Stresset

af Johnzaib, 12 år 1 år i pleje - publiceret den 29. Oct 2015
Hej håber du har det godt fordi det har jeg ikke.
Jeg føler mig dum, bagud og ikke god nok. Om natten har jeg lyst til at dræbe mig selv og jeg får hovedpine og kan ikke kontrollere mig selv. Mine forældre siger jeg er tynd og skal spise mad og jeg gør mit aller bedste, så hvis du kan hjælpe så gør det.

Redaktøren svarer:

Hej Johnzaib

Tak for dit brev til børnetinget.

Jeg er ked af, at du har det så svært og det lyder rigtig hårdt, at være dig! Sådan skal ingen børn have det, overhovedet.

Jeg tænker, om du har nogen som du kan tale med? Nogen som er i dit liv og som kan hjælpe dig og lytte til dig?

Det kan fx være en lærer du stoler på, noget familie eller dine venners forældre? For det er virkelig vigtigt, at du rækker hånden ud og beder om hjælp – og du har allerede taget det første skridt og skrevet herind til os, det synes jeg er mega sejt gjort!

Du skriver, at du har lyst til at dræbe dig selv, det må være nogle rigtig svære tanker du går rundt med. Har du fortalt det til nogen? Når man har selvmordstanker er det virkelig vigtigt, at man snakker om det med en voksen. Hvis du ikke føler du har nogen som du kan snakke med, så er der en telefonrådgivning som hedder livslinjen de har åbent fra 11-23 alle dage og dem kan man ringe til gratis, hvis man går med selvmordstanker eller har forsøgt selvmord. De er rigtig gode til at lytte og enormt søde, og de taler med mange børn og unge, der lige som dig, har det svært og er ked af det.

Dengang jeg var anbragt havde jeg også selvmordstanker – så jeg kender godt til de tanker du sidder med, og jeg synes også det var rigtig svært - det hele kunne være lige meget, tænkte jeg dengang! Men jeg rakte min hånd ud og bad om hjælp, selvom det var svært og det tog rigtig lang tid, at stole på andre. Men jeg fik muligheden for, at komme til og tale med en psykolog, som hjalp mig rigtig meget – måske det også kunne hjælpe dig?.

Nu, når jeg sidder flere år efter, at jeg selv havde selvmordstanker og er kommet videre i mit liv, er jeg faktisk rigtig glad for at være i live i dag – og jeg ved, at du også har mulighed for, at komme igennem det! Jeg skriver det her til dig, så du kan se og forstå, at du ikke er alene med de tanker, men at der er en mulighed for at komme igennem problemerne med den rigtig hjælp.

Med hensyn til det, at du er tynd og dine forældre siger du skal spise mere mad. Så er jeg sikker på, at de siger det fordi de er bekymret for dig. Måske du kunne snakke med dem om, hvilke følelser du sidder med, når du prøver at spise, og måske de kan hjælpe dig bedre på den måde.

Jeg vil ønske dig held og lykke og håber du finder tillid til en og fortæller hvordan du har det, så du kan få hjælp.

Du er altid velkommen til at skrive herind igen.

Kærlig Hilsen Katya.

> Skriv kommentar