Mange spørgsmål

af martina, 25 år 17 år i pleje - publiceret den 04. Apr 2010
Hej.

Jeg er vokset op i en plejefamilie, fra jeg var 1 år, til jeg flyttede hjemmefra som 18-årig. Har aldrig boet andre steder.

Jeg har mange spørgsmål, da min plejemor aldrig har fortalt særlig meget. Vi har ikke et godt forhold. Jeg flyttede også hjemmefra, da jeg for nok femte gang blev smidt ud og fik at vide, at hun aldrig ville se mig igen, og at jeg kunne tage og skride. Siden da har jeg undret mig over mange ting i hele plejeforløbet. Bl.a. vil jeg gerne se mine pleje-filer. Hvis de findes. Jeg er i dag 25 år. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få fat på dem?

Og hvorfra ved jeg, hvilken kommune der anbragte mig? Er det den kommune, hvor jeg kom hen at bo? Eller har det noget at gøre med sådan et plejecenter? For den lå i en anden kommune.

En anden ting, jeg har tænkt på, er det med pengene. F.eks. fik jeg at vide af min plejemor, nogle år efter jeg var flyttet, at jeg som plejebarn egentlig havde krav på støtte til at flytte, altså at jeg kunne få hjælp til økonomi og lejlighed. Det fik jeg aldrig, for min plejemor påstod, at hun ikke vidste, hvor jeg var henne, og at hun ikke havde kontakt til mig, hvilket var en løgn. Hun har hele tiden haft mit telefonnummer. Er det rigtig, at jeg stadig kunne have krav på støtte, selv om jeg var flyttet hjemmefra?

En anden ting er sådan noget som børneopsparing. Har jeg krav på det som plejebarn? For det har jeg aldrig fået. Min plejemor fortalte mig, da jeg var 20 og bad om min opsparing, at jeg først havde krav på den, når jeg blev 23. Og da jeg senere hen spurgte til den, fik jeg at vide, at jeg aldrig havde haft en, at det havde der ikke været råd til. Men jeg ved, at min plejesøster, altså hendes egen datter, havde fået en.

Så tænker jeg også på, om jeg har ret til arv fra plejefamilien? Er bange for, at jeg intet vil få ... Har jeg ret til det? Håber, at I kan hjælpe.

I kan evt sende svar på min email [email-adressen er fjernet, da vi ikke offentliggør email-adresser - hold øje med siden i stedet].

Tak

Redaktøren svarer:

Hej Martina.

Tak for dit indlæg og dine spørgsmål.

for at tage det fra en ende af:

1: Dine sagsakter kan du få indblik i ved at rette henvendelse til den kommune, du er anbragt fra. Det kaldes at få aktindsigt. Det tager nogen uger, fra du har anmodet om at få indsigt, til du får det.

2: Du er anbragt af den kommune, du boede i på det tidspunkt, anbringelsen blev iværksat som 1-årig. Hvis du ikke ved, hvilken kommune, det er, kan du gå ned på kommunen i borgerservice og anmode om en bopælsattest. På denne finder du din første folkeregisteradresse, som kan fortælle dig, hvilken kommune du oprindelig er fra. Skulle du derefter stadig være i tvivl, kan du spørge i borgerservice, om de vil hjælpe dig med at opklare det. Jeg er sikker på, at de vil være dig behjælpelig.

3: Du har som udgangspunkt mulighed for at få hjælp til flytning, såfremt sagsbehandleren fra anbringelseskommunen kan støtte op om foranstaltningen - altså det, at du skal ud og bo for dig selv. Det forudsætter som sagt, at sagsbehandleren er med på ideen, for ellers kan du ikke få støtte. Da du er 25 år nu, og din sag derfor er lukket, har du ikke mulighed for at få noget.

4: Du har ikke krav på en børneopsparing. Hvis der har været en, vil den stå i dit navn og kan ikke hæves af andre. Du kan undersøge det i din bank, om en sådan eksisterer eller har eksisteret. Det vil de kunne hjælpe dig med at opklare.

5: Da du ikke er biologisk barn, kan du ikke arve fra dine plejeforældre, medmindre de i et testamente har skrevet dig til at arve noget.

Held og lykke med det hele.

Knus Maia

> Skriv kommentar