Jeg lyver alt for meget - hvad kan jeg gøre?

af Lille Mus, 17 år 2 år i pleje - publiceret den 10. Feb 2005
Hej alle sammen.

Jeg har et problem... Jeg er ekstrem dårlig til at holde mig inden for de rammer, jeg får besked på... Jeg tror, at jeg har verdens bedste plejeforældre, for de går virkelig op i, hvad jeg laver, om jeg har det godt, og alt muligt... Jeg elsker dem virkelig, men jeg har det med at lyve... Jeg kan ikke gøre for det! Det flyver bare ud af min mund, selvom jeg ikke vil lyve for dem...! Men det går ikke, for før eller senere finder de ud af det alligevel, og så bliver de så skuffede... Så kan vi starte forfra med at bygge tilliden op, og det er svært...!

Hver gang jeg har løjet, hvor de har fundet ud af det og er blevet skuffede, har jeg mest af alt haft lyst til at flytte herfra, for jeg synes ikke, at jeg kan være det bekendt! De ville gå igennem ild og vand for mig, og jeg pisser dem nærmest op og ned af ryggen ved at lyve og bryde tilliden... Det gør så ondt i mig hver gang, jeg gør dem kede af det eller sure... Det er jo ikke det, jeg vil! Jeg vil bare leve et normalt liv med dem...

Men der går lidt under 3 mdr., og så fylder jeg 18 år... Jeg ved ikke, om jeg skal flytte herfra, ud for mig selv og så prøve det, eller om jeg skal blive boende, indtil jeg er færdig med gymnasiet... De er virkelig en stor støtte, og jeg holder ufatteligt meget af dem. Jeg har bare ikke lyst til at udsætte dem for mere!!! For gør jeg det, er jeg bange for, at det går ud over mig selv...!!!
Men jeg ved ikke, hvad de ville sige til, at jeg flyttede...?! Min plejemor ville nok sige, at det var jeg slet ikke klar til, og det er jeg nok heller ikke, men jeg kan bare ikke holde det ud mere! Min plejemor er en mor med stor erfaring. Hun er der for mig, som var hun min rigtige mor...!

Er der nogen af jer, der ved, hvad jeg skal gøre?

Jeg er helt fortabt... Jeg elsker dem og vil ikke såre dem mere, end jeg har gjort indtil videre, men ville jeg såre dem ved at flytte?

Håber på lidt hjælp... Please

Redaktøren svarer:

Hej Lille mus.

Tak for dit brev!

Det er aldrig rart at gøre mennesker, som man holder af, kede af det, specielt ikke, hvis man føler, at det kunne have været undgået. Den følelse kan du dele med mig, og jeg er sikker på også mange andre.
Det kan være svært helt at forstå, hvorfor man lyver, men det er noget, vi alle gør, nogle mere end andre, og jeg er af den opfattelse, at det at lyve er noget, anbragte børn har lettere ved end så mange andre. Hvorfor det? tænker du sikkert! Min erfaring er, at det er lettere for os at omgås sandheden, ganske enkelt fordi mange af os er vokset op i dysfunktionelle familier, hvor løgnen har trivedes i bedste velgående. Løgnen har været en integreret del af vores hverdag. Nogle vil måske ligefrem hævde, at vi har fået den ind med modermælken. Vores forældre har levet på deres egen løgn, f.eks. om at de ikke havde/har et stof eller alkoholmisbrug, og hurtigt er vi blevet ædt op af den ene løgn efter den anden, og indimellem - for ikke at sige tit - har løgnen decideret været vores virkelighed. Jeg selv mindes flere situationer fra min opvækst, hvor løgnen var så stor en del af min virkelighed, at jeg somme tider havde svært ved at skelne mellem, hvad der var sandt kontra usandt. F.eks. husker jeg flere voksne og børns undren over, at jeg ikke havde madpakke med i skole, og tit blev jeg spurgt om hvorfor! Jeg kunne vælge at fortælle sandheden om, at min mor lå bevidstløs på køkkengulvet af druk, og at det var årsagen, men jeg valgte i stedet den mere sikre/trygge løsning, nemlig løgnen og fortalte, at min mor var på kursus og så derfor ikke lige havde tid! Det er ganske enkelt forunderligt, hvor loyale børn kan være over for deres forældre generelt og specielt i forhold til at gøre løgnen til virkelighed! Derfor tænker jeg, at det, at du har svært ved at holde dig til virkeligheden, hænger sammen med ovenfor beskrevede faktorer. Det er blevet et mønster for dig at lyve. Du tænker formentlig ikke engang over det, når du lyver. Den kommer bare ud af munden på dig, og når du siger den, virker den lige så sand, som den er usand, og så er det først bagefter, du tænker over, hvad du egentlig har gjort. Det er her den dårlige samvittighed kommer, følelsen af svigt og tankerne om, hvordan man kan få sig selv til det! Vi ved jo alle, at det at lyve er en dårlig ting, og derfor er det let at blive sur, hidsig og irriteret over, at det kan være så svært at sige sandheden.
Det kan være meget svært at ændre på fastgroet dybtliggende mønstre, men jeg vil sige, at du har taget det første skridt i den rigtige retning, og det er, at du er bevidst! For når man er bevidst, tror jeg personligt på, at forandringen er tættere på, end hvis man ikke er bevidst.

