Stikker snart af fra det hele

af Mic, 17 år 3 år i pleje - publiceret den 16. Jul 2016
Jeg er en pige på 17 år, som har boet på behandlingshjem siden jeg var 14. Jeg har været i psykiatrien i 6 år og har kæmpet med selvmordstanker siden jeg var 8-9 år..
Mine diagnoser er: Svær depression med psykotiske symptomer, borderline, atypisk anoreksi og Asperger. Tidligere har jeg kæmpet med svær anoreksi, nu er diagnosen dog blevet atypisk..
Har prøvet at tage mit eget liv op til flere gange - en af gangene var jeg meget tæt på hjertestop, men blev desværre reddet i sidste øjeblik..
Jeg er ved at blive sindssyg af mine selvskadende tanker og mine selvmordstanker. De tager langsomt livet af mig.. Jeg selvskader hver dag; [Detaljer slettet. Red.]. Det er et helvede i mit hoved, og føler ikke at nogen lytter til mig- hverken på behandlingshjemmet, mine forældre eller kommunen. Jeg er så desperat for at flytte, da jeg kun får det værre af at bo her.
Jeg får så slemme selvmordstanker, at jeg planlægger at stikke af fra det hele, og gøre en ende på livet. Jeg kan simpelthen ikke mere. Mit hoved er ét stort kaotisk helvede- og det samme er mit liv. Behandlingshjemmet isolerer mig fra omverdenen og det gør mig så ensom og ulykkelig.
Har stukket af før, og har været efterlyst indtil politiet fandt mig - men jeg tænker at de jo nok ikke kan blive ved med at lede? De må jo give op på et tidspunkt? Eller hvad? Hvad hvis de aldrig finder mig, død eller levende? Så kan jeg få fred, og det samme kan min familie? [Detaljer slettet. Red.]
Jeg kan ikke meget længere endnu..
Hvad sker der hvis ingen nogensinde finder mig? Giver de så op?

Redaktøren svarer:

Kære Mic,

Det gør ondt helt ind hjertet, at læse dit brev. Jeg ville ønske, jeg kunne kramme dig og gøre dit liv lettere! Det må være så frygteligt, at have al den kaos i dit hoved og krop.

Først og fremmest vil jeg fortælle dig, at jeg synes det er sejt af dig, at du skriver herind og deler dine tanker og følelser - dernæst må jeg sige, at jeg har valgt at skjule nogle af detaljerne i dit brev, da vi har børn og andre unge, der læser med og kan blive rigtig kede af, at læse hvordan du har det. Håber det er ok?

Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dit brev men det vil gøre det nemmere for mig, at give dig et konkret svar, hvis du uddyber din historie, selvfølgelig kun hvis du har lyst.

Ift. flytning, så afhænger det meget af, hvorvidt du er frivillig anbragt eller anbragt uden samtykke (tvangsanbragt)? Er du frivillig anbragt har du stor indflydelse på din anbringelse og kommunen skal som udgangspunkt tilbyde dig noget andet, hvis du ikke ønsker, at være der hvor du er. Er du modsat anbragt mod din vilje, da kan kommunen fastholde anbringelsen, selvom du ikke ønsker, at være der. Dog skal de fortsat lytte til dig og medtage din mening i deres vurderinger. Men i Danmark har man pligt til, at hjælpe mennesker, der er til fare for sig selv og/eller andre, det er formentlig derfor du er anbragt på et behandlingshjem.
Jeg forstår dog ikke, hvorfor de vælger at isolerer dig fra andre og omverden? Hvad er begrundelsen for dette?

Jeg tænker ikke, at flugt er nogen god løsning, det ville kun gøre ondt være og skabe endnu mere kaos i og omkring dig.
Og jeg tænker bestemt, der er andre muligheder end selvmord, selv om du i øjeblikket ikke kan se dem selv. Der findes mange mennesker, der som dig, ikke har kunne magte livet, men som med den rette hjælp har fået det bedre og i dag lever et godt liv fuld af glæde og kærlighed - det fortjener du også!
Jeg har selv som yngre haft rigtig meget modstand i livet og tænkt, at det ingen ende ville få og at der ikke var noget godt her i livet! Det er vanvittigt svært, at have det sådan!
Jeg er i dag utrolig taknemmelig for, at jeg ikke gav op, og de svære tider i mit liv har gjort mig stærk og 'klog' på livet! Det har også givet mig muligheden for at hjælpe unge, der har det svært, netop fordi jeg selv har gennemgået mange af de samme ting.
Jeg kunne ikke ønske mig et bedre liv i dag, selv med de mange ar på sjælen, de gør mig til den jeg er.

Jeg håber derfor du også vælger livet fremfor døden! Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mange vil savne dig, hvis ikke du er her mere, og at mange vil blive utrolig utrolig kede af det! Det værste ville være, hvis du forsvandt, det giver de efterladte en frygtelig uro og uvidenhed om hvor du er og hvad der skete - så gør ikke det!

Jeg håber du vil give dig selv og livet en chance til - kontakt eventuelt Livslinien på tlf 70 201 201 eller www.livslinien.dk

De er eksperter i selvmordstanker og ville kunne give dig bedre råd end jeg kan her.

Jeg håber og ønsker alt det bedste for dig <3

Du er altid mere end velkommen til at skrive herind igen.

De bedste tanker
Camilla,
Projektleder af Børnetinget og tidligere anbragt

> Skriv kommentar