Jeg er plejebarn og er snart 19

af Linette, 18 år 13 år i pleje - publiceret den 22. May 2015
Hej

Jeg er er en pige på snart 19 år, som har boet i pleje i snart 14 år.
Jeg er studerende, og har fået mig en sød kæreste, som jeg tit tager bussen hjem til, både i hverdage og i weekenden. Han får min dag til at fungerer.

Forleden dag diskuterede jeg med min plejefar om, at jeg gerne vil have lov at se min kæreste, når jeg har lyst/brug for det.. Jeg er 18, jeg bestemmer over mig selv - men min plejefar siger, jeg kun bestemmer over mig selv til en vis grad.

Han fortæller, jeg ikke kan være så meget sammen med kæresten, fordi min kærestes mor ikke skal lægge hus til mig. Min kærestes mor har selv fortalt min plejefar, jeg er hjertelig velkommen, og maden ikke gør noget.. Min plejefar har fortalt hende noget om en plejeforældrelov.. (Noget om nogle penge, der åbenbart skal betales til min kærestes mor.)
Men hvad er det for noget?

Min sidste kæreste, jeg havde i 7 måneder, var jeg ligeså meget sammen med, som jeg er sammen med min nye kæreste, og der blev der ikke talt om penge, overhovedet.. Så hvad er det for en lov? Og ved i, hvad jeg har ret til, når jeg er 18, og er plejebarn?

Redaktøren svarer:

Kære Linette.

Tak for dit brev til Børnetinget.

Det er dejligt at høre, at du har en kæreste, som gør dig tryg og som du holder af at være sammen med. Den lov, som du kalder 'plejeforældrelov', er ikke en decideret lov. Men ift. anbragte børn og unge, da hedder loven 'Lov om social service/Serviceloven' og under kapitel 11 og 12 fremgår lovgivningen omkring 'børn med behov for særlig støtte', feks. at være anbragt. Den anden lov, som findes ift. plejeforældre hedder 'Bekendtgørelse om plejefamilier', hvor regler mv. fremgår. Jeg har dog ikke kunne finde noget konkret omkring betaling, når du opholder dig hos din kæreste. Jeg tænker, at din plejefar mener, at han jo får løn og kostpenge, fordi du bor hos ham og det derfor føles forkert, at du så opholder dig meget hos din kæreste.

Jeg kender ikke til, om der findes en lov omkring dette, men jeg vil opfordre dig til at kontakte din kommune og spørge din rådgiver til råds.

Jeg synes samtidig, at du skal sætte dig ned og tale med dine plejeforældre om, hvor meget det betyder for dig, at du er sammen med din kæreste. Din plejefar har faktisk ret i, at du ikke bestemmer 100% selv, så længe du bor i deres hus. Sådan er reglerne for alle hjemmeboende og ikke kun for unge i plejefamilie. Jeg tænker faktisk også, at din plejefamilie blot siger det, fordi de synes, det er svært, at du er ved at blive voksen og begynder at blive mere selvstændig. Måske de er bange for, at du kommer til at fravælge dem, den dag du flytter sammen med din kæreste eller ud i egen lejlighed? Jeg tænker i hvert fald, at de kun gør det, fordi de holder meget af dig.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at I finder en løsning, som I alle har det godt med og at I måske får skrevet nogle aftaler ned på papir, så der ikke kan opstå misforståelser. Jeg kender mange hjemmeboende, som feks. kun må sove hos kæresten og veninder i weekenderne, så jeg tænker ikke, at din plejefar er uretfærdig. Men prøv, at tale med ham og spørg hvorfor han har ændret sig, siden du havde din tidligere kæreste.

Hvis du synes, det er svært at tale med dine plejeforældre om det, så kan du bede din rådgiver deltage i mødet og I kan få talt tingene igennem.

Jeg håber, du kan bruge mit svar og at I sammen finder en god løsning. Du er meget velkommen til at skrive her igen.

Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke fremover.

Kærlig hilsen Katya

> Skriv kommentar