Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre?

af Pigen på 14, 14 år 1 år i pleje - publiceret den 11. May 2018
Hej, jeg er en pige på 14.

Jeg har det ikke særligt godt derhjemme, og vil egentlig bare gerne væk (altså pleje eller sådan noget). Min mor og jeg skændes næsten hele tiden, og det er over de mindste ting. Jeg kan ikke se på hende uden at tænke på alle de ting, der er blevet sagt gennem tiden. Når jeg siger, at jeg ikke har det godt, og jeg gerne vil væk, siger begge mine forældre bare ''Det er ikke en mulighed, det er ikke noget du vælger" eller "Det kan du godt glemme''. Det er som om de tror, at det er en joke.

Jeg har cuttet flere gange, og gør det stadig nogle gange. Mine forældre ved det godt, men det er som om, at de bare lader som om, at de ikke hører det, og lader det komme ind af det ene øre og ud igennem det andet. Til jul fik jeg at vide, at jeg forpester også alting, og til min konfirmation fik jeg at vide, at jeg var skideligeglad med alt, hvad de havde gjort, men at jeg kun ville have pengene, og det var det sidste jeg ønskede. Jeg ville bare gerne have en dag med begge sider af familien. Jeg kan ikke leve sådan her ret længe, det påvirker mig helt vildt, og jeg går rundt med en facade derhjemme næsten konstant. Jeg vil bare gerne i pleje, men tvivler på om, det er nok til at kunne komme i pleje.

Så mine spørsmål er, hvordan kommer man i pleje?
Er det nok til at kunne komme i pleje?
Og hvis det ikke er, hvad skal jeg så gøre? For jeg kan virkelig ikke bo med min mor meget længere.

Redaktøren svarer:

Kære Pige på 14.

Det lyder godt nok, som en ordentlig omgang, du går og kæmper med. Jeg er rigtig glad for, at du har valgt at skrive herind, så du ikke skal gå med de ting alene længere.

Man er jo sammen med sin familie hver eneste dag, så når tingene ikke går godt derhjemme, kan det være enormt hårdt og opslidende i længden – derfor kan jeg virkelig godt forstå, når du fortæller, at det påvirker dig rigtig meget, og at det ikke er til at holde ud.

Fra jeg var 14 til jeg fyldte 16 havde jeg selv nogle år, hvor tingene bare gik helt af h til derhjemme. Jeg var SÅ ked af det indeni, og jeg kan sagtens huske den der følelse af, at man prøver at råbe om hjælp, men ens forældre overhovedet ikke lytter. Samtidig med at man jo også bliver nødt til at sætte en facade på, for at klare sig igennem det hele.

Hvor meget der præcist skal til, for at kunne komme i plejefamilie eller på et opholdssted, er ikke noget der sådan lige er til at svare på.
Der skal ret meget til, og tit er det sådan at unge mennesker kommer på et opholdssted i stedet for i en plejefamilie, fordi der alligevel ikke er mange år til, at de kan flytte hjemmefra.
Det kan være hårdt både at bo på opholdssted og i plejefamilie – man er ikke sikret, at man kommer til at bo hos nogle, som man bare klikker med, så der kan også sagtens være skænderier og konflikter den slags steder.

Hvis man alligevel tænker, at der ikke er nogen anden udvej, så skal man kontakte sin kommune. På kommunen har man en sagsbehandler, som via samtaler med både ens forældre, en selv og andre i ens liv kan vurdere om en anbringelse vil være det bedste – eller om der er andre måder at løse problemerne på.
En anden mulighed en sagsbehandler måske kunne finde på at bringe på bane, kunne være et efterskoleophold som kommunen betaler. Har du overvejet om efterskole kunne være noget for dig? Er det måske noget du kunne prøve at tale med dine forældre om?

Jeg kommer også sådan til at tænke på, om du har nogen voksen at snakke med i din hverdag? Det kunne være, at der var en ungdomsklub i nærheden af dig, hvor der er en sød pædagog, som du kan betro dig til. Det kunne også være en skolelærer, en venindes mor, en moster, eller noget helt andet. Men det lyder som om, at du går med en masse, som dine forældre ikke helt forstår, og bare det at tale med nogen om det, som kan lytte og give gode råd kan nogle gange gøre tingene meget lettere at klare.

Jeg ønsker dig alt held og lykke! Og så må du endelig huske, at du bare kan skrive igen, hvis du har flere spørgsmål eller ting du trænger til at komme af med.

Mange hilsner,
Melissa.

> Skriv kommentar