Jeg får ondt i maven, når jeg ikke er enig med min mor

af Anni, 11 år 10 år i pleje - publiceret den 18. Aug 2007
Hej.

Måske lidt tid siden, men...

Jeg vil gerne have noget hjælp, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Min mor tror, at jeg vil bo hos hende, men det vil jeg ikke, og det kan hun ikke forstå.

Hvad skal jeg gøre???

Når jeg får ondt i maven, er det fordi, at jeg ikke er enig i, hvad hun siger.

Hun håber jo på, at jeg flytter hjem, når jeg bliver 18, men jeg vil bo med min plejebror.

Sådan nogle ting hader jeg bare. Hun tror, jeg kun vil have hende og den del af mit liv.

Redaktøren svarer:

Hej Anni.

Tusind tak for dine indlæg, som vi har lagt sammen til ét.

Jeg kan godt forstå, at du får ondt i maven, når du er sammen med din mor. Det må også være yderst vanskeligt for dig at stå i en situation, hvor din mor ønsker en ting for dig, og du selv ønsker noget andet.

Det kan af gode grunde være svært at få sagt fra over for sine forældre, specielt fordi man jo ofte er bange for at gøre dem kede af det. Ofte synes man jo, at de har det hårdt nok i forvejen, og man har jo ikke lyst til at være den, der hælder endnu mere benzin på bålet og således får deres liv til at føles endnu værre for dem.

Så måske får man kun sagt det, man forestiller sig, at de gerne vil høre, eller også får man måske slet ikke sagt noget. Tilbage står du så, sikkert med følelsen af at have tabt dig selv undervejs, og det har du også. Du er gået på kompromis med dine egne ønsker og drømme om, hvad der er et godt liv for dig i bestræbelserne på at gøre din mor glad!

Men søde ven, du kan jo ikke leve dit liv efter, hvad din mor ønsker for dig, uanset hvor vel ment det må være. Du bliver nødt til at sætte dig selv højest, for du er den vigtigste i verden. Det må du aldrig tvivle på.

Og ja, det er lettere sagt end gjort. Men jeg tænker, at du enten selv eller med hjælp fra en anden voksen kan få fortalt din mor, at du holder af hende og rigtig gerne vil hende, men at du får det skidt indeni, hver gang hun taler om, at du skal hjem og bo igen.

Du kan sige til hende eller få hjælp til at sige til hende, at du selvfølgelig ikke kan spå om fremtiden og således ikke kan udtale dig om, hvad der sker, når du bliver ældre, og hvordan du føler dér. Men at du på nuværende tidspunkt har det sådan, at du trives, hvor du er, og at du således ikke har nogen intention om at komme hjem og bo foreløbig.

Fortæl hende, at du har brug for, at hun bakker din beslutning op, og fortæl hende, at du ikke ønsker, at hun skal presse dig eller tale om, at du skal hjem at bo igen, medmindre du selv tager initiativ hertil.

Så kan det godt være, at din mor bliver ked af det, og det er jo i virkeligheden det, du allermest vil undgå. Det er selvfølgelig ikke rart, men så må der være nogle andre voksne mennesker omkring din mor, som tager ansvar for at hælpe og støtte hende. Det er i hvert fald ikke dit ansvar. Du har formentlig taget nok ansvar i dit liv, og det her er ikke et barns ansvar, hvorfor du derfor skal overlade at hjælpe din mor til andre.

Det kan lyde hårdt, fordi du jo gerne vil være der for din mor, men du bliver også nødt til at passe på dig selv.

Samtidig tænker jeg også, at det ikke nødvendigvis er sådan, at din mor bliver ked af det. Måske bliver hun det lidt i starten, men så bliver hun måske også glad for, at du har fortalt hende, hvordan du har det med tingene. Hun elsker dig over alt på jorden, og jeg er sikker på, at hun ønsker dig det bedste, uanset hvordan hun reagerer.

Så selvom det er svært, tror jeg, at det er meget vigtigt, at du selv eller med hjælp fra en anden voksen - f.eks. din plejemor eller far - får fortalt, hvordan du har det.

Held og lykke med det.

Tusind tanker og varme knus fra Maia.

Kommentarer:

Taak..<3
Af Anni 12 år 11 år i pleje
07. May 2008

Hej Maia (og Anni)

Anni har vist mig hendes mail og dit svar. Jeg er Annis plejemor og kender godt til Annis problem, for hendes mor presser tit på, og jeg kan mærke på Anni, at hun bliver ked af det og stresser og bliver urolig.

Jeg ved, at Annis mor elsker hende meget højt og ønsker, at hun kom hjem og bo, men jeg ved også, at både Anni og Annis mor inderst inde ved, at hun ikke kan passe ordentligt på hende, hvis det skete, og at den drøm må blive ved med at være en drøm. Det svære er bare, at det er Anni, som ved det bedst, fordi Annis mor ikke altid er så glad for at tænke på det, som er virkeligheden, men mere drømmer og håber og ønsker!

Jeg ved, at Anni elsker både sin mor og os, og det er svært at stå midt imellem både nogle plejeforældre, som man elsker, og en mor som man elsker, så det gør det ekstra svært at skulle sættes i den situation.

Jeg ved, at Annis mor er glad for, at Anni bor hos os. Vi kan godt lide Annis mor, så Anni behøver ikke at bekymre sig om det. Når Annis mor flipper ud og skælder vildt ud, ved vi, at hun altid bliver god igen og ikke mente det så slemt, som hun sagde det. Det fortæller Annis mor selv, og vi får som regel snakket godt med hende bagfter. Men jeg ved også, at Anni kan blive bange for sin mor, når hun bliver så vred, og bange for, om vi voksne bliver uvenner og aldrig vil blive gode venner mere, men det behøver hun ikke. Jeg holder meget af Annis mor.

Det vigtigste for mig er dog at tænke på Anni. Anni er bare en skøn og dejlig pige, og vi elsker hende alle og er så glade for, at hun er den, hun er, og at hun bor hos os.

Jeg vil gerne snakke med Annis mor og måske vise hende Annis brev - hvis Anni giver mig lov. Måske kunne vi så få snakket om det her på en anden måde.
Af annis plejemor
09. May 2008

> Skriv kommentar