Meninger og holdninger til plejefamilier søges

af MortenM, 36 år - publiceret den 16. May 2012
Hej

Vi er to journaliststuderende, der er igang med at lave en opgave om plejefamilier. Det vi fokuserer på er, om plejefamilier helt grundlæggende er en god ide. Flere peger på, at man som plejebarn godt kan komme til at føle sig som tredie hjul i en plejefamilie - og det er måske ikke det man har brug for, når man står i en i forvejen svær situation.

Vi har brug for at tale med flere personer, som er i pleje eller har været det. Og vi vil meget gerne høre både den positive og negative historie.

Vi vil ikke fortælle flere skræk-historier (dem er der så rigelig af i medierne lige for tiden). Vi vil derimod gerne forholde os mere analytisk til hvordan plejefamilier fungerer og om plejefamilien i det hele taget er en god ide!

Vi vil ikke 'hænge nogen ud' (og du kan også være anonym) - men vi har brug for at høre om dine erfaringer.

Vil du fortælle os om dine egne oplevelser, så hører vi rigtig gerne fra dig. Du kan kontake os på mail-adressen [email-adresse fjernet]

På forhånd tusind tak!

Mvh

Morten Mariani og Jesper Norup

Redaktøren svarer:

Hej Morten og Jesper

Tak for henvendelsen.

Det er Børnetingets politik ikke at skabe kontakt mellem brugere, da det indebærer potentielt etiske problemstillinger, der ikke er hensigtsmæssige eller nemme at håndtere. Dette inkluderer også at skabe kontakt mellem journalister/studerende og brugerne herinde. Derfor har vi slettet jeres email-adresse.

Jeg vil opfordre jer til at henvende jer til steder som De 4 Ã…rstider, Baglandene, TABUKA eller andre netværk for anbragte og tidligere anbragte.

Med venlig hilsen
Stefan Jul Gunnersen
Webredaktør

Kommentarer:

Jeg tror, man skal være en MEGET dygtig plejefamilie, hvis barnet ikke skal føle sig som tredje hjul i familien!

Selv har jeg haft en god plejefamilie, og de behandler mig som deres egen ... og dog! Jeg har altid (tror jeg) kunnet mærke, at jeg ikke er en "ægte" del af familien. De har deres egne børn, og når der er familiefester o.lign., har man heller ikke følt sig særlig "en del af familien".

Der er love og regler, som man som plejefamilie skal forholde sig til. Og jeg tror ikke, det er nemt at skulle jonglere med både kommune (flere sagsbehandlere, alt afhængig af hvor mange børn man har i pleje); forældre, familien og selvfølgelig børnene!

Da jeg skulle anbringes, var jeg rædselsslagen for, om jeg skulle på et børnehjem...! Jeg forestillede mig det meget institutionsagtigt, med skiftende personale og andre umulige børn ... Selv var jeg 14 og meget indadvendt. Min holdning er, at plejefamilie er bedst for nogle børn, alt afhængig af hvor omsorgssvigtet man er. Hos en plejefamilie oplever børnene familiesammenhold, forældre der arbejder og elsker hinanden, struktur og forudsigelighed. Ting som er vigtige for at have det godt i sjælen.

Ud over sin plejefamilie, så har mange børn også sin egen familie. Nogle børn føler sig jo mega priviligeret af at have flere familier ... Selvom det også kan give barnet ambivalente følelser.

Jeg kan kun fortælle ud fra min egen erfaring, og hvad jeg har oplevet fra andre plejebørn, som jeg kender. Og min mening er, at hvis jeg ikke var blevet anbragt i en plejefamilie, så havde jeg ikke haft mit liv i dag, som jeg er utrolig glad for.

Håber det kan bruges til noget - og interessant emne ;-)
Af Anna 28 år 4 år i pleje
29. June 2012

Jeg havde det ikke godt, da jeg var i plejefamilie - af mange grunde som jeg ikke orker at nævne, da det er en lang historie. Så kom jeg videre på institution - der blev jeg misbrugt seksuelt. Det værste har vel været, at ingen har holdt tilsyn - ingen kom og spurgte, hvordan jeg havde det.

I dag er jeg voksen. Jeg har social angst i forhold til at præstere, at tage uddannelse, svært ved grænser, at sige til og fra, er ikke tydelig nok, står ikke fast, og på et tidspunkt flyder bægeret over, og jeg bliver gal. Der er ingen behandlingstilbud til en som mig andet end medicin, som ikke hjælper.

Jeg er parkeret på en førtidspension. Jeg havde ellers fundet en uddannelse indenfor kunst, men der var en temmelig stor egenbetaling, som er mere, end hvad jeg kan klare, og kunst er ellers det eneste, jeg føler mig sikker i. Kan arbejde en hel del selvstændigt indenfor, og med i det forløb var også iværksætterkursus.

Jeg føler mig ensom og til overs, når alle andre går på arbejde og har familie og børn at komme hjem til, tager på ferie, har forskellige interesser - alle de der ting, som man gør i et normalt liv - så har jeg ikke engang det halve af at have et helt liv.

