Selvmord med Ipren/panodiler.

af A, 14 år - publiceret den 03. Apr 2019
Hej. Jeg har en veninde af mange år som jeg er super glad for, hun har det rigtig hårdt for tiden og siger at hun overvejer selvmord. Hun siger at hun overvejer at tage en masse piller, ipren eller panodiler. Hun siger at hun vil tage omkring tyve af dem, hvad sker der hvis hun gør det? Jeg prøver at støtte hende og er der for hende når hun har brug for det men jeg har brug for at vide hvad der sker, så hvis det sker kan jeg måske opfange det før andre og hjælpe hende hurtige.
Hilsen en meget bekymret pige.

Redaktøren svarer:

Kære bekymrede pige.

Først vil jeg gerne starte med at undskylde for den lange svartid – det er slet ikke godt nok, og især ikke når det handler om en så alvorlig ting som selvmord. Vi har desværre haft nogle tekniske problemer herinde på børnetinget, de skulle dog gerne være løst nu.
Jeg håber at du har fået hjælp et andet sted i mellemtiden, men du skal selvfølgelig også have et ordentligt svar her.

Hvor er det dejligt for din veninde, at hun har et menneske som dig i sit liv. Det er virkelig flot af dig, at du er der for hende, bekymrer dig for hende, og endda søger råd herinde, for at prøve at hjælpe hende.
Omvendt lyder det dog også som noget af en tung byrde at gå og bære på, når man selv er et ungt menneske.

Jeg har en rigtig god ven, som både var deprimeret og tog stoffer for mange år siden. Jeg følte mig magtesløs, for jeg ville så gerne hjælpe ham til at få det bedre, men det var bare ikke rigtigt nok – jeg kunne ikke løse hans problemer for ham, eller sørge for at han var glad hver dag. Dertil kom den angst, som man jo også går rundt med, når man ved at ens nære tænker på selvmord. Den er umuligt at lægge det fra sig, for man ønsker jo virkelig ikke at miste dem.

Du spørger ind til Ipren og Panodiler, og jeg vil kort fortælle at man IKKE bare sover langsomt ind, selvom man måske skulle tro det. Ipren og Panodiler ødelægger de indre organer langsomt, og hvis man overhovedet ender med at dø af dem, vil det først være efter flere dage, uger eller måneder med store smerter og organsvigt.

Som sagt synes jeg at det er helt vildt flot, at du bare er der for din veninde i medgang og modgang! Og jeg forstår virkelig godt dine bekymringer og tanker… men jeg tror det er rigtig vigtigt, at din veninde får noget professionel hjælp. Når hun kæmper med så mørke tanker, har hun brug for mere hjælp og støtte end du kan give hende – og samtidig er det også et alt, alt for stort ansvar at skulle bære for dig.

Hvis din veninde stadig har selvmordstanker, og du er den eneste der kender til det, vil jeg anbefale dig at finde en voksen som du stoler på og føler vil kunne hjælpe dig og din veninde i den her situation. En voksen der enten kan hjælpe med at tale med hendes forældre/et andet af hendes familiemedlemmer, en læge eller et helt 4. menneske som vil kunne hjælpe hende med at få noget behandling og støtte.
Jeg ved godt at det kan føles meget grænseoverskridende for dig, for din veninde har jo betroet sig til dig, og sikkert sagt at du ikke måtte sige det til nogen – men lige i sådan et tilfælde her, må man gerne bryde et løfte, netop for at hjælpe hende allerbedst muligt.

En anden god ting at gøre, vil være at anbefale hende at skrive ind til www.livslinjen.dk eller ringe til dem på 70 201 201. Her kan hun tale med rådgivere, der hver eneste dag har samtaler med mennesker som kæmper med selvmordstanker.

Jeg ønsker din veninde og dig alt det bedste.
Mange kærlige hilsner,
Melissa.

> Skriv kommentar

Sig din mening

Er der ting du mangler her på hjemmesiden, eller har du gode ideer til nye funktioner, artikler eller lignende, så skriv til os.