Hvorfor skal så mange ting være så svært?

af Long life, 14 år 6 år i pleje - publiceret den 19. Apr 2013
Hej,

Jeg er en pige på 14, som har været igennem en masse ting - både godt og dårligt :/

Da jeg var 7 år gammel, blev min far syg og røg på sygehuset. Han var på det tidspunkt alkoholiker, og det gjorde mange ting svært for mig. Jeg havde aldrig venner på besøg og sov aldrig sammen med mine veninder.

Jeg kom i plejefamilie, da jeg var cirka 8 år gammel, og derfra troede jeg, at mit liv ville gå op ad bakke ...

Men nej. Jeg fik at vide, at jeg skulle gå, når der var gæster - så skulle jeg være på mit værelse, og når deres datter var der, skulle jeg også gå :(

Da jeg var cirka 12 år gammel, besluttede jeg mig for at snakke med min far og mor om det. Jeg sagde, jeg ikke havde lyst til at bo der mere, at jeg ikke følte, det var det rigtige for mig, og de kunne godt se, hvad jeg mente.

Vi snakkede med kommunen om det, og de fik mig flyttet ud til en helt ny familie. En familie, der var fyldt med modeller, og min plejemor synes ikke, det er okay at være tykkere end hendes døtre, for så er man bare for tyk! Og ja, jeg var tykkere end dem, 52 kg. Og de vejede 46-47 kg. Det fik mig til at holde op med at spise, og når jeg så spiste, så kastede jeg det op bagefter. Det stoppede så efter et stykke tid.

Da jeg så havde boet der i lidt længere tid, kom der flere problemer. Min mor og far begyndte at tage stoffer, og det påvirkede mig meget. Jeg tog nogle panodiler fra medicinskabet og tog dem samme aften. Min plejemor og søster kørte mig på sygehuset, hvor jeg blev undersøgt.

Da jeg kom hjem, havde jeg det dårligt med mig selv. Jeg kunne ikke tænke på andet end, hvad min veninde ville sige, og om der var andre, der vidste det.

Men hun tog det på en pæn måde. Hun begyndte at græde, og det samme gjorde jeg. At jeg ville have givet slip på livet er den dummeste ting, jeg nogensinde har tænkt på!

I dag er jeg 14 år, bor i plejefamilie, har det okay, har cuttet i lang tid, har ar på lår, håndled, arm, ben og mave. Det er ikke noget, jeg er stolt over, men jeg føler, at hver gang barberkniven rører mig, er der en del af alt det dårlige, der forsvinder.

Men det er der mange, der ikke mener er rigtigt :(

Redaktøren svarer:

Hej,

Det er rigtig svært at svare på, hvorfor så mange ting skal være så svært! Jeg har brugt mange, mange timer i mit liv på at tænke over netop dét spørgsmål! Jeg er desværre ikke kommet frem til noget svar, men jeg har lært at leve med alt det svære og sætte mere pris på de gode ting, jeg også har i mit liv.

Du har oplevet rigtig mange svære ting i en alder af kun 14 år! Det er rigtig trist, at du har været igennem svigt fra både plejefamilier og dine forældre, og det er bare så svært, når dem, vi har tæt på os, svigter os!

Jeg kan godt forstå, at det er svært at være dig, og det er nok også derfor, at du har behov for at skære i dig selv, desværre. Jeg har aldrig selv skåret i mig selv og synes, det er rigtig svært at forstå, hvorfor nogen vælger den løsning. Men mange siger - som du gør - at de får det bedre indeni, når de har skåret i sig selv. Dog er der også rigtig mange, som bliver utrolig kede af alle de grimme ar, de har resten af deres liv! Det er både grimt og ser skræmmende ud, men det kommer også til at minde én om alle de triste og svære ting i livet! Og det er rigtig hårdt at blive mindet om det hele tiden. Det er meget bedre at kunne 'slutte fred' med de svære ting og tænke fremad på gode ting!

Derfor håber jeg også, at du vil prøve at finde en anden måde, hvorpå du kan få din smerte ud, så du ikke længere behøver at skære i dig selv. Jeg bliver ked af det, når jeg hører, at du gør det :(

Jeg er glad for, at det går okay i din plejefamilie nu, og jeg håber virkelig, du har nogle voksne i dit liv, som du kan tale med om alle de svære ting!

Du er altid velkommen til at skrive herind igen.

De aller bedste hilsner
Camilla

Kommentarer:

Tak<3
Af Long life 14 år 6 år i pleje
04. May 2013

Velbekomme - du er altid velkommen til at skrive igen. Jeg ønsker dig alt det bedste <3

Mange hilsner
Camilla, brevkasseredaktør
Af Camilla 28 år
07. May 2013

> Skriv kommentar