Min venindes plejefamilie

af Pige, 18 år - publiceret den 10. Dec 2010
Hey :)

I nogle år har jeg gået rundt med et kæmpe spørgsmål, som jeg håber, I kan hjælpe med. Da jeg var 15-17 år gammel, gik jeg på efterskole sammen med min bedste veninde. Vi var altid sammen og hyggede os altid, men jeg kunne
mærke, at der var nogle ting, som var galt, og jeg fandt så sandelig også ud af, hvad det var. En aften fortalte hun mig, at hun måske troede, at hendes far havde misbrugt hende osv.

Hun gik lidt i baglås over at fortælle mig det, så
jeg tog fat i hendes hånd og sagde til hende, at jeg ville spørge hende om nogle konkrete ting, og hvis hun ville svare ja på det, jeg spurgte hende om, skulle hun trykke min hånd.

Så jeg måtte i gang med at spørge hende ud om alt,
jeg kunne komme på. Til sidst havde jeg samlet så meget information sammen, at jeg godt kunne lægge to og to sammen. Hendes far havde vist ikke kun voldtaget hende én gang, men mange gange gennem hendes barndom. Jeg sagde til
min veninde, at jeg syntes, vi skulle snakke med hendes lærer om det og få gjort noget ved det. Hun gik med til det, og det hele endte med, at hun først kom i akut plejefamilie og så i en plejefamilie, som hun kunne blive ved.

Men her er så mit spørgsmål - det er jo egentlig mig, som har sat alt det her i gang, men jeg syntes ikke, at plejefamilien gør det, som vil være bedst for min
veninde. Jeg har været derude så mange gange ved hende, og det hele derude virker så koldt, og hun har brug for så meget kærlighed og omsorg som indtil videre kun er mig, der har været i stand til at give hende.

Bør jeg gøre noget mere? Eller skal jeg stole på plejefamilien og kommunen? Det skal lige siges,
at hun ikke selv ved, hvad der ville være bedst for hende!

Håber I kan hjælpe

:)

Venlig hilsen fra mig

Redaktøren svarer:

Hej med dig.

Jeg ved, at du har ventet længe på dette svar. Jeg er ked af, at det kommer, så længe efter du har sendt dit brev, men håber, at du kan bruge det til noget.

Jeg synes, det er rigtigt godt, at du har hjulpet din veninde, og at du stadig vil hjælpe hende. Der skal en del mod til at gøre noget og ikke nøjes med at lytte, selv om det er meget vigtigt at kunne det, altså lytte.

Når jeg læser dit brev, kommer jeg i tvivl om en meget vigtig ting, nemlig om den bekymring du har, omkring hvorvidt din veninde får det, hun har behov for, er noget, du føler eller noget, hun siger. Når jeg synes, det er vigtigt, er det fordi man ikke kan hjælpe nogen, der ikke selv vil hjælpes, og man kan slet ikke hjælpe nogen med noget, de ikke selv ser som noget, de har brug for hjælp til.

Når det er sagt - og du skriver også, at hun ikke altid ved, hvad der er bedst for hende - synes jeg, at du skal prøve at snakke med hende om, hvordan hun har det i plejefamilien - også de gode ting, og hvad hun godt kunne ønske var anderledes. Når hun har fortalt dig det - og det kan godt være svært for hende, men jeg har et indtryk af, at du er god til at snakke med hende - så kan du fortælle hende, hvad det er, du ser, og hvad det er, du er bekymret over.

Så kan I sammen få det gjort mere konkret og så måske sammen tage en snak med plejefamilien om det, for det kunne jo være, at plejefamilien tror, at de gør det, der er bedst for din veninde, og hvis der ikke er nogen, der har sagt andet til dem, kan de jo ikke tro andet. Hvis det er for svært at snakke med plejefamilien, så kontakt din venindes sagsbehandler og få et møde med hende/ham og fortæl, hvordan hun har det, og hvad hun ønsker skal være anderledes.

I alt det her skal du bare hele tiden huske, at det er vigtigt, at det er hendes behov, der kommer først, og at vi ikke alle er ens og derfor ikke alle har de samme ønsker. Men vi har alle sammen brug for kærlighed og omsorg. Vi er bare nogle, der har svært ved at tage imod kærlighed og omsorg, selv om der står nogle, som gerne vil give det til os.

Håber, du kan bruge mit svar. Ellers så prøv at skrive igen og fortælle lidt mere om, hvad din veninde selv siger - så kan jeg bedre give dig et svar.

Venlig hilsen
Sisse

> Skriv kommentar