Må ikke komme i plejefamilie for mine forældre

af Kenneth, 15 år - publiceret den 01. Nov 2008
Kære brevkasse

Jeg er 15 år og bor på en efterskole og kan ikke indordne mig på den, fordi jeg aldrig har lavet mine lektier pga. min mors mand, der har været et dumt svin, lige siden jeg var 7 år ca. (ikke min far)

Jeg har haft personlige samtaler med min lærer om alle de problemer, jeg har, og hende har jeg det ikke så godt med, og hun har vel nok det samme med mig.

Hun har også tilbudt mig, at der kommer en slags skolepsykolog ud og snakker med mig, og som ikke har noget med skolen at gøre, men jeg takkede nej.

Hjemme hos mine forældre har jeg det ikke godt med nogle af dem. Jeg synes bare, at de er nogle ... svin.

Jeg kan bare ikke tage dem den måde, de er på og behandler mig på, selv om jeg ved, at de vil det bedste for mig.

De har begge sagt, at jeg selvfølgelig ikke kan komme plejefamilie, og det er så mit problem.

Jeg kender heller ikke noget til plejefamilier andet end, at nogle af mine venner er kommet i plejefamilie, og det går godt.

Nu er mit spørgsmål bare, hvad jeg skal gøre med mit liv, og om jeg skal i plejefamilie...

Kenneth

Redaktøren svarer:

Hej Kenneth

Det er en stor beslutning at forlade sin familie!

Om det vil hjælpe dig at komme i familiepleje, er ikke sikkert. Måske er det noget helt andet, der skal til!

Jeg synes, du skal tage imod tilbuddet fra din lærer om at snakke med en udefra, så du kan finde frem til, hvad det er, der kan hjælpe dig videre med dit liv.

Du kan også prøve at ringe til den sociale døgnvagt på tlf. 33 33 98 06. De har åbent hele døgnet alle dage, og du kan ligesom her være anonym.

Hilsen Svend

> Skriv kommentar