Plejefamilie?

af L, 15 år - publiceret den 13. Aug 2017
Hey Børnetinget.

Jeg har hele mit liv haft det ekstremt svært med mine forældre. Det startede med blive låst ude om natten, at blive jagtet op af trapper osv. Intet af dette foregår den dag idag, men det er stadig det eneste, som jeg ser, når jeg kigger på dem. Da jeg var yngre, blev jeg ikke så meget ramt af det, men da jeg pludselig gik i 7. klasse, gik det op for mig, at det ikke var sådan, man behandlede sin familie.
Senere i livet er jeg derfor meget ramt af, hvordan de håndterede tingene. Jeg har meget svært ved at stole på folk, og har derfor ikke haft mange venner de sidste tre år. Jeg har ekstremt mange gange forsøgt at snakke med dem om det. Men de ser intet af, hvad de gjorde som forkert, og vil ofte enda forsøge at benægte det. I 9. klasse gik jeg på efterskole, fordi siden 7. klasse var jeg blevet deprimeret, og havde mistet lysten til at leve. Så jeg tænkte, at det var en god måde at komme væk fra dem på. Men fordi jeg stadig var så ramt af det, og jeg stadig så dem i weekenden, og ikke kunne med mine roomies, endte det med jeg var nødt til at droppe ud i april.

Mine forældre havde ikke troet på mig overhovedet i det, som jeg fortalte, så derfor havde det taget flere måneder før jeg fik lov - og der var flere aftener på efterskolen, hvor jeg gik og overvejede at ende det. Nu er jeg så hjemme igen, men jeg kan simpelthen stadig ikke med dem. Vi snakker ikke så tit, og hvis vi gør, er det enten fordi, at de vil have noget fra mig, ellers er de sure, og vi ender med at skændes. Mine forældre nægter at tro på noget, som jeg siger, og mener, at jeg er mega doven. Selvom det er mig, der render rundt og rydder op osv. De vil bare kun se det værste i mig.

Jeg sidder her og skriver til jer, fordi jeg gerne vil væk. Jeg kan ikke holde ud at være her mere, og hvis jeg ikke kommer væk, ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre med mig selv.

Jeg kunne godt tænke mig at vide om I tænker, at der evt. er mulighed for jeg kan komme i plejefamilie, eller om der evt. er andre muligheder i ved af?

Redaktøren svarer:

Hej L.

Først vil jeg sige mange tak for dit brev, og så vil jeg undskylde, fordi der er gået så langt tid uden et svar.

Det håber jeg, at vi kan gøre bedre næste gang.

Når jeg læser dit brev, bliver jeg selv skudt tilbage fra min barndom. Det er utrolig lig min egen historie.

Jeg kender til følelsen af, at ens forældre ikke vil lytte og ensomheden, når ingen vil tro på, at det man siger er rigtigt. Men du ved, at du har ret, og jeg vidste det. Vi må aldrig stoppe med at tro på os selv som mennesker.

Det som føles rigtig for dig, er det som du skal holde fast ved.

Du skriver, at du ikke har lyst til, at bo hjemme mere. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 15 år i samråd med kommunen. Jeg kom på et opholdsted for unge mennesker, hvor vi havde vores eget værelse, men levede sammen i et stort hus.

Det var nogle gode år, men det var også hårdt. For jeg savnede mine forældre, selvom jeg følte, at de havde gjort mig uret. Det er virkeligt vigtigt, at du mærker efter helt nede i maven- for det kan blive svært.

Jeg vil råde dig til, at snakke med en rådgiver på kommunen/ungeenheden. Høre hvilke muligheder du har og få en snak med en voksen, som du evt. kan opbygge noget tillid til.

Ønsker dig al held og lykke!

> Skriv kommentar