Penge til tøj m.m.

af sdjkld, 14 år 1 år i pleje - publiceret den 15. Oct 2012
Hej,

Godt nok har dette intet med plejefamilie eller noget at gøre, men da jeg kender denne side fra tidligere, jeg var i plejefamilie, tænkte jeg, at jeg ville skrive hertil om hjælp.

Mit problem er, at jeg ingen penge får af mine forældre til tøj, sko, sjov osv., hvilket jeg faktisk ikke har fået, siden jeg var 8 år. Jeg har altid måttet bruge mine fødselsdagspenge på tøj og sjov, og i julegave har jeg måttet ønske mig sko, tøj og nødvendige ting.

Faktisk var det så slemt, at jeg i de yngre år gik i arvet og hullet tøj. Det var virkelig flovt. Nu er jeg blevet konfirmeret og har lidt flere penge at gøre med, men de penge har jeg jo ikke for evigt, for en teenager skal jo jævnligt have nyt tøj.

Jeg har snakket med mine forældre om et lille beløb om måneden (jeg tænker 400 kr.); men det vil mine forældre ikke gå med til. Heller ikke hvis jeg laver noget for dem. For mig er det rigtig træls, for mange af mine venner får et beløb fra 500,- til 700,- pr. måned, og faktisk tjener mine forældre på at have mig hjemme, for da jeg var i plejefamilie, fik de jo naturligvis ikke børnepenge, og der overhørte jeg - at de faktisk mistede penge ved ikke at have mig boende. Faktisk er der jo også en lov, der siger, at forældre skal forsørge deres børn med tøj, til de er 18, så de ikke behøves at arbejde - hvilket jeg bliver nødt til, når jeg er gammel nok.

Kan I evt. hjælpe mig med, hvad jeg kan gøre? Kommunen har jeg overvejet at snakke med det om, men jeg vil helst undgå at ryge i plejefamilie igen, da de ser et stort problem i, at jeg bor hjemme.

Knus Mig :)

Redaktøren svarer:

Hej

Du har fuldstændig ret i, at dine forældre skal forsørge dig, til du er 18. Det er også rigtigt, at dine forældre ikke fik børnepenge, da du var i familiepleje, og at de får det igen, nu du bor hjemme. Men der er ikke en lov, der siger, hvordan de skal bruge børnepengene. De kan jo altid sige, at de bliver brugt på mad og andre udgifter.

Jeg tror, at du er nødt til at snakke med din sagsbehandler om det. Hun er der jo for at hjælpe dig.

Du skal vide, at kommunen kun kan tvinge dig i familiepleje eller andet, hvis de laver en tvangsfjernelse, og det kan de kun gøre, hvis du bliver behandlet meget dårligt af dine forældre.

Men når det er sagt, så skulle du måske tænke lidt over, hvad det er, kommunen er bekymret over - hvad er det, der gør, at du ikke synes, at det er det bedste for dig at bo hjemme? Måske har de ret i, at du fortjener noget, der er bedre for dig, end det dine forældre er i stand til at give dig.

Jeg ved jo ikke, hvordan dit liv er, men jeg ved, at når kommunen er bekymret, er det, fordi der er noget, dine forældre ikke kan give dig.

Hvis du kender en voksen, du har tillid til, synes jeg, du skal spørge, om hun/han vil gå med dig op og snakke med din sagsbehandler. Kender du ikke nogen, kan du ringe til Børns Vilkår, www.bornsvilkar.dk. Der kan du få en bisidder, som kan gå med dig - og det er altid godt at have en med, som hører det, der bliver sagt, og en som man kan snakke med om det. Og så skal du tænke på, hvad der er bedst for dig.

Venlig hilsen
Sisse Bøgild

> Skriv kommentar