Kan ikke snakke mig fra at være usikker

af C.T., 15 år - publiceret den 23. Jan 2005
Hey igen... Ja, jeg har læst den besked til min kæreste :)

Jeg har været til psykolog 2 gange nu... Det hjælper lidt, men som
tidligere nævnt er jeg så usikker, at jeg ikke kan gøre noget uden at tro, at det
enten er forkert, eller at nogen er imod mig... Håber bare, det er noget teenage-pis for at sige det mildt...

På fredag (d. 14.) skal vi på diskotek... Ved ikke, hvad det hedder, men det
ligger i [bynavn]...
Jeg har også snakket med min kæreste i dag om, hvornår hun synes, det er
utroskab osv... Der er noget, der trykker mig... Det er, at jeg ikke kan
snakke mig fra at være så nervøs for, at alt er galt... :(

Jeg er spændt ang. på fredag... Hvordan det går... Jeg er ikke så glad for at
danse og sådan noget... Er lidt nervøs for, at kæresten skal gøre noget, som jeg
ikke ville være så glad for at se...

C.T.

Redaktøren svarer:

Hej CT.

Nu vil jeg svare dig. Jeg har været i Norge på skiferie, og derfor har jeg ikke kunnet skrive.
Det betyder jo, at du har været på diskotek med din kæreste - håber, at det er gået godt, at det var en god oplevelse for jer. Jeg synes, det er godt, at du og din kæreste har snakket om, hvad I hver især forstår ved utroskab. Når vi er bange for at miste, kommer vi let til at holde for stramt fast i det, vi er bange for at miste - det skal vi huske på og prøve at nyde det, vi har, og prøve at lade være at holde så stramt fast.

Jeg kan ikke lade være med at tænke hele tiden, mens jeg skriver til dig............... Hvordan kan det være, at du tror så lidt på dig selv? Hvorfor bekymrer du dig så meget? Det lyder til, at du har et meget lille selvværd. Når jeg siger selvværd, mener jeg din egen tro på dig selv, og hvor meget du selv synes du og dine føleser er værd. Det er lige som om, du ikke rigtig vil give dig selv lov til at være, som du er. Og skulle det for en periode gå rigtig godt, tror jeg, du begynder at bekymre dig så meget, at der opstår et nyt problem for dig. Det er i alle tilfælde ofte sådan, det er for mennesker med et lille selvværd - det er, som om vi ikke synes, vi fortjener at have det godt, og derfor kommer til at gøre noget, der gør, at vi ikke har det helt så godt længere.

Det kan måske hjælpe dig at tænke på, om de ting du gerne vil, er noget, der gør dig selv glad - er det det, kan det kun være ok. Ganske simpelt fordi det for alle dem, der holder af dig, også vil være det rigtige ene og alene, fordi det gør dig glad. Det er jo det, vi alle ønsker for dem, vi holder af - at de skal være glade.

Håber du vil blive ved med at gå til psykolog. Det lyder jo til, at det hjælper. Det er også hårdt arbejde, ved jeg, men det giver altså også en del glæder senere.
Håber at høre fra dig igen, om hvordan det går.
Mange hilsner og tanker fra Sisse.

PS. Jeg har lagt mærke til, at du ikke har udfyldt rubrikken om at bo i pleje... Tænker på om du har det? Det er lidt vigtigt for os (brevkasseredaktører) at vide, simpelthen fordi der nogle bestemte problemer, plejebørn har til fælles, og alene derfor vil svaret blive bedre, når vi ved det.

> Skriv kommentar