, men ingen partner. Hvor får mine børn relationer til det modsatte køn? Min tidligere kæreste (farmors søn) har polititilhold på mig fordi han er voldelig. Jeg kan ikke komme igennem til kommunen, hvad gør jeg? Hvor kan jeg henvende mig?

Vh Marlene

Redaktøren svarer:

Kære Marlene.

Tak for dit brev. Jeg kan godt se på din situation, at den giver anledning til mange spørgsmål.
Nogle gange er det også meget svært at følge med i kommunens beslutninger. Især hvis man
ikke er enig i deres afgørelser. Jeg er glad for, at du skriver herind.

Jeg har selv været anbragt, siden jeg var helt lille, derudover har jeg arbejdet som
sagsbehandler i en socialforvaltning, netop med anbragte børn igennem flere år, så jeg har lidt
kendskab til området fra begge sider.

Som forældremyndighedsindehaver til et anbragt barn, har du ret til at få tilbudt en
støtteperson jvf §54 i serviceloven. Denne person vil kunne hjælpe dig med, at få kontakt til
kommunen, overblik over din sag og hjælpe dig med at få afklaret spørgsmål, såsom: Hvordan
dine børn får relationer til det modsatte køn. Netop dette kan jeg nemlig ikke give et
kvalificeret bud på, da jeg ikke kender børnenes trivsel og deres netværk. Børnene er stadig
små og hvis de er skrøbelige, er det vigtigste, at de har få, tætte og trygge relationer uanset
køn. Men jeg kan sagtens forstå, at det er vigtigt for dig. En støtteperson vil bedre kunne tale
med dig om dette, da hun vil blive sat ind i hele sagen.

Men hvordan skal du få fat i en støtteperson, hvis du slet ikke kan få fat i kommunen? Når det
er helt umuligt at komme igennem, vil jeg anbefale dig, at sende en skriftlig klage. Den har
kommunen pligt til at svare på inden for fire uger. Her kan du pointere, at du har krav på en
støtteperson og fortælle dem, at du ønsker dette.

Derudover findes der også en landsforening for familier, der får støtte igennem Serviceloven.
Fx hvis man har anbragte børn. Deres formål er, at samle, støtte og rådgive forældre, som er i
en lignende situation som dig. Du kan læse mere om dem på deres hjemmeside
http://www.fbu.dk eller ringe til dem på tlf: 70 27 00 27. Åbningstider: Mandage: 10-13 samt
16-20. Tirsdag: 10-13. Onsdag: LUKKET. Torsdag: 10-13 samt 16-20. De vil helt sikkert også
kunne hjælpe dig. Hvis du har brug for det, har du igennem denne landsforening også
mulighed for at møde andre forældre, som har anbragte børn. Det kan nogle gange være rart
at drøfte tingene med folk i samme situation, så man ikke føler, at man er helt alene i verden
imod et stort system, som man aldrig kan få fat i.

Jeg håber, du har fået den rette hjælp og at det lykkes dig at få fat i kommunen. Du skal altid
være velkommen til at skrive herind igen, hvis du har brug for det.

De bedste hilsener,
Louise Hansen

> Skriv kommentar