Jeg vil bare gerne væk

af L, 15 år - publiceret den 02. Oct 2018
Jeg er en pige på 15 år.

Jeg hader at være hjemme. Jeg er lige begyndt på gymnasiet, og jeg har omkring en times transport. Jeg er begyndt bare at blive der til kl 5, så jeg ikke behøver at tale med mine forældre. Jeg har ikke kunnet lide at være hjemme siden jeg var omkring 12 år, og jeg har i lang tid prøvet at snakke med mine forældre og få det til at fungere, men det hjælper cirka to dage, og så skælder de mig ud igen.

Jeg sidder lige nu udenfor, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, fordi jeg ikke vil hjem. Min mor blev sur på mig, da jeg sagde, at jeg ikke kunne nå at vaske tøj i dag fordi, at jeg havde en engelsk stil for til imorgen. Derefter begynder hun råbe af mig, om jeg noglesinde har tænkt mig og lave noget som helst, eller om jeg bare skal ende som en social taber.

Jeg har ikke lyst til at snakke med nogle af mine venner om det fordi, at jeg simpelthen synes, at det er alt for pinligt. Min far bliver ved med at sige, at vi bare skal tale om det, men det virker jo åbenlyst ikke, og jeg har ingen ide om, hvad jeg skal gøre

Hilsen hende som bare gerne vil væk

Redaktøren svarer:

Kære Hende som bare gerne vil væk.

Jeg kan godt høre, at du sidder i en svær situation derhjemme og jeg er rigtig glad for, at du skriver herind. Det er godt, at du deler dine følelser her, når det kan være svært at snakke med dine venner om.

Jeg kan forstå på dig, at du ikke har lyst til at være derhjemme, og at det har stået på i langt tid! Det vigtigt at have nogle trygge rammer at komme hjem til, derfor er det helt klart en situation, som er vigtigt at få gjort noget ved. Jeg kan genkende det, som du beskriver fra min egen ungdom, hvor jeg selv havde nogle år, hvor jeg hellere lavede aftaler ude i byen eller hjemme hos mine veninder, for at slippe for de stramme krav, som var hjemme ved mig. Der skulle jeg ikke forholde mig til, at jeg skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt, at jeg skulle ordne mine pligter før noget andet, eller at jeg skulle hjælpe til i hjemmet.

Sådan skulle det ikke have været for mig og sådan skal det i høj grad heller ikke være for dig! Det er vigtigt, at man som familie, kan kommunikere - Noget som rigtig mange, både folk og familier, har svært ved. Det lyder også somom, at det er noget, der er svært hjemme ved jer.

Det jeg hæfter mig ved er, at du skriver, at din far gerne vil tale om det, men at det tydeligvis ikke sker - måske har han bare svært ved det?! Jeg tænker, at vi sammen kan forsøge at hjælpe ham lidt på vej - og forhåbentlig også din mor og lægge en strategi for, hvordan i kan finde og opretholde en bedre stemning i hjemmet.

Jeg tænker, at det vil være en god idé for dig at fortælle dine forældre om dine følelser, på en måde hvor de i første omgang ikke får lov at kommentere på det, før du er helt færdig med at tale. Det skal også være i en situation, hvor i helst ikke skal råbe af hinanden. Når man råber og er meget sur, er det meget svært at udvide sin horisont og få forståelse for andres holdninger. Derfor:

Mit forslag er, at du skal skrive op i punktform, hvilke følelser forskellige situationer giver dig. Du skal hele tiden blive over på “din egen banehalvdel” og beskrive med udgangspunkt i dig selv. Du må ikke skrive fx., “mor og far forstår mig aldrig”. Så er du ovre i, at beskrive noget om dem - forstår du? Meningen er, at du skal bruge det som støtte papir, når du efterfølgende skal tage en samtale med dem. Det kan fx se således ud.

- Den måde vi opfører os på overfor hinanden herhjemme gør, at jeg får en følelse af, at jeg ikke har lyst til at være herhjemme. Jeg har haft det sådan siden jeg var 12 år gammel.

- Det gør mig ked af det, at du, mor, råber af mig og siger: om jeg nogensinde har tænkt mig at lave noget som helst. Jeg vil rigtig gerne prioritere min skole og var i denne situation nødt til at prioritere min engelske stil fremfor vasketøjet. Jeg fik her en følelse af, ikke at blive forstået.

- Det gør mig glad, at far siger, at vi skal tale sammen om vores problemer, men det gør mig samtidig ked af det, fordi jeg har en følelse af, at det ikke sker.

- Det gør mig ked af det, at vi skændes så meget.

- Jeg føler mig ensom, når det ikke fungerer herhjemme, da jeg ikke kan tale med nogen om det.
Osv osv.

Derefter skal du skrive dine ønsker ned:

- Jeg vil rigtig gerne ordne vasketøj, men så kan vi måske sammen finde en dag, hvor det passer bedre, eller at det bliver mere fleksibelt, hvis jeg af fx. skole-årsager ikke har tid til at ordne det der alligevel.

- Jeg ønsker, at vi taler pænere til hinanden og at jeg får lyst til at være i hjemmet igen.
Osv osv

Du skal fortælle dine forældre, at du gerne vil snakke med dem. Du skal i en god tone fortælle dem, præcis hvordan du har det - læs gerne op fra dit papir.

De må ikke kommentere på det, før du er færdig og de må ikke råbe af dig! Det kan du opsætte som regler, inden i går igang.

En sidste ting, som i skal gøre i fællesskab er, at lave aftaler for, hvordan i kan få det bedre med hinanden i hjemmet og hvordan i kan forhindre, at der ikke opstår en situation igen om to dage. Det kan for eksempel være en aftale om, at i skal have et sådant møde igen om en måned, for at snakke om, hvordan det går. Til den tid kan dine forældre måske også have udarbejdet og forberedt et papir, som beskriver hvordan de føler i særlige situationer - uden at tage udgangspunkt i dig, men kun dem selv. Det er godt, at få en forståelse af hinanden og hinandens perspektiver, når man skal kommunikere ordentligt. Det vil give dig en forståelse af, hvorfor det er vigtigt for din mor, at vasketøjet bliver ordnet præcis, når hun tænker det. Med bedre forståelser for hinanden kan man nemmere finde en løsning. Du tænker nok nu, “Jeg ved godt hvorfor min mor, vil have det ordnet, det er fordi: sådan og sådan”. Men bare vent. Nogle gange bliver man overrasket, når man får sig en rigtig god samtale uden at skændes!

Det kræver rigtig meget mod, men jeg er sikker på, at du har det i dig! Jeg kan mærke på dit brev, at du er en sej pige!! Dengang jeg var i din alder, ville jeg ønske, at der var nogen, der havde hjulpet mig derhjemme, men jeg havde ikke, som dig, modet til at række ud!

Skriv endelig herind igen, hvis du har nogle spørgsmål og skriv endelig en opdatering på hvordan det går, hvis du har lyst!

Bedste hilsener,
Louise

> Skriv kommentar

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.