Samvær

af Sød pige, 14 år 14 år i pleje - publiceret den 26. Sep 2019
Hej jeg er en pige på 14 år.

Jeg har været anbragt hele mit liv, først på børnehjem, og derefter i en meget god plejefamilie, som jeg er rigtig glad for.

Jeg har gennem min barndom kun haft meget lidt samvær med mine forældre. De sidste 4-5 år været fri for samvær, da de ikke har taget kontakt til min kommune. Jeg er flere gange blevet spurgt af min sagbehandler, om hun skulle hjælpe mig med at få kontakt, men det har jeg ikke ønsket. Nu har min mor taget kontakt til min sagsbehandler, og bedt om samvær).

Min sagsbehandler kommer snart på besøg, for at tale om samvær. Jeg har ikke lyst til at være sammen med min mor, da jeg ikke føler at jeg har brug for hende.
Har jeg mulighed/ret til at sige nej tak til samvær?
Har jeg mulighed for at få en bisidder med til mødet med kommunen, da jeg ikke føler mig helt sikker på, at hun vil forstå hvad jeg mener?

Kærlig hilsen,
Sød pige

Redaktøren svarer:

Hej søde pige.

Til at starte med skal du have ros for at sige det højt. Det kan være svært at få sagt sådanne ting.
Jeg forstår udmærket godt, at du er forvirret og måske endda uforstående overfor din mors beslutning om pludselig at søge samvær, når hun ikke har været en del af dit liv i så mange år.

Det er heldigvis sådan, at du har ret meget at skulle have sagt med hensyn til samvær. Din sagsbehandler skal altid lytte på dine tanker omkring samvær. Samværet skal være for DIN skyld og ikke din mors.
Du skal simpelthen sige præcis de ting, du har skrevet her, netop at du ikke har lyst til at se din mor, når hun har været fraværende så længe og at du ikke føler at du mangler hende i dit liv samt at du er uforstående.
Jeg havde også en periode, hvor jeg ikke havde lyst til at se mine forældre på samvær, da jeg boede i plejefamilie. Jeg synes simpelthen at det var alt for svært. Jeg følte mig vred, trist og skuffet og det er helt okay at føle de her ting.

Da jeg var anbragt var der ikke samme “regler” for hvor meget barnets synspunkt betød og jeg var derfor lidt tvunget til at se mine forældre. Jeg synes det var rigtig unfair, men det viste sig faktisk at ende med at blive rigtig godt og jeg har et godt forhold til mine forældre i dag til trods for, at jeg først begyndte at se dem rigtigt da jeg var 13. Du skal selvfølgelig gøre hvad du selv har lyst til og dine følelser omkring det, kan aldrig være forkerte. Men du skal huske på, at der er fordele og ulemper ligemeget hvilken beslutning du tager.
Jeg synes at du skal snakke med din sagsbehandler og være helt ærlig. Du kan også sige til din sagsbehandler at du ønsker et møde med hende og din mor. Her kan du også få en bisidder med samt din plejefamilie, hvis du har lyst til det og du kan hermed få svar på alle de spørgsmål du har. Du har altid ret til en bisidder på kommunen. Du kan vælge en person du stoler på som kan være bisidder og du har også mulighed for at kontakte Børns Vilkår på tlf: 35 55 55 59 og få en bisidder, som kan hjælpe dig og tage med dig til mødet.

Husk nu, at det er vigtigt at sige tingene højt også selvom det er svært. På den måde hjælper din sagsbehandler dig aller bedst. Det kan engang imellem være en hjælp at skrive de ting ned, du vil sige og tage det med til mødet. På den måde er du sikker på, at du får sat ord på tingene.

Hilsen Sabrina

> Skriv kommentar

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.