Min datter siger at jeg ikke er hendes mor

af MortilanbragtY, 4 år 3 år i pleje - publiceret den 28. Jun 2019
Hej.

Jeg står i en situation, hvor jeg hverken kan sove, spise eller leve. Jeg er fuldstændig knækker og jeg har brug for nogle udenforstående, der kan give et godt råd.

Min datter blev anbragt, da hun var 7 måneder og er i dag 3 år. Jeg har altid haft samvær med hende hver uge og hun har ALDRIG kaldt mig andet end mor.

Her for en måned siden, kalder hun mig ved navn og siger, at plejefamilien har kaldt hende løgner, fordi hun fortalte dem at jeg hedder X. Jeg fortæller hende, at jeg helst vil have at hun kalder mig mor, men at det altså er rigtigt, at mit navn er X. Indtil nu, har hun altid kun kaldt mig X overfor andre og når plejemor er til stede. Aldrig når vi har været alene. Hun hænger på mig, kysser, krammer og fortæller hele tiden hvor meget hun elsker mig og savner mig og at hun gerne vil bo hos mig. Jeg startede sag i retten for to år siden, som stadig er igang, hvilket meget tydeligt påvirker plejefamilien. Det ved jeg fordi, at plejemor fortæller mig at “Y er jo nærmest vores datter” og “Y spørger tit om hun må blive hos os” og alt det her begyndte først efter jeg startede sagen.

Nu har jeg snakket med hende idag, hvor hun gentagne gange kalder mig X. Da jeg så siger til hende “Jeg hedder mor” så bliver hun meget vred og løber ud til plejemor og siger “Sig til hende at det ikke er rigtigt. Sig at hun ikke er min mor” og så siger plejemor “Y, du har ligget i hendes mave, så hun er din mor.”

Alle siger, at det er en fase. Og jeg ved ikke om jeg bare er paranoid, men jeg begynder virkelig at tro, at der er blevet sagt noget jeg ikke ved noget om. Hun har aldrig gjort det før og plejemor siger, at de ikke vil rette på hende når hun kalder mig for X og plejemor for “mor”, hvilket jeg faktisk synes er forkert. Især fordi at hun altså med stor sandsynlighed skal hjem og bo indenfor de næste 9 måneder. Så er det altså ikke ret godt, at hun får et forkert syn på, hvem der er hvad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det gør ufatteligt ondt og jeg kan ikke lade være med at føle, at de har taget alt fra mig og hun ikke har brug for mig mere. Mit hjerte er fuldstændig knust.

Jeg ved godt, det er naturligt at anbragte børn skaber et tæt bånd med plejefamilie og hun har også været anbragt al den tid hun kan huske, men jeg synes det er så uretfærdigt, at de skal have lov til at overtage hende på den måde. Der er endda også begyndt at komme udtalelser til kommunen om at de er bekymrede for samværet, til trods for at samværskonsulenten som jeg forlangte at få pga udtalelserne, siger noget helt andet. Det føles som om, at de gør alt for at holde hende fra mig.

Redaktøren svarer:

Kære mor til anbragt

Jeg kan virkelig godt forstå, hvor svær en situation det må være for dig. Jeg har på egen krop oplevet, hvor svært det kan være at have en mor det ene sted, en plejemor det andet sted, biologiske søskende et tredje sted og en far et fjerde sted. Efter jeg er blevet voksen har jeg tænkt meget over, hvor svært det også må have været for dem. Især for mine plejeforældre, da jeg gerne ville hjem og bo hos min mor igen. De følte nemlig også, at jeg var deres datter. Men jeg husker også ønsket om at kalde dem for ’mor’ og ’far’, selvom jeg havde min egen mor og far, som jeg elskede højere end noget andet. For mig var det egentlig bare et ønske om at være ligesom alle de andre, der boede hjemme hos deres mor og far. Du fortæller hvor glad din datter er for dig, hvor meget hun savner dig, og hvor godt hun har det når I er sammen. Det må du holde fast i. Det er det, der er det vigtige, og det er det, som virkelig betyder noget på den lange bane. Selvom jeg godt kan forstå, at det betyder rigtig meget for dig, så tror jeg det er vigtigt, at du fokuserer på at være hendes mor, uanset hvad hun kalder dig. For det stærke bånd jeg selv havde til mine forældre, selvom jeg har boet det meste af mit liv i plejefamilie, vil altid være et helt andet end det jeg havde til mine plejeforældre. Ens mor vil altid være ens mor, selvom man bor i plejefamilie. Måske din datter er nået en alder, hvor det kan være svært for hende at sætte brikkerne sammen i forhold til hvem der er hvem. Men hvis du ser hende hver uge, og fortsætter med at være hendes mor, så er jeg sikker på, at det hele kommer til at give sig selv. Jeg tror det vigtigste er, at du bruger al din energi på at være en god og fantastisk mor, som ikke giver udtryk for din ubekvemhed omkring hendes plejeforældre eller irettesætter hende når hun kalder dig ved andet navn. Din datter vil altid have brug for dig og du vil altid være hendes mor, uanset hvad hun kalder dig.

Jeg håber at du, plejeforældrene og kommunen kan finde ud af at samarbejde omkring din datter, for jeg ved selv hvor vigtigt det er, at man føler at de voksne er på samme side, så man ikke føler sig klemt imellem de voksne som man holder allermest af.

De bedste hilsner
Maria Kristiansen

> Skriv kommentar

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.