Jeg vil gerne i plejefamilie

af Anonym, 14 år - publiceret den 19. May 2019
Hej jeg er en pige på 14 som bor med min familie
Min mor er det sidste år blevet helt anderledes, hun lader mig ikke gøre noget som helst er hele tiden sur og ønsker kun det værste hun har slået mig flere gange og kaldt mig en hel masse ubehagelige ting, min papfar har altid været meget agressiv så det undre mig ikke. Jeg føler mig bare ikke hjemme her hos dem mere. De elsker min storebror tydeligvis mere end mig. Uanset hvad jeg gør bliver de sure eller slår

Redaktøren svarer:

Hej Anonym.

Først vil jeg gerne undskylde det sene svar, især når dit brev er så sårbart, som det er. Dernæst vil jeg sige, at det er sejt at du spørger efter hjælp, for den slags kræver mod.

Jeg er ked af at høre, at du går igennem dette her, og at du ikke føler dig hjemme. Det er ikke en rar følelse, hvilket jeg personligt kender til, da jeg faktisk heller ikke følte mig hjemme - dog hos min plejefamilie - selvom jeg havde kendt dem hele mit liv. Jeg oplevede ligesom dig at blive slået, at blive kaldt en masse ting, at de var efter mig og ikke at føle mig elsket. Jeg kan huske, at jeg følte mig meget ensom med mine oplevelser, og det tænker jeg, at du kan nikke genkendende til. Jeg havde som dig, ikke mod til at spørge om hjælp i god tid, og endte med at være i det i flere år.

Det eneste jeg kan opfordre dig til, er at snakke med en voksen. Det kan f.eks. være en lærer på din skole, eller en træner, hvis du går til sport. Hvis du fortæller om din situation og dine tanker, så har de pligt til at underrette kommunen om det. Det kan desværre være en lang proces, og der er desværre heller ingen garanti for, at du vil blive anbragt i en plejefamilie. Oftest vil der først blive kigget på andre løsninger, da en anbringelse er meget indgribende, og muligvis er det oftest heller ikke den bedste løsning. Det er dog vigtigt, at du er helt ærlig omkring dine oplevelser, for det er først og fremmest dig, som skal være i fokus.

Jeg håber at dette svar kan hjælpe dig på vej, og så skal du selvfølgelig være velkommen til at skrive igen, hvis du har flere spørgsmål, eller bare har brug for at fortælle hvordan du har det.

Med et stort ønske om at alting snart bliver bedre og de bedste hilsner
Sara Louise

> Skriv kommentar

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.