Mine to piger har jeg aldrig slået eller sultet, drukket eller taget stoffer, og jeg savner dem, og jeg ser dem så sjældent, og jeg leger med dem, laver mad med dem, giver dem gaver, giver dem alt, hvad jeg kan, og passer mit samvær til punkt og prikke, men det er ikke engang nok til, at jeg kan se dem ofte. Tværtimod: Jeg ser dem så sjældent, og hvor jeg dog savner dem og tænker på dem hver dag.

Jeg er altid blevet mødt med fejlsøgning, tilsyn og kontrol - aldrig noget positivt. Den evige tro på, at den sociale arv er ubrydelig. Selv tror jeg på det i dag, for der kommer ingen og hjælper en videre - sejler i min egen sø, og jeg spørger hver dag, hvorfor skal jeg være her - hvad er meningen med mit liv. Det er et rigtigt lorteliv.

Jeg havde engang venner, men de har alle børn, og jeg kan ikke holde ud at besøge dem, for jeg savner mine egne børn så meget, og at se dem med deres børn forstærker mit eget savn af mine børn. Jeg ville ønske, jeg havde mine børn med, og at de legede med mine venners børn, og at vi tog på ture sammen med vores børn, men nej, sådan bliver det ikke, og det er blevet til et hudløst ensomt helvede at være mig.

PS. Det tredje hjul - enten det eller de stakkels plejeforældre, der ikke selv kan få børn, og beslaglægger andres børn, så de kan realisere deres egne drømme. Og deres dårlige udtalelser om biologiske forældre er jo lov - de er jo autoriteter. Jeg tror ikke, der er mange, der bliver plejefamilier af et godt hjerte.

Jeg savner at se medierne skrive om, hvor lidt hjælp og støtte biologiske familier får, sådan så de kunne beholde deres børn. Hvis min mor var blevet støttet i sit liv på den rigtige måde i at gå fra min far og få nogle redskaber til, hvordan hun kunne lære at tage bedre hånd om sit liv uden at være alt for afhængig af at have en mand bare for at have en, tror jeg nok lige, at historien kunne have set anderledes ud både for min barndom og mine børns.

Der er iøvrigt heller intet, der dokumenterer, at anbragte børn generelt får et bedre liv. Tror på, at der sagtens kunne være færre anbragte børn. Selvfølgelig er der ekstreme historier, hvor børn bør fjernes, men der er sandelig også mange familier, som kunne hjælpes med den rette hjælpeforanstaltning, som er rettet imod den enkeltes behov, for mennesker kan ikke puttes i kasser. Mennesker er forskellige med forskellige behov.

Og så undrer det mig, at der kan blive holdt nok så meget tilsyn og dyneløfteri med biologiske familier, men plejefamilier er jo godkendte af kommunen, og systemet vil nødig kritisere sig selv. Dem bliver der sjældent holdt øje med, så det bliver barnet, der bliver taberen der, hvis anbringelsen ikke går godt. Det er da et utroværdigt system for mig at se, men medierne går aldrig i dybden med de her sager. Hvor kringlet hele lovgivningen i det hele taget er på det område - hvor meget den modsiger sig selv.
Af Camilla 32 år 1 år i pleje
02. July 2012

Jeg forstår ikke, at altid kun det negative skal frem! Men okay! Man oplever livet forskelligt! Smiler!

Jeg er kun taknemmelig for, at nogle har villet gribe ind! Jeg blev fjernet fra hjemmet som 16-årig. Boede på efterskole i 2 år, og der blev taget godt af mig af lærerne på skolen (måtte ikke komme hjem).

Efter det kom jeg på en anden kostskole i 3 år, hvor en af lærerne automatisk blev min plejefamilie. Jeg har altid været en del af familien. Jeg har altid haft en god kontakt til dem - også i dag. De støtter mig stadig tæt, selv om de bor langt fra mig!

Men det må jeg sige/indrømme: Hvor har det været svært/udfordrende at leve i to miljøer, men det har i dag givet mig den livserfaring. Men jeg betragter i dag plejefamilien som mine forældre. Mine biologiske forældre er i dag borte - da jeg var 13 og 26 år - og jeg mistede mine to søskende, da jeg var 23 og 36!

Men med den øvrige biologiske familie har jeg en ok kontakt og ser dem jævnligt på mine præmisser! De har altid accepteret situationen, som den var, og støttet op om det med deres ressourcer og formåen. Det er jeg i dag evig taknemmelig for, og det har nok banet vejen for, at det gode plejeforhold har kunnet fungere, og at jeg i dag har den gode kontakt til begge familier!

Jeg er opvokset med forældre, hvor den ene var alkoholiker m.m. og den anden psykisk syg m.m.! Jeg kender til flere plejeforhold, som er gode, men kender et par stykker, som er gået i stykker af mange grunde. Men må da indrømme, at det gør ondt helt ind i sjælen. Men der er jo mange grunde til, at det slutter.

Men selvom det hele lyder godt, må jeg indrømme, at jeg bokser med ting i mit voksenliv, som har rod i omsorgssvigtet!
Af solskin 36 år 5 år i pleje
30. November 2012

> Skriv kommentar