Svært at føle at min historie er anderledes

af Crazy, 18 år 3 år i pleje - publiceret den 06. Oct 2005
Hej Sisse

Så skriver jeg endelig igen. Har mange gange tænkt på at skrive, men har ikke fået gjort noget ved det - hvilket måske er et godt tegn?

Jeg fik flyttet... Jeg havde spurgt alle om hjælp, men ingen kunne, så det endte med, at jeg måtte få hjælp fra kommunen. Det var et kæmpe nederlag, og aldrig har jeg følt mig så alene og forladt. Lige den dag måtte jeg indrømme, at jeg hader mine forældre for at forlade mig, og desværre har følelsen holdt ved.

Jeg har været nogle gange i [netværkssted for nuværende og tidligere plejebørn] (fandt dem via denne side); men ved ikke helt, om jeg kan lide at være der. Føler mig anderledes. Jeg blev anden gang, jeg var der, gjort opmærksom på, at min historie er anderledes end de andres, hvilket gjorde mig vildt ked af det (fandt jeg ud af på vej hjem). Føler mig ikke som en del af gruppen og blev bekræftet i det sidste gang.

Men samtidig er det bedre end at sidde alene hjemme... Ved bare ikke rigtig, hvad jeg skal/kan gøre for at få det bedre med at være der.

Ellers er jeg startet i en terapigruppe, hvilket jeg tror, jeg bliver rigtig glad for... Det er vildt svært her i starten, og jeg kan også mærke, at jeg holder rigtig meget fast i mig selv, når jeg er der, men tårerne har fået lov til at falde (dog i det små); og det føltes okay...

Det er hårdt at komme i gang, og jeg kan ikke helt styre mine tanker... Men når jeg er der, kan jeg mærke, at det hjælper, og opgaverne hjælper mig til at få lidt styr på mine tanker... Jeg har kun været der tre gange, så det er selvfølgelig også begrænset, hvor meget der kan have forandret sig til det gode.

Redaktøren svarer:

Hej Crazy.

Det er godt at høre, at du har det bedre end sidst, du skrev til mig. Du har da været lidt "heldig" de gange, du har skrevet til mig. Jeg er lige kommet hjem fra en rejse med mit arbejde, så derfor får du først mit svar nu.

Du skriver, at du er begyndt at komme i en netværksgruppe, hvor du føler dig anderledes, og at du føler, at det er blevet bekræftiget i og med, at du er blevet gjort opmærksom på, at din historie er anderledes. Det i sig selv behøver jo ikke være negativt. Vi har jo alle vores egen unike historie, og de er lige så forskellige, som vi er (det kan du også se, når du læser på Børnetinget). Men når det er sagt, er der også en hel del, vi som anbragte eller tidligere anbragte har til fælles, f.eks. følelsen af at være anderledes, følelsen af ensomhed, følelsen af at være blevet sviget og en grundlæggende følelse af ikke at have fortjent et godt liv. Det er derfor, at vi ofte gør noget, der ødelægger det, når vi har det godt.

Alle de følelser kan alle dem, du er i netværksgruppe med, nikke genkendende til. Der er selvfølgelig forskel på, hvor meget det fylder for den enkelte.

Det kan godt være svært at komme ind i sådan en netværksgruppe - mest fordi dem, der er der, alle kommer med en ret tung bagage i rygsækken, og det er svært at have energi og overskud til at rumme andres problemer. Jeg tror, at du skal bruge din energi på de ting, du har til fælles med dem, du er i netværksgruppen med, og du vil finde ud af, at der er en del af det. Og efterhånden, som I lærer hinanden at kende, vil I også finde ud af, hvad I kan give hinanden. Og som du selv siger, er det bedre at være sammen med netværksgruppen end at sidde hjemme alene. Og du kan være sikker på, at tiden vil arbejde for dig, når bare du er er åben og villig til at modtage alt det gode, du vil få tilbudt.

Jeg kan godt forstå, at du har følt dig meget ensom og forladt, da du skulle flytte. Det var da godt, at kommunen ville hjælpe dig. Den vrede, du føler imod dine forældre, er helt naturlig, og faktisk er det et "sundhedstegn", fordi det er et led i den sorgbearbejdelse, du aldrig har fået lov til at gennemleve. Det skal selvfølgelig ikke komme til at fylde så meget, at det ødelægger din hverdag. Kommer det til det, kan du jo prøve at snakke om det i din terapigruppe.

Det er rigtigt dejligt, at du er begyndt i terapigruppen, og selvfølgelig er det svært. Det er HÃ…RDT ARBEJDE, men det er helt sikkert, at det vil lønne sig, især fordi du er positiv og indstillet på, at det tager tid.

Håber på, at du vil få mere glæde ind i dit liv, at du kan være åben og tage imod alt det gode, der kommer til dig. Husk på, at du er den, der kan gøre noget ved det, og at du har fortjent et godt liv.

Hilsen fra Sisse.

PS: Jeg vil selvfølgelig gerne høre fra dig engang i fremtiden bare for at vide, hvordan du har det.

> Skriv kommentar