Mulighed for at komme i plejefamilie?

af Blackie, 13 år - publiceret den 08. Jun 2015
Hej.

Jeg har længe overvejet, om jeg kan komme væk fra min familie - mor, lillesøster og papfar.
Min mor og jeg kan ikke finde ud af det. Efter jeg kom ud som transseksuel og biseksuel har hun været mærkelig, og flipper ud, lige meget hvad jeg gør. Hun accepterer ikke, hvem jeg er, og det gør virkelig ondt, når jeg stolede nok på hende. Vi har ikke haft et godt forhold i flere år, men det er bare blevet for meget nu, og jeg vil gå så langt som at sige, at jeg faktisk ikke elsker hende mere, og jeg tror heller ikke, at hun elsker mig.
Jeg kan ikke fordrage min papfar, så min lillesøster er den eneste, jeg har.
Min mor og far er skilt, og jeg besøger min far i weekenden. Han er sød nok, og jeg kan godt lide hans kæreste, men efter fem dage får jeg bare nok, og skal væk.

Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling i tre måneder, hvor min mor gik ned med stress, og var sur på mig hele tiden. Det resulterede i at jeg udviklede en spiseforstyrrelser, begyndte at cutte, overvejede at begå selvmord, og tog smertestillende uden hendes viden. Det førte til et kæmpeflip fra hendes side, da hun fandt ud af det, og hun afskyede mig.
Jeg fik diagnosen mild autisme, Aspergers Syndrom, og min mor har flere gange slået i bordet og råbt af mig og sagt, at hun ikke kan holde mig og min autisme ud, og andre ting der har gjort mig ked af det.

Jeg har tænkt på enten at komme i plejefamilie eller at bo hos mine morforældre, for de er rigtig søde, men jeg ved ikke hvordan. Jeg kan ikke snakke med min mor, for hun bliver sur eller lader som om, det er en joke, og jeg kan ikke snakke med min far. Jeg kunne måske snakke med min mormor, men hun ville ikke kunne gøre noget.
Jeg er endelig kommet ud af mine 'uvaner', men jeg er virkelig bange for at det kommer tilbage, hvis jeg ikke kommer væk i en (helvedes) fart.
Mit spørgsmål er, kan jeg komme i plejefamilie - er min situation 'alvorlig' nok, bare til at flytte til mine morforældre? Og i så fald, hvem skal jeg kontakte og hvordan?

~ Blackie

Redaktøren svarer:

Kære Blackie

Mange tak for dit brev. Jeg tænker, det må have været svært at skrive alle de tanker og følelserne ned. Det er utroligt flot, at du har skrevet ind til os.

Jeg kan godt forstå, at der er meget der fylder, for der sker absolut også mange ting i din verden lige for tiden.

Hvordan har din mor taget, at du er transseksuel? Jeg tænker, at det er noget, du har vidst omkring dig selv i mange år og derfor tænker jeg også at din mor har haft en mistanke. Det kan måske være erkendelses perioden, der er svær for hende? Er der evt nogle foreninger, der kunne råde og vejlede jer i forbindelse med at være transseksuel?

I forbindelse med at du er biseksuel, tænker jeg ikke, at dette er et tabu længere og folk ser det som værende helt almindeligt. Jeg synes det er super godt, at du har lagt kortene på bordet og de mennesker, som vil dig det godt, vil ikke vælge dig fra af den grund.

Det er hårdt at sige, at man ikke elsker sin mor, men det kan sagtens være, at du har det sådan. Jeg har hadet min mor ud over alle grænser, virkelig hadet så det stod ud af ørene på mig, men jeg vil altid elske hende og vil ikke undvære hende. Hun er min mor, men har lært, at det er på mine primisser. Jeg lader ikke nogen såre mig igen, måske du skulle lade hende være din mor på dine primisser?

Hvorfor hader du din stedfar? Er der noget, han har gjort eller ikke gjort? Kunne det være, at en snak med ham kunne hjælpe på det? Ville han lytte til dig?

Jeg er så glad for, du har din søster, jeg er selv enebarn og ville ønske jeg havde en søster eller bror jeg kunne dele livet med. Husk at holde fast på din søster.

Jeg er glad for at høre, at du har været på en psykiatrisk afdeling, de er gode til dere arbejde og tror og håber de har været en hjælp i den recovery proces og det er så dejligt, at du er kommet dig, uden at gøre skade på dig selv længere.

Du skal huske at passe på dig selv, så du kan passe på din søster.

At have en diagnose er ikke en slem ting. Jeg arbejder med dette til hverdag og alle er fantastiske mennesker. "Man er ikke en diagnose, man har en diagnose." Det vil sige, du har kontrollen over den og den har ikke kontrollen over dig.

Tror din mor reagerer, som hun gør, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal takle det, måske du kunne hjælpe hende. Beskrive for hende, hvordan du har det og involvere hende de ting, du føler og oplever?

Jeg synes, du skal tage kontakt til den familieafdeling, der er i din kommune. Du skal forklare dem situationen og enten kan du snakke med en socialrådgiver ellers kan der komme en familiekonsulent ud i hjemmet og derved kan I sammen finde ud af, hvad der er bedst for dig.

Du virker som en stærk pige med ben i næsen. Du skal ikke lade nogen knække dig - bliv ved med at kæmpe for din selvstændighed og din egen frie vilje.

Du hviler i den, du er og alene det skal nok gøre, at du kommer godt ud på den anden side.

Jeg ønsker dig al held og lykke i fremtiden og du er altid velkommen til at skrive igen.

Mvh.
Chris Jeanett
Anbragt som 15 årig.

> Skriv kommentar