Hvorfor gik det hele sådan :(

af R, 15 år 6 år i pleje - publiceret den 10. May 2017
Kære brevkasse,

Indtil jeg var 9 år, var alt trygt og godt. Begge mine forældre var i arbejde, og vi havde et pænt hus. Så døde min far af kræft, og vores tilværelse faldt fra hinanden. Min mor begyndte at drikke, en dag kom nogle mænd og sagde, at vi ikke kunne bo i huset længere. Jeg kom kort tid efter i pleje hos en familie langt fra min mor, og har nu været det i 6 år. Jeg har ikke set min mor siden den dag kommunen kom og hentede mig, men jeg savner hende stadigvæk. Jeg tænker stadigvæk på den gode tid i det røde hus, dengang alting var godt. Jeg er glad for min plejefamilie, men drømmer stadigvæk om mine rigtige forældre. Har skrevet til min mor, men har aldrig fået et eneste svar.

Kan min mor have glemt mig? Er det meningen, at jeg skal glemme hende?

Redaktøren svarer:

Kære R.
Tusinde tak for dit brev. Jeg kan godt høre, at du har mange ting, der fylder for dig i din hverdag, og jeg skal gøre mit bedste for at svare dig. Jeg er rigtig glad for, at du skriver herind!

Du fortæller om en tid indtil du var 9 år, hvor alt var trygt og godt i det røde hus. Du boede der sammen med begge dine forældre, indtil jeres tilværelse faldt fra hinanden. Din far døde af kræft, og din mor begyndte at drikke i en grad, så hun hverken kunne passe på jeres hjem eller dig. Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, at du ikke har set din mor, siden du var ni år.

Du er bekymret for, at din mor kan have glemt dig. Jeg kender ikke din mor, og jeg ved ikke, hvordan hun har det i sit liv i dag. Jeg kender dog noget til mennesker generelt, familiemæssige relationer og alkoholmisbrug.

Det kan være meget hårdt, at være pårørende til en, der drikker for meget, da det er en sygdom, som går ud over hele familien. I dit tilfælde har det svækket din mors forældreevne i en sådan grad, at du er blevet anbragt i en plejefamilie. Det er meget karakteristisk, at folk med et alkoholproblem kan trække sig fra familiemæssige sammenhænge, de er bange, usikre og har et lavt selvværd.

Siden at du ikke kan få kontakt med din mor, er der en mulighed for, at hun stadig har problemer med alkohol i en sådan grad, at hun ikke kan rumme at have kontakt med dig. Ikke fordi at hendes indre selv har lyst til det, men fordi at alkoholen har overtaget hendes liv.

Jeg er meget overbevist om, at din mor absolut ikke har glemt dig. Fra naturens side er alle mennesker udstyret med en egenskab der gør, at vi knytter enormt stærke følelsesmæssige bånd til vores børn. Det gør, at forældre som udgangspunkt vil gøre alt for deres børn - Med mindre, at vi fx bliver ramt af en sygdom og ikke er i stand til det! Alkoholisme bliver på flere områder betragtet som en kronisk sygdom.

Jeg er sikker på, at din mor stadig har de stærke følelsesmæssige bånd til dig på trods af alkoholens indflydelse på hendes liv. Måske er hun præget af skyld og skam over ikke at kunne passe godt nok på dig, og den nemmeste løsning for hende er at flygte. Jeg har arbejdet med andre mennesker med et alkoholmisbrug, som har haft det præcist på denne måde. Det er bl.a. derfor, at det kan være så svært for dig, da du er magtesløs ift. hendes fravalg af kontakt.

Du spørger, om det er meningen, at du skal glemme hende. Til det vil jeg svare, at selvom det er svært, er det meget vigtigt, at holde fast i minderne om den gode og trygge tid I har haft sammen, indtil du fyldte 9 år. Det betyder meget for din udvikling, at du har haft en tryg opvækst i din tidlige barndom. Det betyder også meget for hele din livshistorie, at du har haft så mange gode år i en familiekonstellation sammen med dine biologiske forældre, inden du kom i en plejefamilie. I denne sammenhæng gør det mig rigtig glad, at du skriver, at din plejefamilie er sød.

Jeg vil opfordre dig til stadig at drømme om dine forældre. Skrive breve til din mor, når du føler, at det er det rigtige. Tænke tilbage på alle de gode ting, som I havde sammen og alt det kærlighed, du har fået. Hvis du har mange tanker omkring din relation til din mor, findes der forskellige behandlingscentre og rådgivningscentre for pårørende til alkoholmisbrugere. Her kan du få svar på nogle af de spørgsmål, som du evt. kan have omkring alkohol og de konsekvenser det har, for dem der er syge. Måske det kan give dig en bedre forståelse af, hvorfor hun ikke svarer dig, når du skriver til hende. Jeg ved ikke, hvor i landet du bor, men du kan google det meget hurtigt på internettet og finde det nærmeste center.

Hvis du har flere spørgsmål, skal du endelig skrive herind igen og jeg vil med glæde skrive mere med dig!

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlige hilsener
Louise Hansen

> Skriv kommentar