Jeg ved ikke, hvad det bedste for dig vil være, men jeg forestiller mig to muligheder.

1: Du prøver hver gang en løgn er sluppet ud at stoppe op, vende tilbage til din samtalepartner og sige: Undskyld, men det var ikke rigtigt, hvad jeg sagde. Det, jeg mente, var...
Dette vil give dig selv en meget bedre følelse indeni, uanset hvor ubehageligt det end må være at skulle sige sandheden. Samtidig vil det også give dig en øvelse, uden du måske selv er bevidst om det, i at sige sandheden fremover. Man kan sige, at dit fastgroede mønster for hver gang du siger sandheden vil blive blødet mere og mere op for til sidst næsten at forsvinde helt.
Personligt tror jeg også, at dine omgivelser vil beløne dig for din ærlighed/troværdighed i sidste ende. Min erfaring er nemlig, at det trods alt er bedre at erkende, at man har stukket en løgn, frem for at omgivelserne skal finde ud af det på andre måder.

2: En anden mulighed enten supplerende til den første eller alene er, at du kan tage en snak med dine plejeforældre og fortælle dem, hvad du har skrevet til mig, nemlig at du har tendens til at lyve uden egentlig at ville det og samtidig fortælle dem, hvor skidt du har det med det bagefter - specielt over for dem, fordi du holder så meget af dem, og fordi du godt ved at deres tillid til dig bliver svækket, hver gang de opdager, at du har talt usandt.
Jeg mener, at denne mulighed ligeledes vil være god, fordi du giver dine plejeforældre en bedre chance for for det første at forstå, hvorfor du gør, som du gør, og for det andet at støtte og hjælpe dig i at blive bedre til at sige sandheden fremover. Det kan nemlig være meget smertefuldt og uoverskueligt at stå med alt dette alene. Har du dem ved din side, blandt andet til at hjælpe dig med den ovenfor beskrevede metode, tror jeg, at det vil blive meget lettere for dig fremover.

jeg håber, at du kan bruge mine råd.

Held og lykke med det!

Hvis du har lyst, vil jeg meget gerne høre om, hvordan det går, og om hvorvidt mine råd har kunne hjælpe dig eller ej.

Knus og kram Maia

Kommentarer:

Hej, jeg har det præcis på samme måde... Og mit bedste råd er: Tænk dig om en en ekstra gang, inden du siger noget (det har jeg selv problemer med!)
Knuzzer Mulle
Af Mulle 12 år 4 år i pleje
13. February 2005

Hej, jeg har det præcis på samme måde... Og mit bedste råd er: Tænk dig om en en ekstra gang, inden du siger noget (det har jeg selv problemer med!)
Knuzzer Mulle
Af Mulle 12 år 4 år i pleje
13. February 2005

Jeg synes, at du skal blive boende... Snak med din plejemor om det - det plejer at hjælpe?
Af Mulle 12 år 4 år i pleje
13. February 2005

Kære dig!

Jeg kender det godt - nogen gange kan man bare ikke lade være, men det er en god ide, hvis du kunne lade være med det i et stykke tid og prøve at få lusket en sandhed ind om en af de ting, du har løjet om, bare sådan hen af vejen, men du kan også prøve at sige til dem, at du har løjet over for dem og se, hvad der sker, og hvis de siger, at det er i orden, det gør man i den alder, skal du bare fortælle dem om alt det, du har løjet om, næsten, for der er jo ting, du gerne vil holde for dig selv!

Hilsen svarende mig
Af Svarende mig 14 år 12 år i pleje
02. March 2005

Kære dig, der lyver!

Ja... Det er dumt... Hvis jeg var dig... (det er jeg ikke); men hvis jeg var, ville jeg sige sandheden... Med en lille hvid løgn på!!! Hehe... Det er jo trods alt dig, der har løjet... Så du burde gøre det godt igen ved at fortælle dem sandheden!!! Men det er jo op til dig...!!! Det er jo dig, der skal fortælle dem det... Men hvis du ikke vil det, er det jo ikke så godt...

Hilsen svarende mig
Af Svarende mig 14 år 12 år i pleje
02. March 2005

> Skriv kommentar