Jeg har så meget vrede i mig

af Kisser, 13 år 7 år i pleje - publiceret den 23. Aug 2006
Hej Sisse...

Jeg har boet i plejefamilie i næsten syv år... Og jeg har aldrig skændtes med dem... Men jeg har så meget vrede i mig, at jeg nogle gange kan flippe ud ovre i skolen... Hvad skal jeg gøre? Jeg trænger til at skændes med nogen... Min plejemor er også totalt ligeglad med min fødselsdag, som er snart (jeg bliver 14). Det er virkelig irriterende...

Redaktøren svarer:

Hej Kisser.

Ja, det er ikke sjovt at have så meget vrede inden i, og da slet ikke, hvis der ikke er nogen steder at aflevere det.

Jeg synes, du skal snakke med en voksen, du har tillid til, om den vrede du har inden i. Det hjælper at få sat ord på de følelser, du har. Det er ligesom de, følelserne, bliver mere genkendelige og derfor ikke så skræmmende, lige så snart du har sagt dem højt. Og hvis du så fortæller til en voksen, som tager det alvorligt, vil hun/han også kunne stille nogle spørgsmål, der gør det endnu nemmere for dig.

Du kan også vælge at snakke med din sagsbehandler om det og spørge, om du ikke kan komme til at snakke med en professionel (en psykolog eller lignende).

Sådan en må man godt skælde ud på!!! Og det kan hjælpe dig til at få bedre styr på din vrede og alle de andre følelser og tanker, der er indeni dig.

Det er jo ikke så godt, at du "koger over" i skolen - når der er mange meget stærke følelser, der fylder dig op, så er der ikke plads til det, du er i skole for, nemlig for at lære noget.

Det lyder da surt, at din plejemor er ligeglad med din fødselsdag! Har du sagt til hende, at det gør dig ked af det? Jeg synes, du skal prøve at snakke med hende om, hvordan du har det. Også om din vrede.

Det er normalt at være vred. Det er de fleste teenagere, men for os, der ikke bor hos vores rigtige forældre, kan det være svært at komme af med den vrede. Den er jo for alle andre for det meste rettet imod forældrene, og da vores plejeforældre ikke er vores rigtige forældre, ved vi ikke altid, hvor vi skal gøre af vreden.

Oveni har vi så alle de følelser, der følger med det at være anbragt.

Det er svært at finde ud af, hvor man hører til. Det er let at føle sig anderledes og ensom, og som du siger: Vred.

Og når det hele engang imellem bliver FOR meget, skal det ud. Nogle gange kommer det ud som vrede, andre gange som sorg og forvirring. Lige meget hvad, så er det vigtigt at snakke med en voksen om det. Og måske også med din sagsbehandler eller tilsynsførende.

Håber du kan finde en voksen at snakke med.

Hilsen fra Sisse

> Skriv kommentar