Min bror har forgrebet sig på mig

af Sue, 15 år 3 år i pleje - publiceret den 28. Sep 2005
Min bror har forgrebet sig på mig. Jeg fortalte det til mine plejeforældre, og nu snakker vi ikke sammen. Hvad skal jeg gøre?

Redaktøren svarer:

Kære Sue.

1000 tak for dit indlæg! Jeg synes, at det er flot, at du kan dele din oplevelse med mig og Børnetingets læsere.

Jeg er meget ked af at høre, hvad der er overgået dig. Du skal vide, at du har gjort det rigtige ved at fortælle det til dine plejeforældre. At de ikke taler til dig længere, er ikke din skyld! Du har intet gjort forkert. Du har kun gjort, hvad der er rigtigt!

At dine plejeforældre ikke reagerer på, hvad du fortæller dem, skal du ikke lade dig slå ud af!
Det er meget forkert, hvad din bror har gjort ved dig. Det er nemlig sådan, at det faktisk er ulovligt, hvilket betyder, at overgreb som det, du har været udsat for, bliver taget meget alvorligt - så alvorligt at man kan straffes for det.

Jeg synes derfor, at du skal snakke med en voksen person, som du holder af, og som du har tillid til. Det kan f.eks. være din skolelærer, en pædagog eller f.eks. en venindes mor.
Fortæl dem, hvad du har fortalt mig, og så vil de hjælpe dig. Der vil formentlig ske det, at de vil få fat i en sagsbehandler og i politiet, og så vil de tage sig af resten.

Jeg kan godt forstå, hvis du er bange for, at de vil vende ryggen til dig ligesom dine plejeforældre, men det skal du ikke være bange for. Jeg vil næsten med garanti kunne love dig, at de vil tage dig seriøs og hjælpe dig.

Jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke med det! Husk, at det er det rigtige, du gør, ved at fortælle om, hvad du har været udsat for - og husk ikke mindst, at du ingenting har gjort forkert!

Du er velkommen til at skrive ind igen og fortælle mig, hvordan det går, og hvad der videre er sket!

1000 tanker og et varmt knus fra Maia

> Skriv kommentar